I pagt med naturen

Skrevet af Ole Birch, præst ved Jerusalemskirken i København

Grøn teologi

Hvorfor skal kirker engagere sig i klima, økologi og bæredygtig udvikling?

Et af de karakteristiske træk ved vores oplyste tidsalder er nedtoningen af alle forsøg på at se verden som en helhed. Vi mærker det bl.a. i forsøgene på at afgrænse religionens rolle og virkefelt til den private sfære. Andre vigtige spørgsmål om videnskab, etik og miljø behandles for sig selv, uden sammenhæng med hinanden eller med religionen. Men sådan kan en kristen ikke se det. For os er det sådan, at hele skabningen er under Guds herredømme. Jorden er ikke vores, og vi kan ikke handle i den, eller med den, efter forgodtbefindende. Troen tænker i helhed, der er derfor principielt ikke noget, der ligger udenfor troens eller teologiens område. I denne tid, hvor videnskaben oplyser os, om de alvorlige klimamæssige problemer verden er konfronteret med, er det bydende nødvendigt, at vi udvikler en teologi, der sætter os i stand til at tale og handle på en relevant måde. Det kalder Gud os til, og det har verden brug for at opleve fra kirkens side. Her er lidt refleksioner over tekster og perspektiver fra bibelens univers.

Bibelens grønne budskab
Vores teologi om klima, økologi og bæredygtig udvikling må nødvendigvis begynde med skabelsesberetningen i første Mosebog. Gud sagde om det værk hans hænder havde skabt, at det var godt, og det sagde han 4-5 gange endnu inden mennesket var skabt. Skabningen har med andre ord værdi i Guds øjne i kraft af sig selv, ikke blot som livsrum for menneskene. Skabningen vidner om Guds storhed, og med sin skønhed og mangfoldighed priser den Gud.

Lovpris ham, sol og måne,
lovpris ham, alle lysende stjerner!
Lovpris ham, himlenes himmel
og I vande oppe over himlen!
De skal lovprise Herrens navn,
for på hans befaling blev de skabt.
Salme 148, 3-5

Apostlen Paulus understreger dette forhold i Romerbrevet kap. 1, 20, hvor han siger “For hans (Guds) usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.”Ved skabningens afslutning betros menneskene ansvaret for skabningen. De skal forvalte gaven på Guds vegne. Selv om dette forvalterskab er blevet fortolket som ”herredømme” med ret til at rage til sig, er det klart, at skabningen ikke er til for menneskenes skyld. De er ikke skabningens herre, men selv en del af skabningen.

I pagt med naturen

Menneskene skal leve i pagt med Gud, siger bibelen i talrige beretninger. Spørgsmål om menneskenes relation til skabningen, jorden og landet er ofte med i billedet, når Gud opretter en pagt med menneskeheden, med enkeltpersoner eller med det udvalgte folk.

Da Gud efter syndfloden lover aldrig mere at udslette alt liv, er det ikke bare om mennesker han taler: “Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden.”

Da Gud kalder én mand, Abraham, til at bryde op og drage afsted, handler det om et folk og et land, som Gud vil give ham og hans efterkommere. Med dette folk opretter Gud en særlig pagt gennem Moses, og den handler om at være et helligt folk, der også tager vare på landet i respekt for giveren.

 Da Gud opretter den store pagt med Israel ved Moses, giver han love som skal sikre at folket er trofaste overfor Gud. Disse love handler om at være et udvalgt og helligt folk, men peger også på hvordan denne hellighed velsigner selve det land de skal bebo. Og hvordan frafald fra pagten vil have negative konsekvenser for landet. I 5. Mosebog kap. 28 opremses velsignelser og forbandelser i forbindelser med at holde, eller bryde pagten. Mange af disse relaterer netop til, hvordan skabningen er henholdsvis fuld af overflod til liv, eller lagt øde.

Efterhånden som den bibelske historie skrider fremad, udvides perspektiverne i denne pagt. Det, der handlede om treklangen: Gud, folket og landet, løfter sig op til at handle om Gud, menneskeheden og skabningen.

Da profeten Hoseas stod frem i det nordlige Israel, var det med en ny indsigt om Guds væsen. Gud var trofast, fordi han elskede sit folk. Profeten får besked på at elske sin troløse hustru som et billede på, hvordan Gud elsker sit folk på trods af dets overtrædelser. Gud siger: “Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.”Kernen i den troskab, Gud ønsker af sit folk er at de, for Guds skyld, lever generøse og uselviske liv. Grådighed og hårdhed overfor de fattige eller landet har ingen plads i Guds folk.

Jesus og skabningen

Man søger forgæves efter henvisninger til verdens CO2-udledning i Jesu undervisning, men menneskesønnen (som han kalder sig) har meget at sige om at leve i den rette relation til skabningen.

I bjergprædikenens ord om, hvordan Gud giver føde til spurven, og hvordan markens liljer er smukkere end selv Kong Salomon i kroningsdragt, er der et ekko af den glade forundring over skabningens skønhed, man finder i Davids salmer.

Selve den mærkelige titel ”menneskesønnen” kan sige noget om Jesus og skabningen.  Menneske er det sammen som Adam, hvilket kommer af Adamah, som betyder ”af jorden”. Jesus er bogstavelig talt ”søn af den, der er af jorden”.

I nadveren, som Jesus indstiftede, tager Gud i menneskeskikkelse brød og vin og gør dem til de centrale billeder af hans selvhengivelse, der vil forvandle hele skabningen. Den lovsang til Gud som skabningen er i sig selv, blandes med menighedens lovsang, fordi brødet og vinen, elementer af skabningen, er til stede. Menighedens lovsang omkring nadveren er samtidig en forsmag på den evige lovsang, når den nye himmel og den nye jord skal fremstå og hele skabningen opleve den forløsning, som Paulus taler om i Romerbrevets ottende kapitel: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Når skabningen og menigheden lovsynger sammen og længes efter forløsning sammen, så forkyndes vores samhørighed med skabningen med al tydelighed, og vi mindes om vores ansvar som forvaltere af Guds gaver.

Samtidig peger Paulus på, at Guds børn skal spille en rolle i denne forløsning. Han siger: For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares.Dette ord har for mig personligt været en inspiration til engagement i bl.a. klimaspørgsmål og bæredygtig udvikling.

Der er masser af inspiration til en grøn kirke i bibelen.