Hvad er der med fasten? Hvilke temaer handler fasten om? Er det et nyt fænomen med fasten? Hvorfor er fasten vigtig?

Årets gang i kirken har sin rytme. Sådan har det altid været. Kirkeåret er bygget op over to Kristus-centrerede cyklusser. Heri er kristendommens centrale budskaber koncentreret. Uden de to Kristus-centrerede cyklusser kan kristendommen ikke kommunikere, hvad kristendom går ud på. Her finder vi hjerteblodet i kristentro i alle kirker.

Den første Kristus-centrerede cyklus består af advent, julen og epifani-tiden. Det gennemgående tema i hele perioden er inkarnationen. Hvad betyder det, at Gud blev menneske? Hvordan er kristentro dybt afhængig af, at billedet af Gud kommer fra barnet, som blev født og lagt i en krybbe? Hvem er i grunden den Jesus, som var barn, ung og voksen i Nazareth? Inkarnationens mysterium er det første store i kristentroen. Epifani betyder tilsynekomst. Det er der, vi opdager, hvem den inkarnerede Kristus er. Og vi møder inkarnationens mysterium, hver gang vi tygger på brødet, som vi får i nadveren, og smager på vinen, druens saft, der dog er forvandlet, Guds natur og menneskers kundskab og arbejde, forenet, så de to ikke længere kan adskilles.

Den anden Kristus-centrerede cyklus består af fasten og påsken, som smelter sammen med pinsen. Det gennemgående tema i hele perioden er Jesu død og opstandelse, effekten af Kristi frelsende gerning for os og verden. Fasten er tiden forud for påsken og har samme funktion, som adventstiden har forud for julen. Fasten er en forberedelsestid, hvor de kristne følger Jesus på vejen til det store drama i påsken, kampen mod døden, ødelæggelsen og ondskabens magter. Det teologiske tema bag historien om Jesus, der opgiver modstandskampen mod fjenderne og accepterer tortur og død hedder kenosis-teologi. På dansk betyder kenosis fornedrelsen, identifikationen med alt, der er svagt og uden magt. Man kan også sige, at kenosis er at give slip på hævdelsen af sig selv og den form for liv og forbrug, som undertrykker og tryner andre. Jesu vej til kors og grav er en vej, hvor han solidariserer sig med dem, der bukker under, dem der mister værdigheden, velstanden og det gode liv.

Fasten har i den anden Kristus-centrerede cyklus den funktion, at her gør de kristne sig selv til disciple i den forstand, at de følger Kristus på hans vej, de efterfølger Kristus i det mysterium at finde ud af, hvordan svaghed og solidaritet med alle små og uretfærdigt behandlede i denne verden kan være vejen til den absolutte sejr og triumf. Det er et mysterium, hvor der kræves indlevelse i mange bibeltekster, for at forstå kenosis-tanken.

Hvis ikke vi forstår, hvad kenosis betyder, hvis ikke vi opdager Kristi selvvalgte vej ind i lidelsen og smerten, så kommer vi aldrig til at forstå, hvad sejren i opstandelsen i virkeligheden betyder. Derfor er fasten så vigtig som forberedelsen til påsken og pinsen.

John Wesley og Charles levede konstant med kirkens rytme. Det betød, at kirkeårets gang var en selvfølge, som de aldrig satte spørgsmålstegn ved og aldrig afstod fra at følge. Deri lå dybest set discipelskabet.

John Wesley og Charles fulgte teksterne, som kirken i sin lange tradition havde knyttet til de enkelte dage i fasten, både søndage og hverdage. De læste litanierne og de specielle liturgier for askeonsdag, palmesøndag, skærtorsdag og langfredag. Det udgjorde alt sammen redskaber til at fokusere på kenosis, Via Dolorosa, ad smertens vej, ”Se vi går op til Jerusalem,” alle forskellige udtryk for discipelskab, øvelsen i at identificere sig med Kristus på hans vej, så langt, som et menneske nu kan gå, fordi vi, som regel, står af den dag Kristus alene går ind i døden.

Det er en øvelse at identificere sig med Kristus på vejen mod påsken. Som en del af den øvelse indgår også de fysiske symbolhandlinger, at afstå fra nydelsesmidler, at afstå fra mad for at kunne opleve sult. Det er en åndelig øvelse at afstå fra mad og dermed bevæge sig ind i den refleksion, at ethvert menneske er dybt afhængig af, at fødemidler, som jo alle kommer fra den levende natur, er betingelsen for livets opretholdelse. Denne refleksion over fødemidlernes nødvendighed leder til oplevelsen af, hvor svage og små vi i virkeligheden er. Vi er så svage og små, at ingen af os kan opretholde livet i os selv. Blot få timer uden vand, så bliver vi svage og slappe, og endnu nogle timer uden kulhydrater og proteiner, så er vi ikke længere fuldstændigt funktionsdygtige. Vi er nogle slapsvanse, som ikke engang kan leve i os selv. Faste fra fødemidler er en øvelse, som hjælper os til at forstå, hvor afhængige vi er af de livsnødvendigheder, som kommer til os udefra, og som dybest set er Guds gaver til os, selvom vi både har købt dem og betalt i butikken.

I det kristne år, kirkeåret, har fasten aldrig været en total faste, men en faste, enten bestemte dage, eller bestemte timer af dagen, eller bestemte fødemidler. Denne begrænsede faste viser, at den kristne faste har symbolsk karakter. I den Ortodokse Kirke finder vi den strengeste faste. Nogle steder udgør fasten afståelse fra at spise i alle dagens lyse timer. Andre steder udgør fasten, at kun simple fødemidler spises, og ingen animalske kødprodukter.

Fasten indeholder afståelse fra selvvalgte nydelsesmidler og fødemidler. Men søndagene, som altid er festdage, hvor opstandelsen fejres, bryder fasten. Her spises gode retter, og her drikkes den ædle vin. Søndagen er altid fest, også under fasten.

Muslimerne har jo hentet en hel del af deres regler fra de kristne, også reglerne om faste. Så ramadanen og dens spiseregler ligner de spise- og fasteregler, som var i kirkerne i det Østromerske Rige i den periode, hvor Islam blev stiftet og udviklede sig.

John Wesley og Charles fulgte deres kirkes traditioner i fasten for at bruge fasten til at følge Kristus på lidelsens og selvopofrelsens vej frem mod slaget og dramaet i påsken.

Tænkningen, at discipelskab betyder rytme i tilværelsen, har ikke kun præget den tidsperiode, som året udgør. Året har sin kristne rytme. Det er discipelskab. Der er ikke langt fra ordet discipelskab til ordet disciplin. At vælge at disciplinere og ordne sit liv efter årets rytme med de to Kristus-centrerede cyklusser er discipelskab, sådan har kirken altid forstået det.

Da Wesley blev udfordret af de første metodistselskaber til at skrive regler, som kunne disciplinere og dermed udvikle de mennesker, som blev metodister, så er det tydeligt, at Wesley forsøger at give metodisterne en rytme på en kortere tidsperiode end årets gang. Sådan har det også altid været i den kristne tradition. Discipelskab er at have en rytme for året, en rytme for måneden, en rytme for ugen og en rytme for dagen. For at begynde bagfra, så er det rytmen for dagen, som ligger bag den lange tradition, at lære de kristne at læse i deres bibel ved bestemte tider i løbet af dagen. Det er det, der blev til tidebønnerne. Det er også det, der blev til klosterreglerne, altså regler for, hvornår vi i løbet af dagen læser bestemte bibeltekster. Det er den meget simple forståelse af discipelskab og disciplin.

Wesley’s almindelige regler, som de regler hedder, Wesley gav de første metodistselskaber, indeholder tre hovedregler, som skulle være reglerne for dagliglivet. På almindelige dage, arbejdsdage og feriedage, søndage og hverdage, tre simple regler, som enhver kan huske.

De første to: Afstå fra at gøre det onde, det forkerte. Gør det gode, det opbyggelige og konstruktive i enhver situation. De to regler kender vi.

Den tredje regel henviser til de regler, vi kender fra den første kristne menighed i Jerusalem, omtalt i Apostlenes Gerninger. Den selvfølgelige regel, som er kernen i al udøvelse af kristen tro og livsstil. Du skal gøre brug af nådemidlerne. Du behøver ikke forstå alt om nådemidlerne. Du behøver ikke stor visdom forud for anvendelsen af nådemidler, eller en bestemt grad af kristen tro. Reglen er ganske enkel: Brug nådemidlerne.

Her angives, at bøn og faste er et nådemiddel. Fra Jesu bjergprædiken kan vi lære, at Jesu henter fasten fra sin jødiske baggrund, hvor de tre afgørende fromhedsøvelser er: almisse, faste og bøn. Det er i den sammenhæng, at Jesus giver os Fadervor bønnen.

Wesley skriver faste og abstinences, som for Wesley er det samme. Abstinences er at afholde sig fra nydelsesmidler og overdreven brug af de ting, som kendetegner et liv i overflod og fråseri. Senere tiders metodister har ofte tænkt, at her drejer det sig udelukkende om afståelse fra alkohol, men det er ikke rigtigt. Wesley var ingen fanatisk afholdsmand, men han levede enkelt og afstod ofte fra nydelsesmidler og fødemidler, som ikke var nødvendige.

Hvorfor denne faste og afholdenhed? Vi finder også samme regler, når nye præster skal aflægge deres løfter forud for ordination, så lyder spørgsmålet: Vil du praktisere bøn og faste og lære andre at gøre ligeså? For at forstå motivet bag opfordringen til faste, så skal vi tilbage til tankerne om at følge Kristus på kenosis-vejen, der hvor Kristus vælger det svage og går mod dramaet og kampen i påsken. Dette element af øvelse i at identificere sig med fornedrelsen lægger Wesley ind i den rytme, som han anbefaler metodisterne at leve deres dagligliv efter.

Faste og afholdenhed i de almindelige regler betyder ikke, at der gives opfordring til at faste og være afholdende altid og hele tiden. John Wesley fulgte personligt den praksis, som han havde lært af den gamle kirke, nemlig at faste hver onsdag og hver fredag. Hvorfor de to dage? Jo, fordi den gamle tradition på de dage vil mindes, først at Jesus blev dømt til døden, og dernæst at Jesus blev korsfæstet, døde og lagt i graven. Dette minde om menneskers dom over Jesus og Jesu død ville Wesley lægge ind som en påmindelse disse faste ugedage. Og sådan levede Wesley hele året, også uden for fasten.

Wesley’s faste om onsdagen og fredagen var frem til kl. 15.00. Hvorfor? Jo, fordi skriften siger om Langfredagen, at der var mørke over det hele frem til kl. 15.00. Derfor.

Denne faste frem til kl. 15.00 minder mistænkeligt om den faste, som professor Bente Klarlund de seneste uger har lært os, har en ganske betydelig sundhedseffekt. Det er en sidegevinst ved den kristne faste, at der også er sundhedsgevinster.

Wesley var så absolut optaget af sundhed, også kroppens sundhed. Men han brugte ikke fastemotivet til at prædike sundhed. Sundheden, respekten for kroppen, som et Guds tempel og en gave, vi er kaldet til at passe på, prædikede Wesley til gengæld som et selvstændigt tema. Wesley fik megen motion, fordi han red på hesteryg over hele England. Men i de tre vintermåneder, hvor han ikke rejste rundt, fik han lavet en træhest, som han kunne sidde og gumpe på og holde sig i form. Træhesten kan man se i Wesley House på City Road i London. På træhesten var en læsepult, ligesom Wesley havde en læsepult på sin hestesaddel, og her sad Wesley og motionerede mange timer hver dag. Også Wesley’s absolut mest publicerede bog Primitive Physic, indeholder mange anbefalinger til sund livsstil, herunder sund kost og drikkevaner.

I moderne tid i Danmark er det blevet mere og mere almindeligt, at kirkerne gør noget ud af fasten. Lige efter reformationen var det bestemt ikke almindeligt, fordi man ønskede at lægge afstand til katolicismen. Det betød også, at den katolske fastetid forbød de kristne at spise kød, kun fisk, hvilket i realitet betød sild, som er fattigmandskost. Protestanterne protesterede mod fasten ved at skifte silden ud med grisen, og så blev danskerne et flæskeædende folk, som afstod fra den fattige mands sild, selvom Danmark måske var det land, hvor der blev fisket flest sild.

I moderne tid i Danmark er fasten kommet tilbage. De første, som begyndte med at gøre noget ud af fasten var Folkekirkens Nødhjælp. Her valgte man at sætte fokus på kenosis- teologien, identifikationen med de fattige og sultne, ved at gøre fasten til en tid, hvor vi lærte om ulandshjælp og samlede penge til projekter i tredje verdens lande. Sådan er det stadigvæk, de fleste kirkers fastemateriale indeholder fokus og indsamling på hjælpearbejde i tredje verdens lande.

Fasten har altid været et pulsslag i kirkeårets rytme. Rytme er kernen i discipelskab, som igen handler om disciplin i det, vi gør for at stimulere troen og livet med Gud.

Fasten bliver dermed også en hjælp til den enkelte til at fordybe sig og følge Kristus i de tekster, som handler om hans liv og gerning.

Fasten bliver endvidere en hjælp til menigheden til det pulsslag, som ugens gudstjeneste er på opstandelsesdagen, søndagen, som altid er en fest.

Det sidste element, vi har brug for at bringe på bane, for at få denne klumme om fasten til at handle om åndelighed, er stabilitas. De store læremestre i kristendommen har undervist os i betydningen af stabilitas. Det handler om at være stabile, vedholdende, gentagende og disciplinerede i alt, hvad vi gør. Især når det gælder rytmerne. Dagens rytme, med de faste minutter, hvor vi gør noget, for at stimulere vores relation til Gud. Ugens rytme, med den faste time, hvor vi samles til gudstjeneste på opstandelsesdagen sammen med de andre, som synger med på sangene og modtager nadveren. Månedens rytme, hvor vi gør noget, som rækker ud til dem, der behøver os, de fattige på ånd, sjæl og krop. Årets rytme, hvor vi drager som pilgrimme, på årskonference, retræte, højskole eller andet intensivt fællesskab over flere døgn til fordybelse og et spark bag i. De kristne rytmer og pulsslag gennemført med stabilitet og vedholdenhed, er det, der bliver til åndelighed, og den åndelighed er kirkens uovervindelige styrke.