Jeg kniber mig i armen, både over det at få lov til at blive overvældet over at være med til en generalkonference, men ikke mindst over det, som sker på denne generalkonference.

Af Thomas Risager, distriktsforstander

Generalkonferencen er knapt 14 dage for fuld hammer. Alle dage begynder kl. 8 med gudstjeneste, hvor forskellige biskopper prædiker. Jeg er fuldstændigt blæst bagover over de prædikener, vi har hører her. Hertil kommer, at alle sejl er sat til med musik og liturgi. Man anstrenger sig for at hele vores verdensvide udtryk kommer frem. Det synes jeg, at man lykkes med. Efter gudstjenesten er der forhandlinger frem til 18.30, så det er lange dage. 

Den første uge behandler man de mere end 1000 forslag i underkomiteer, som kommer med en indstilling til generalkonference, som har sine store samlinger i den anden uge.

Det har været super spændende at opleve, hvordan forslag fra hele verden bearbejdes gennem underkomiteer, for at ende til debat og afstemning på generalkonferencen. Forhandlingerne er super demokratiske, og biskopperne, der leder, arbejder hårdt for at alle skal forstå og være med, at det for en utålmodig dansker som mig, opleves som utroligt langsommeligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at alle forstår, hvad som foregår, for kirken kan potentiel forandres radikalt ved mange af forslagene.

De radikale forandringer har vi set mange af. Så mange at denne generalkonference i fremtiden vil blive betegnet som historisk, for den har forandret The United Methodist Church.

Fra deltagere i de sidste mange generalkonferencer er jeg blevet advaret mod den hårde tone, de skarpe debatter og hårde ord, som har såret mange mennesker. Dette har jeg ikke oplevet noget som helst af.

Tværtimod har jeg oplevet en nåde og en kærlighed i Charlotte Convention Center, som ganske enkelt har været til at tage og føle på. Guds ånd har været til stede i en sådan grad, at det har kunnet mærkes, og folk har talt om det. Vi har oplevet gode debatter, forunderligt varme hjerter og ikke mindst holy conferencing. Alene det har været stort at opleve. Her er en varme og et fællesskab på trods af, at vi er flere tusind mennesker samlet.

Jeg kniber mig i armen, når jeg tænker på hvad som er forandret i kirken, og det er ikke så lidt. Efter den ekstra generalkonference i 2019 som endte (i min optik) helt galt med at skruen blev strammet så folk, der gerne ser en inkluderende kirke blev klemt, så de næsten ikke kunne trække vejret i kirken, så blæser der i dag andre vinde i The United Methodist Church.

Kirken har haft et ganske traditionelt syn på seksualitet, identitet og ægteskab. Dette syn findes fortsat i kirken, men der bliver sideløbende givet plads til at LBGTQIA+ mennesker inkluderes fuldt og helt i vores kirke.

Det betyder i praksis, at kirkeordningens sprog om at homoseksuel praksis er inkompatibelt med kristen lære er slettet. Det findes ikke længere vi vores kirkeordning.

Alle, som er medlem af kirken, kan blive viet i kirken, også to personer af samme køn, hvis præsten mener sig i stand til at gøre det. Præsternes ret til selv at bedømme om de ønsker at medvirke til en vielse er bevaret.

Alle medlemmer af kirken, som er kaldet til tjenesten som ordineret, kan i dag komme i betragtning som præster og diakoner i Metodistkirken uden hensyn til, hvilken seksuel orientering eller kønsidentitet de måtte have.

En anden ny regel betyder at en distriktsforstander ikke kan bebrejde en præst for at holde eller nægte at holde et samkønnet bryllup. Ej heller kan distriktsforstanderen bebrejde en kirke for at tillade dette eller nægte, at dette kan ske i deres bygning.

Kirken bevæger sig altså mod fuld inklusivitet og stræber efter at kunne rumme alle menesker.

Betyder det så at diskussionerne og uenigheden i The United Methodist Church er ovre? Forhåbentlig ikke! 

Dette betyder at forskellige synspunkter fortsat findes i kirken, og vi har en opgave i at fortsætte samtalerne for at forstå hinanden og måske endda gøre kirken endnu bedre i lyset af, hvad vi kan lære af de fortsatte diskussioner. 

Generalkonferencen har skabt plads og åbenhed for alle, og vi er forpligtede på at elske hinanden, som vi altid har været det, men Ikke altid er lykkedes med. Vi skal fortsætte med at lytte, tale, diskutere, bede, respektere og elske hinanden.

Når dette er sagt, så deler jeg fuldt og helt glæden, som vores LGBTQIA+ præster og medlemmer oplever i disse dage. Kirken kalder dem ikke længere inkompatible, og de kan fuldt og helt indgå i liv og tjeneste i kirken. 

Det er der mange som har gjort og allerede gør. Metodistkirken har længe haft præster og så vidt jeg ved, et par biskopper, som identificerer sig som LGBTQIA+, og har forskellige kønsidentitet. Jeg kan forstå, at de aldrig har følt sig fuldt og helt accepteret af kirken, hvilket er noget, jeg tager som en selvfølge.

Ved en gudstjeneste udtrykte biskop Karen Oliveto det således: “Jeg har tjent kirken som præst i 42 år. Hver eneste morgen har jeg været bange for, at i dag blev dagen, hvor kirken ville tage mit ordinationsbevis og fjerne mig fra mit kald og tjeneste.”

Jeg kniber mig i armen, for til fulde at forstå smerten i dette og lever med glæde med i lettelsen over at det nye udtryk for United Methodism, der tager form med fuld inklusion af alle. Jeg har været i talrige gruppekram, hvor lettelsens tårer har flydt. Jeg græder af glæde sammen med mine LGBTQIA+ søskende, som nu accepteres på lige fod med mig.

Tilbage står taknemmeligheden over at have fået lov at være med til denne historiske konference, glæden og stoltheden over en kirke, som tør være inkluderende, samt forpligtelsen til at vi alle anstrenger os for at være netop det, også overfor mennesker, som vi ikke er enige med, for vi er netop en inkluderende kirke for ALLE.