Metodistkirkens grundfortælling – en fælles fortælling om at være kirke
Hvad er Metodistkirken? Spørgsmålet er måske simpelt, men det kan være svært at svare på. Særligt i Danmark, hvor de fleste menneskers forhold til Gud og kirke er den danske folkekirke.
Netop derfor giver det mening at kunne svare kort og præcist på spørgsmålet. Først og fremmest fordi det giver afsæt til at tale om og dele tro med andre mennesker. Samtidig er det et helt væsentligt spørgsmål at stille sig selv som en, der har Metodistkirken eller Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund tæt på livet. Hvad er det egentlig, det hele handler om? Og hvorfor engagerer jeg mig i kirkens arbejde?
Det blev til de tre meget korte budskaber: Kendt for kærlighed, Venner for livet og Gør verden til et bedre sted?
Ud fra den ambition har bestyrelserne for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund siden sommeren 2021 arbejdet på at kunne levere et kort, konkret svar. Og det er altså kommet til udtryk i en grundfortælling. En fortælling om, hvem vi er, og hvad vi gerne vil være.
Fortællingen bygger dels på kirkens tradition og historie samt virkelig menneskers oplevelser gennem de sidste mange årtier. Både erfaringer af, hvad kirken har gjort godt i forhold til at efterligne Jesus, og tilsvarende erfaringer af, hvor kirken har været utilstrækkelig og med fejl.
Det er nemlig lige præcis det spændingsfelt, som grundfortællingen fungerer i. For selvom den er simpel i sit udtryk, så stiller den også enkle spørgsmål, der kan være svære at svare på – og svare ærligt på: Hvor er vi ikke eksponenter for Guds kærlighed? Hvor svigter vi i forhold til at danne venskaber for livet?
Hér er der potentiale for at vokse – både i tro og handling – som fællesskab, og på den måde være med til at skrive videre på den fælles fortælling.
Sådan har vi arbejdet med den
Arbejdet med grundfortællingen begyndte i 2021 i Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund. Vi ønskede at blive skarpere på den identitet, der skulle gennemsyre de oplevelser, vi tilbyder børn og unge.
Formen blev hurtigt en grundfortælling, som kirkens ledelse også ønskede skulle gøre sig gældende for hele kirken. Frem mod sommeren 2022 blev der indsamlet input gennem fra mennesker med tilknytning til Metodistkirken og børne- og ungdomsarbejdet, hvilket til sidst blev kondenseret ned til tre konkrete budskaber, som blev præsenteret på Landsmødet i 2022.
Siden har kirkens ledelse og bestyrelsen for Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund forpligtet sig til at arbejde med fortællingen. Dels som et kommunikativt redskab, men også som en måde at udvikle kirkens identitet på tværs af kirkens arbejde – lige fra det sociale arbejde til konkrete andagter og forkyndelse.
Af Mathias Alsted Flinck, journalist og næstformand i MBUF, Metodistkirkens børne- og ungdomsforbund.
Hvad skal vi egentlig med vores grundfortælling? Hvad betyder det at være kendt for kærlighed, at få venner for livet og hvad vil det sige at gøre verden til et bedre sted?
Spejder- og ungdomspræst Maria Thaarup er taget på besøg hos forskellige metodister og taler med dem om vores grundfortælling. Lyt med via linkene her:
Episode 1, En grundfortælling er…
Episode 2, Det der venskabsnoget
Episode 3, At elske hele verden
Anna Funch Lind er 23 år, sygeplejestuderende og bor i Roskilde.
Af Anne Thompson, præst i Vejle og kommunikationsmedarbejder
Jeg tror på fællesskabet i kirken
Jeg har været spejder siden jeg knapt kunne stave mit eget navn. Og der er mennesker, om jeg har fulgtes med hele vejen. Det er som en spejderfamilie. Det kunne sikkert også have været andet, men nu var det spejder, jeg gik til i kirken.
Det har været med til at gøre mig til mig, at jeg har haft de her venner, som altid har været der. Som har været et fristed, hvor jeg kunne drømme stort og skifte mening – og de var ligeglade, for jeg var jo stadig Anna.
Hvad er det egentlig jeg tror på? Jeg tror, at historierne om Gud og Jesus har skabt et fællesskab, som jeg er blevet en del af. Det fællesskab er med til at udføre de her grundberetninger om venner for livet, at gøre verden til et bedre sted og at være kendt for kærlighed.
Når jeg har været på lejre og til gudstjenester på lejrene, så bliver jeg fyldt med en følelse af, at troen ikke behøver kun at være, at man går i kirke og beder, men at man tager de værdier med sig og prøver at leve efter dem på en måde, der giver mening for én selv.
Som f.eks. at man har venner på livet, som man værdsætter og har stor værdi i. Og at gøre verden til et bedre sted er helt essentielt.
Jeg vil gerne være hjælpsom. Og hjælpe, hvor jeg kan. Også selvom jeg bliver snydt. Det er en overbevisning jeg har og et aktivt valg at prøve at være et kærligt menneske. Måske er det naivt, men jeg prøver virkelig at tænke over at smile til folk, sige god dag og hej, gør det altid også selvom folk bliver forskrækkede. Det er en form for kærlighed for mig til fremmede mennesker.
For mig er troen i mig, noget jeg selv må bestemme, hvad er og hvad skal gøres med. Hvis jeg går ud, og gør verden til et bedre sted, smiler til alle i brugsen, arbejder for unge og giver en 50’er til husforbi…. så føler jeg også, at jeg går ud og gør Guds gerning – bare på min egen måde. Som ikke behøver være så regelbestemt i mit liv.
Det er jo ikke en enkelt ting, der har betydet det. Det er en hel opvækst.
Jeg tror, det har meget at gøre med de mennesker, jeg har mødt. Fordi spejder har gjort, at jeg har mødt forskellige syn på verden, og på hvordan livet hænger sammen. Der har været stor åbenhed og frihed til at være en selv, og på den måde også lært utroligt meget af alle de andre. Det har gjort det muligt at udvikle sin egen mening om livet i fællesskabet med de andre.
Når forskelligheder mødes, er der også en god mulighed for at få en ny virkelighed, vis man er åben og sænker sine parader. Det sker f.eks. på spejderlejre og det er nat og man sidder rundt om et bål med alle sine gode venner og kan tale frit, og de gode samtaler kommer frem, og man føler sig helt forbundet. Dér kan man mærke fællesskabet.
Vil gerne vise, hvor sjov kirken kan være
Det er ikke mærkeligt, at jeg tror på Gud.
Det ved jeg jo godt, men det kan være rigtig rart at blive bekræftet i, når det nu ikke er almindeligt i samfundet omkring kirken. Det har haft stor betydning for mig med venner i kirken.
Det er rart at vide, at der er andre, der har holdt fast i troen og som ikke har mistet håbet på det.
For det er ikke lamt at tro på Gud. Og det er ikke noget jeg selv har fundet på. Det er mega fedt, og det er dejligt, at have den tro. Og jeg er ikke alene.
Det er også en af grundene til, at jeg er leder på lejre. Jeg vil gerne være med til at vise mindre børn, at det her er fedt.
Jeg vil gerne give dem en oplevelse af at komme afsted på lejr og at være afsted med en masse andre mennesker, der tror på det samme, som jeg gør. Og vise hvor fedt man kan gøre det. Nogle gange tror andre, at kirkelejr må være virkelig kedeligt. For de aner jo ikke, hvad vi laver.
Jeg vil gerne vise, hvor sjov kirken kan være. Og at have en tro kan være sjovt og give mening.
Det vil jeg gerne vise børn, hvor sjovt det kan være. Fællesskabet på lejrene er noget vi skal nyde sammen.
Lejrene giver også venner for livet i helt andre byer. Man kan komme fra to vidt forskellige byer og ikke ses så tit, men når vi mødes på lejr, er det som om vi lige har sagt farvel. For mig var det at komme afsted på konfirmandlejr, der gjorde en forskel. Der mødte jeg mennesker, som fik noget til at falde på plads i mig, fordi de kunne lide mig som jeg er.
Det kan jo være ret grænseoverskridende at tage af sted på lejr med mennesker, man overhovedet ikke kender. Den første aften, når man er ny og man kan se, hvordan dem, der har været afsted før bare glider ind i det … det er akavet. Men når man så har fundet en gruppe og kan være sig selv… så er det bare godt. På lejrene er der ikke nogen, der dømmer én, for den man er. Der kan man være sig selv.
Her skal man ikke være bange for, at det kommer ud til en hel skole, hvis man gør noget dumt.
Man kan bare være i det.
Ellen Frillerhøj er 19 år, bor i Aalborg, arbejder på plejehjem i sit andet sabbatsår.
Af Anne Thompson, præst i Vejle og kommunikationsmedarbejder
Christian Madsen er 22 år, bor i Vejle og arbejder som sommellier på restaurant Lyst.
Af Anne Thompson, præst i Vejle og kommunikationsmedarbejder
Kirken har givet mig selvtillid
For mig er historien om de 99 får og det ene, der løb væk, men som blev fundet, synonym for Guds kærlighed. For mig har Metodistkirken været det sted, hvor der har været en evig kærlighed.
Lige meget om det går godt eller skidt – når jeg kommer der, og ser de her mennesker, er der kærlighed og forståelse.
Det er noget som jeg ikke har fundet i andre fællesskabet i mit liv Det er også en af grundene til at jeg bliver ved med at komme på lejre og i kirken.
Det har givet mig helt vildt meget socialt. Jeg har fået virkelig mange sociale kompetencer gennem lejre og kirken. Kirken har givet mig selvtillid især på de sociale aspekter: Jeg er blevet god til at rumme folk og være sammen med mennesker. Jeg fik lov til at rejse til Sydafrika og tog selv til Frederikshavn for at holde foredrag om det som 18-årig. Og det var overhovedet ikke nervøs for det. Det er gennem kirken jeg har lært at turde stille mig op overfor andre mennesker. Og det vil jeg gerne give videre til andre.
Jeg vil virkelig gerne bidrage til at give social selvtillid, så unge ikke er bange for at være sig selv og være sammen med andre.
Alle har hver deres gaver, som de er gode til. Det kan være noget man har lært eller er opvokset med. Jeg har et nært forhold til Gud og snakker dybt med Gud, men jeg tror på, at jeg har fået en gave fra Gud til at tro på det bedste i folk. Og jeg har lyst til at alle skal have social accept og succes.
For mig er det dyrebart.
Hvis man ikke føler sig tilpas med andre mennesker – det kan være vildt hårdt, tror jeg. Jeg synes ofte, jeg møder unge, der ikke føler sig tilpas eller skal skeje ud eller fjolle sig ud af ting. Tænk, hvis de kunne være sig selv og være trygge i, at den jeg er er godt nok.
Det har kirken hjulpet mig med. Her har jeg ikke behøvet at spille en rolle. Det har aldrig handler om, om jeg har fede sko eller en dejlig familie, men om at jeg er et nice menneske at være sammen med. Det har jeg taget med og det vil jeg gerne give videre.
En af de store ting ved kirke
Jeg er jo ikke verdensmester i at binde knob eller pionering eller noget. Jeg har gåpåmod og jeg tør gå forrest selvom jeg dummer mig. Cecilia Bræstrup er for nyligt begyndt til spejder som leder.
Jeg er der for at de unge mennekser, skal blive bedre til det, de skal lære. Det vigtigste for mig er, at de lærer om venskab: Om at holde sammen og være gode ved hinanden. For kærlighed er en standardindstilling.
Man skal huske at sige til sine venner, at man elsker dem. Kærlighed er ikke én ting – det er ikke kun begær og kærester. Kærlighed er en relation mellem mennesker. Mellem mennesket og Gud. Kærlighed er følelsen af ro. Og det er væren uden at skulle præstere. Det er hvad kærlighed er for mig. Og fordi vi er i kærlighed og elsker vores venner, så er vi i Gud.
For mig er det en af de store ting ved kirke, at så mange mennesker, som ellers ikke har en masse tilfælles, er sammen uden at bedømme hinanden. Tilbage i 2019 var jeg med til at lave krybbespil i Jerusalemskirken, og jeg skulle lave teater make up, selvom jeg aldrig har prøvet før. Det gik godt, fordi folk var med på den. Jeg var dødhamrende nervøs. På den anden side var jeg i det og nød selskabet. Det var hyggeligt, for når man ikke behøver føle, at man skal stå til bedømmelse for noget, kan man bare være sammen.
Sådan er det også med de her små børn til spejder. De stoler blindt på mig – og jeg aner ikke, hvad jeg laver – men vi kommer igennem.
Vi har jo ikke monopol på næstekærlighed som metodister eller kristne, men bibelteksterne, (som går sammen med MBUFs grundfortælling, red.) giver vores måde at agere på i verden mening og liv.
Vi skal have kærligheden, vennerne og arbejdet for en bedre verden sat ind i en kontekst og nogle rutiner. Det er meget metodisttypisk at have rutiner kørende. For det gør at det kommer til at køre på rygraden, så man husker at gøre det.
Kristendommen handler om indbyrdes kærlighed og kærlighed til folk man ikke kender og til sig selv. Du skal huske at klappe dig selv på skulderen. Du kom igennem dagen uden at gøre nogen fortræd – du har gjort dit bedste. Mere behøver man ikke at præstere.
Derfor er det også for alle. For selvom man er ung eller barn, betyder det jo ikke også at man ikke er Guds discipel. Ved vores eksistens er vi jo noget for andre mennesker. Og alt kærlighedsarbejde er Guds arbejde.
Cecilia Bræstrup er 36 år, bor i København og er kontorelev på Frederiksberg Rådhus.
Af Anne Thompson, præst i Vejle og kommunikationsmedarbejder