Adventstid

Du er her: Start / Adventstid

ADVENTSTID

FORVENTNING OG FORBEREDELSE INDEN FEJRINGEN AF JULEN

Samlet af: Maria Bræstrup Aaskov
Kommunikationsmedarbejder

Adventskrans og duften af nybagte brunkager – vi kan glæde os til og over julens mange traditioner. Adventstiden er forventning og forberedelse inden fejring af julen. Ordet advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder “Herrens komme”.

Og forventningens glæde går i to retninger. Advent er perioden frem mod jul og markerer ventetiden inden Jesusbarnets fødsel. Men adventstiden har også et andet aspekt, nemlig forventningen om Jesu genkomst. Forventningen om, at Jesus engang i fremtiden vil vende tilbage til jorden og etablere Guds rige.

Med advent tages der også hul på et nyt kirkeår!
Med ønsket om en glædelig adventstid og en velsignet julehøjtid.

Af Rebekka Steinvig,
lægprædikant i Jerusalemskirken i København.

Artiklen er bragt første gang i 2018.

Glæde fra en anden verden

Der var fire dage til juleaften. Juleferien var begyndt. Og juletidens fejring havde været i gang i flere uger på arbejdet, i Lydia, vores datters, vuggestue, i kirken og med ekstra lys og stjerner i vores stue.

Der var fire dage til juleaften, juleferien var begyndt. Og alligevel var alt ikke, som det skulle være. Dén dag skulle min mand og jeg på hospitalet for at tage afsked med et elsket menneske. Vi skulle sige farvel. Farvel.

Farmor var kommet for at passe Lydia, mens vi var væk. Jeg undlod at sige så meget, så farmor ikke skulle høre grøden i min stemme, og undveg hendes øjne, så hun ikke så tårerne.

Lydia var i godt humør. Min mand og jeg var nået et repos ned i vores ejendoms trappeopgang, da Lydia gik ud af lejlighedens hoveddør, som stadig stod åben, gik hen til gelænderet og kiggede ned til os. 

Hun var 1 år og tre måneder gammel. I den alder, hvor hun kunne gå, elskede at vinke og vedblivende repeterede de få ord, hun kunne. Hun kiggede ned til os. Hendes øjne var glade, farmor stod bagved og vinkede, og så sagde Lydia de to små ord, jeg aldrig siden skulle glemme:

’Vi ses!’

Når man er på vej hen – som vi var – for at aflægge døden et besøg, findes der næppe noget stærkere end et lille barn, der siger: ’Vi ses!’ Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering. ’Vi ses! For vi hører sammen, og selv om vi nu skal være adskilt for en stund, så hører vi stadig sammen. I er min mor og far, og jeg er jeres barn. Vi er forbundet. Vi lever med hinanden i livet, og vi ses jo igen.’

Alt det lå der i de to små ord, ’vi ses’, som hun aldrig havde sagt før, og som hun nu dén dag gav os med.

Den decembers mørke var mørkere, end det plejede at være, og selv om der dér i trappeopgangen var særligt mørkt, var det også lige dér – i mit barns to små ord til mig – at lyset brød frem. Lyset fandt vej og begyndte at skinne varmt og strålende igen.  

De to enkle ord, ’vi ses’, lå også som endnu uudsagte ord, den nat Jesus blev født, og som et budskab om alt det, der skulle komme. Som Guds søn blev Jesus født ind i mørket og fik lyset til at bryde frem. Han levede på jorden, døde på korset og opstod igen til livet. Han gav os Ordet, så vi ikke skulle være alene, men altid være forbundet med Ham, og så det kunne lysne i verden gennem børn og andre mennesker, at mørket aldrig måtte få det sidste ord.

Og som Lydia, der sagde ordene til mig og min mand, da vi var på vej ned ad trappen, på samme måde kommer Jesus til os mennesker. Det er aldrig Ham, der går væk fra os. Men det hænder, at vi bevæger os væk fra Ham. Og da er det Ham, der kommer først og siger: ’Vi ses! For vi hører sammen, du og jeg. Jeg vil ikke glemme dig, jeg vil ikke give slip på dig, jeg vil være sammen med dig, for jeg elsker dig.’

Sådan siger Han til dig. Sådan siger Han til mig. Dét er min tro. Det er i de ord, min tro henter liv.

Og selv når vi glider væk fra Jesus og med ét befinder os på et mørkt repos i livet, så står Han stadig der på trappens øverste trin og kigger på os med en glæde, der hører en anden verden til og siger:

’Vi ses!’

RIGTIG GLÆDELIG ADVENT.

Af Camilla Fredsby,
lægprædikant i Strandby Metodistkirke

Artiklen er bragt første gang i 2018.

Min værdi er ikke i min travlhed

Jo mere jeg tænker over det, des mere ambivalent bliver jeg – holder jeg af adventstiden, eller frygter jeg al dens stress og jag?

Jovist, jeg holder af julen med alle dens traditioner – julepynt og englesang – og hygge i familiens skød. Min skabskatolik jubler, når den bliver sluppet løs og sætter de mange julekrybber op. Men inden jeg når dertil, skal jeg igennem et maratonløb….

Julemaratonen, som fanger mig hvert år, inden jeg næsten når til advent – en kulmination på et hæsblæsende efterår, hvor adventsmåneden indledes med julebasar, julekoncerter, fritids- og skoleafslutninger og diverse julefrokoster privat og på job. Midt i dette forhindringsløb, rammes jeg ikke sjældent af mismod – både over mit eget og andres overforbrug, og tankerne får følgeskab af præstationsangst over alenlange ønskesedler (ordresedler?), med forventninger jeg ikke altid føler, jeg kan indfri.

Samtidig flyder de sociale medier over med lækre billeder og updates af folks perfekte december: ”Færdig med 3 stk pakkekalendere…”, ”julebag med børnene”, ”hyggelig julefrokost med de bedste veninder”, ”10. dec. Så er alle gaverne købt!”…

Hallo! Det vil jeg også.. Jeg vil have det hele!  Jeg vil også have det perfekte liv! Jeg vil også være lykkelig!

Jeg kan ikke sige mig fri for min del af sminkede opslag, der skal vise mit ”perfekte liv”. Hvorfor stræber så mange af os efter det perfekte liv? Vi lever desværre i en kultur, der bilder os ind, at det perfekte liv gør os lykkelige…
Og det perfekte liv, opnår du ved konstant at arbejde med dig selv, så du altid fremstår som den bedste udgave af dig selv…. (Læs: klogeste, smukkeste, smarteste, slankeste, sundeste osv.) ”Du kan få det hele, hvis bare du vil det nok…”

Jeg harprøvet at løbe efter det perfekte liv (hvad det så end er), hvor reklamen lokker med, at jeg kan få det hele, hvis bare jeg arbejder hårdt nok. Den opmuntrer mig med et “Just do it”, som først lyder som frihed, men bagefter rammer som en anklage, når jeg ikke kan leve op til forventningerne. Og hvis skyld er det så…?kylden vendes indad og sammen med skammen bliver det tonstungt at bære på.

Hamsterhjulet og vanes magt er at løbe hurtigere og hurtige i hverdagen for ikke at skuffe jobbet, familien, vennerne og kirken – og hvis det betyder lidt hjertebanken, tankemylder, overspisning, Netflix og søvnløse nætter, så er det så´n det er… Frygten for, at læsset vælter, er større og stresser langt mere, end hvis det skide læs faktisk væltede.

Heldigvis er jeg væltet ud af hamsterhjulet et par gange – jeg har slået mig, ja, men er hver gang vokset i håb og tro på, at jeg er god nok. Livet med Gud giver mig håb om, at jeg tør ændre på mit liv, så tingene kan blive anderledes. Han giver mig frihed til at være mig selv og glædes over den unikhed, jeg er skabt med og visheden om, at jeg er god nok, som den jeg er. Han giver mig vished om en kærlig favn og hjælp, når jeg beder om det…

Det er først, når det perfekte liv revner, at Guds lys kan få lov at skinne ind i dit allermørkeste sted og hele et revnet selvbillede.

Jeg er langsomt ved at lære, at min værdi ikke er i min travlhed, men i min væren og mit opmærksomme nærvær med andre mennesker.

Advent er for mig en tid, hvor jeg længes efter, at julens fred skal sænke sig. Længes efter at Guds fred, der overgår al forstand, skal fylde mig helt derind, hvor lyset ikke når.

Når juleevangeliet bliver læst juleaften, og vi når til stedet, hvor englen siger til hyrderne ”Frygt ikke…” så hører jeg Gud sige til mig: ”Frygt ikke, for du er mit elskede barn…”, og så falder hvilen over mig.  Guds kærlighed kom til jorden i skikkelse af et lille barn, som blev et lys i verden og i lyset af den kærlighed, ved jeg, at jeg er et elsket og værdifuldt Guds barn.

Glædelig advent

Af Bente Aalbæk,
lægprædikant i Strandby Metodistkirke

Artiklen er bragt første gang i 2018.

Lever du i konstant forventning?

De møder mig hele tiden.

De små symboler. Jeg ser dem, når jeg går rundt i vores hjem.

Korset af drivtømmer med rav, som en kær veninde gav mig, da jeg fyldte 70 år, byder velkommen.

Jeg har ikke tænkt på det før, men nu, hvor jeg har sagt ja til at skrive, og overvejer, hvor meget julepynt, der skal hentes frem, når børn og børnebørn ikke kommer her i julen, ser jeg, at englene, korsene, fiskene, ikonerne, og andre ting, allerede er der. Ikke som julepynt, men som en del af livet hele året. Måske befinder jeg mig i en konstant advent, i en konstant forventning. Eller også har jeg fundet det, jeg måske altid har søgt, nemlig Guds grænseløse kærlighed. Kærligheden, der giver ro og overskud til at være, ikke kun noget for mig selv, men forhåbentlig også for andre.

Tilbage til mine små genstande, der stille har indtaget deres plads i mit univers. Der er ikke en eneste ting, der ikke har en historie, og som ikke er med til at holde mig fast og minde mig om, hvor jeg hører til, og at der er noget, der er større end mig selv.

Hvad er der så mest af? ENGLE

Små engle – store engle – tynde engle – buttede engle – glasengle. Alle er de en slags skytsengle, selvfølgelig.

Vi kender alle et eller andet til engle, og har en mening om dem. De optræder i de fleste religioner, og vi kender dem som små og buttede på en sky eller som mægtige krigere på en himmelsk mission. Vi kender ærkeenglene Gabriel, Mikael og Rafael. Hvoraf de to førstnævnte også optræder i Islam.

Vi har ikke i vores tradition megen fokus på engle, men de har det åbenbart med at snige sig ind i vores hjem og bevidsthed alligevel. Måske fordi de er Guds sendebude på godt og ondt, og optræder i mange skikkelser, som for eksempel, da Abraham får besøg af tre mænd, som han tror, er arabiske købmænd.

Hvordan mon han så ud Gabriel, da han foran Maria bebudede Jesu fødsel? Nok ikke som en lille buttet skikkelse på en sky.

Der kan siges meget om engle. Prøv bare at google ordet, og du får utroligt mange svar og henvisninger, som både er  meget faktuelle, pragmatiske og nogle meget spirituelle.

Mine engle er en påmindelse om Kristus, om det gode, det sande og det skønne, som rejser mig, også når jeg er fortabt. En påmindelse om Guds uendelige kærlighed, som vi alle har brug for at mærke.

Som korshærspræst Morten Aagaard siger i en samtale med Anders Laugesen: ”Vi skal stå englevagt om de svageste”. Gør vi det, har vi forstået, hvad advent betyder. Selv vil jeg tilføje, at vi skal stå englevagt om hele skabelsen, som stadig finder sted.

”Da vandre Guds engle op og ned ad salmens tonestige!
da byder Vorherre selv Guds fred!
til dem den efterhige!
Da åbner sig himlens borge-led
Da kommer ret Guds rige.”

Med englelig hilsen og Guds fred: Glædelig advent og jul.

Af Bettina Pedersen,
lægprædikant i Zionskirken, Rønne

Artiklen er bragt første gang i 2018.

I adventskransens skær

En smuk sensommer dag sidst i september sidder jeg og kigger ud af vinduet på min arbejdsplads. Jeg nyder solen spejle sig i træer, buske, gravsten med mere. Det er den tid på året, hvor jeg begynder at se på granlister, grandækning og mospuder.

Grandækning er en smuk tradition på landets kirkegårde til ære for vore kære, men også et værn for de planter og blomsterløg, der bliver beskyttet mod vind og vejr i vinterens kulde.  Vi værner og beskytter det liv, som har været og det liv, som atter vil spire frem til foråret.

For mig er grandækning første tegn på, at advent er ”lige om hjørnet”. Advent er den tid på året, hvor vi ser frem mod det, som skal komme – Jesu Kristi fødsel.

Med advent følger gran, stearinlys. Og adventskransen ikke at forglemme; den hyggelige december tradition, som vi på hver vor måde fortolker. Hjemme hos os har adventskransen gennem tiden været den traditionelle grønne grankrans med lys og sløjfer, det har været adventsdekoration og nu de seneste år en smuk forgyldt adventsstage med 4 røde højglanslys. Vi har ikke altid været lige enige om, hvordan adventskransen skulle se ud, og det har fået mig til at tænke over, hvad adventskransen siger os, og hvad den symboliserer.

Lad os starte med farven på lys og evt. sløjfer. Jeg har selv røde lys, men burde måske vælge hvide eller violette lys i år, da de rent liturgisk har mere med advent at gøre.

Hvid er lys, glæde, renhed og uskyld. Hvid benyttes til de store glædesfester; jul og påske.

Violet er bøn, alvor, eftertænksomhed, hemmelighed, sorg. Violet benyttes til advent og i fastetiden.

Rød er kærlighed, lidenskab, de store følelser, hjertet og blodet. Rød er Helligåndens farve og benyttes til pinse.

I de senere år er der rundt omkring dukket mere moderne adventskranse op med for mig lidt utraditionelle farver, der ikke helt symboliserer det, jeg forbinder med advent.

Sort er sorg, død, stilhed, alvor, nat og bruges gerne langfredag

Blå/turkis himlens og troens farve og symboliserer fred.

Sølv er månens og stjernernes farve, samt nattens lys. Sølv betyder skønhed, stilhed og fred.

Guld er Guddommelighed, kongelighed, majestæt, rigdom, stor glæde.

Adventstid med de 4 lys, som et efter et tændes på kransen, for 4. søndag i advent at blive til en helhed. Et barn vil måske spørge, hvorfor der er 4 lys på kransen, og du vil hurtigt svare: “Der er jo 4 søndage i advent “. Men hvorfor?

Fra ældgammel tid var tallet 4 tallet på de fire verdenselementer: Jord, Luft, Ild og Vand, som alt er skabt af.

Tallet 4 er den almindelige verden med de fire verdenshjørner: Nord, Syd, Øst og Vest. Der er fire arme på et kors og fire evangelister, evangeliet skal prædikes i hele verden.

Tallet 4 er også tallet for menneskelivet, der betragtes gennem de fire aldre: barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen

Velkommen grønne adventskrans
med dine lys så hvide,
de har så mild en højtidsglans,
nu er det adventstide

Det første lys vi tænder,
se blot hvor godt det brænder,
fortæller os, at tiden går
og julen snart vi får.

I adventstiden tænder vi lysene på kransen et efter et. Det er et godt billede på menneskelivet. Vi bevæger os fra ét stadie videre til det næste. Samtidig sætter vi spor, hvor vi bevæger os og forbedrer det, vi møder undervejs. Vore erfaringer fra de tidligere aldre tager vi med som rejsegods og bagage gennem livet.

Det var 4-tallet og de 4 lys!

På denne årets mørke tid
et bud de til os bringer,
at vi må bruge al vor flid
før juleklokken ringer

Det andet lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går
og julen snart vi når.

Vi sætter 4 lys i en rund krans, og det er ikke nogen tilfældighed. En krans er ligesom en ring uden ende og symboliserer evigheden. Vi bruger bl.a. kranse, når vi skal markere evigheden i livet.

Når to mennesker giver hinanden troskabsløftet og hinanden tegnet på deres kærlighed gives (vielses)ringe. De symboliserer, at den sande kærlighed aldrig bliver tidsafgrænset, men varer evigt.

Den sidste hilsen, når vi smykker en kiste eller grav med en krans, betyder, at vi ønsker evighedslivet for den afdøde.

Snart holder hele verden fest
til Jesusbarnets ære,
og husk – vi gør det bedst,
ved gode børn at være.

Det tredje lys vi tænder,
se blot hvor godt det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snar vi når.

Lysene på adventskransen er et billede på menneskelivet, som brænder ned på evighedens krans. Ligesom lysene er vi bestemt til at være lys og varme for dem, vi omgås med til dagligt. Lysene stråler, hygger, varmer og næsten lever med os. Samtidig fortæres de og bliver kortere, men når det sker på evighedens krans gør det ikke noget.

For de første kristne blev sejrkransen ved idrætslegene et billede på det, som venter de troende på opstandelses morgen.

Paulus siger: ” Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.”  (2. Tim. 4;7-8)

Når alle fire lys er tændt
de mørket kan forjage
så ved vi året har sig vendt
igen mod lyse dage.

Det sidste lys vi tænder .
se blot hvor klart det  brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.

Adventskransen er mønsteret for vort kristne liv som en lang adventstid, hvor blikket er rettet mod Ham, som kommer til os julenat.

Glædelig advent.

Bibeltekster
til de 9 læsninger

1. Læsning 1. Mosebog 3:8-15, 17-19. I Edens have
2. Læsning 1. Mosebog 22:15-18. Guds løfte til Abraham
3. Læsning Esajas 9:1, 5-16. Profetien om en konge
4. Læsning Esajas 11:1-4a, 6-9. Kongen kommer
5. Læsning Lukas 1:26-38 Englen Gabriel
6. Læsning Lukas 2:1-7. Kristi fødsel
7. Læsning Lukas 2:8-16. Hyrderne
8. Læsning Matthæus 2:1-11. De vise mænd
9. Læsning Johannes 1:1-14. Ordet blev kød

De ni læsninger

En gudstjeneste, hvor bibelteksterne spænder fra skabelsen over syndefaldet til profetier om frelseren, som skal komme, og slutter med juleevangeliernes beretning om frelserens fødsel. Herudover rummer denne gudstjenesteform ofte megen musik, såvel korsang som fællessang. De ni læsninger peger frem og åbner døren til julen.

Traditionen med de ni læsninger stammer fra England, hvor den blev holdt første gang i 1918 i Kings College Chapel i Cambridge. I Danmark er det blevet en tradition at holde de ni læsninger i ugerne op til jul, du kan oplevede De ni læsninger i Odense, Esbjerg, København og Solrød i en nyfortolkning.

Sammenfattende bøn

Som afslutning benyttes en vekselbøn – en fælles bøn, som et sammendrag af de ni læsninger:
Præst: Kære Gud, vi takker dig med glæde
Menighed: fordi vi kan få del i Det Sande Lys
Præst: Du kaldte på os, da vi gemte os for dig
Menighed: Vi takker dig, fordi du aldrig opgav at lede efter os
Præst: Vi takker dig, fordi du velsignede os alle gennem Abraham
Menighed: Du har revet os ud af mørket og flyttet os over i din elskede søns rige
Præst: I din søn har vi fundet forløsning
Vi takker for Maria, der turde gå ind på din plan
Vi beder om, at vi aldrig må glemme,
at det var de fattige og udstødte, som først fik budskabet om dig
Og vi beder, at vi må følge de vise mænds eksempel og drage ud for at tilbede dig
Menighed: Du som er usynlig Gud
Ser vi nu i din søn, dit billede
Tak at du kom til din jord
For at finde os
Amen

Kunstnerens tanker…

Til hver af de ni bibeltekster, har Tine Gjessø; Aarhus, malet et værk: For en, der laver billeder, er religiøse emner attraktive (uanset om man tror eller ej), for her er legendariske fortællinger, der sagde mennesker noget engang, og stadig gør det. Men der er også en del faldgrupper i forsøget på at billedliggøre kristendommens fortællinger og udsagn. Ofte gentagne og elskede emner bliver nemt til klicheer, og hvordan beskriver man noget, der skete for længe siden eller helt uden for tiden på en måde, så det også giver mening i dag?

Det er en del år siden, at jeg malede billeder til de ni læsninger, der tager fat i nogle af de mest centrale fortællinger i den kristne selvforståelse. De fleste udvikler sig, og derfor kan det godt være svært at se gamle billeder, fx arbejder jeg slet ikke med akrylmaling mere, og Gud ved, at jeg ikke slipper helskindet fra alle klicheerne, og dog vil jeg godt være dem bekendt. Jeg har da i det mindste forsøgt at tage et lille favntag med at billedliggøre nogle stærke ord, der rummer erfaringen af fejltagelse og ensomhed, håb og drømme, mod og vilje til at prøve, – kort sagt en fortælling om menneskelivet mødt af Guds vilje, kærlighed, fantasi og storhed.

Håber aller ydmygst, at disse billeder kan inspirere dig ind i adventstiden, ind i Guds kald og venten på dig.

Bogserie til børn om advent

Hvornår bliver der julefest? Oliver og de 4 adventslys.

Af Louise Aaen og Linda Suhr

Læs historien om Oliver og de 4 adventslys for dit barn eller barnebarn!
Nu kommer den dejlige adventstid med alt hvad der hører til af forberedelser og forventning frem mod jul for store og små. Særligt for de små kan ventetiden være lang, derfor kan det være skønt at tage sig tid til at tage dem på skødet og læse julehistorier sammen. Børn er så gode til at undre sig og stille spørgsmål om, hvorfor vi holder jul. Selv voksne kan lære noget, hvis de går med på børnenes præmis om indlevelse, fantasi og forundring.

Til de små hyggestunder er der netop udkommet en ny pixibogserie til børn om advent.
4 små bøger, der i ord og billeder fortæller om lys, leg, natur, nærvær, håb, hygge, opdagelse og glæde. Oliver venter utålmodigt på jul, mens adventslysene i kirken bliver tændt et efter et. Han undrer sig over, det han får at høre i kirken om Jesus, Gudsrige, en gammel profet og en lille baby, der kaldes Guds søn. Allermest synes han, at det er mærkeligt, at Jesus ikke bare kommer med det samme, så der kan blive julefest. Hvad er det egentlig, vi venter på? Heldigvis møder Oliver Æsel, der kan fortælle nogle gode historier, der kaster lys over ventetiden. Oliver synes, at Æsel er mega klog og er giga sej til at citere salmevers.  Hver bog bygger på salmen ”det første lys skal sige”, der er skrevet af Werner Fischer Nielsen, og kendt og elsket i bl.a. Metodistkirken til advent. Salmen fortæller om de 4 lys og deres betydning.

Historien om Oliver og de 4 adventslys er fortalt af Louise Aaen, præst i Metodistkirken og illustreret af Linda Suhr, som er prisbelønnet fotograf og forfatter til flere fotobøger.

Sammen med bogserien følger 10 julekort med kuvert, så vi kan gøre som salmen foreslår; ”Gå med julebud og hilse fra vor Far og Gud, at nu er det julefest”
Bogserien kan bestilles og sendes ved henvendelse til louise.aaen@metodistikirken.dk til 100 kr. + porto.