Af Anne H. Haldan, Esbjerg

At føle sig magtesløs er ikke nogen fantastisk tilstand.

Du har sikkert også oplevet det i kortere eller længere perioder af dit liv. Nogle gange skyldes magtesløsheden udefrakommende omstændigheder, og det kan være slemt nok. Det kan være alvorlig sygdom; klimakrisen; uretfærdighed af en art.

Andre gange kommer magtesløsheden indefra. Og det føles ofte værre. Dén type magtesløshed opleves ofte som noget, man burde kunne skille sig af med. Man burde kunne tage sig sammen – kunne stoppe sit tankemylder; blive færdig med den opgave;  få gjort op med sin konfliktskyhed – jeg har min egen ubehagelige liste og tænker, at du også har din.

Nej, det føles ikke fantastisk.

Derfor er salmen ”Her vil ties, her vil bies” en af mine yndlingssalmer. I bund og grund slår Brorson i sit digt fast, at det er ok at være magtesløs, og at der ikke altid er noget at sige eller gøre. Det svage, trætte sind må vente og længes. Og med god støtte af den helt vidunderlige melodi, som A.P. Berggren har skrevet, får længslen vinger og bliver både aktiv – og et aktiv i sig selv.

Hvis du ikke kender salmen, vil jeg foreslå dig straks at høre den version, du kan finde på YouTube med DRs Pigekor. Så kan du altid høre andre fortolkninger senere.

Ligesom en mental nedtur – eller troskrise – kan føles som en endeløs vinter, må det have været en prøvelse for selskabet på Noas ark at flyde rundt i vandørkenen et års tid. Udsigtsløst og uden mulighed for at gøre hverken til eller fra. Ville det nogensinde få ende? Det ved vi, at det ville; det vidste de ikke.

Brorson bruger billedet, hvor Noa sender en due ud for at spejde efter noget forårsgrønt, der eventuelt spirer op over vandet et sted. Men i sangen kommer duen kommer faktisk ikke tilbage – stunden er kun ”næsten oprunden” – det er nemlig længslen og håbet om, at den vil komme med godt nyt, Brorson vil fremhæve.

Berggrens smukke melodi er langsom og tøvende – men næsten umærkeligt snirkler den sig fra det nølende og passive til noget lyst og ­­blomstrende. Jeg oplever nærmest fysisk, at den bærer mit sind med opad og forandrer mit perspektiv.
”Her vil ties” kan synges som et suk, næsten uden luft, når man er udmattet og overmandet af håbløshed. Den kan synges med trods i stemmen, når man tror på, at Gud vil komme til undsætning, og at syndfloden vil falde igen, og en grønnere verden vil dukke frem af vandørkenen.

Salmen rummer en dyb forståelse af en menneskelig oplevelse af magtesløshed.
Og Brorson hverken udskammer eller bagatelliserer følelsen, han minder i stedet om længslens plads i livet. Vinteren er en realitet; den kan være lang og mørk. Hverken duen eller vi kan udgrunde eller begribe, hvordan vinter bliver til vår – men blot ved at tænke på det, bliver Brorsons vinterfrysen til en forventningsfuld gysen. Ved at længes giver han duen luft under vingerne . Faktisk er den næsten allerede fremme med sit lysegrønne tegn på bedre tider.

Dén magt ligger der i længsel. Det gør mig glad.