Samtaler over kirkekaffen
OPLÆG: Hvad snakker vi om, når vi drikker kirkekaffe? Bliver kirkekaffen bedre, hvis vores samtaler lægges oven i kaffen og småkagerne? Måske vil kaffens eftersmag komme i konkurrence med samtalerne efter gudstjenesten.
Her er oplæg til samtale ved 6 gudstjenester, enten seks på hinanden følgende gudstjenester, eller den første gudstjeneste i måneden, eller andet interval. Oplæggene kan selvfølgelig også bruges i smågrupper. Der er ingen spørgsmål. Forhåbentligt er oplæggene i sig selv spørgsmål.
Af Jørgen Thaarup, præst og distriktsforestander
PDF til print: Klik på de enkelte oplæg og åben en version der egner sig til print.
Første samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang en familie, hvor ældste søn skulle gå til konfirmationsforberedelse. Familien melder sønnen til konfirmationsholdet og spørger i den forbindelse: ”Vi er jo ikke en familie, som kommer ofte i kirken. Hvor meget, skal vi komme i kirke?” Præstens svar kom prompte: ”Det er ikke nødvendigt at komme ret meget i kirke. I kan stadigvæk leve jeres liv med alle jeres aktiviteter, som I plejer. Blot en gang om ugen, af ca. en times varighed. Det er fint!” Og familiens næste spørgsmål: ”Hvornår er det nu, det foregår?” Hvortil præsten svarede: ”Altid til sædvanligt tidspunkt. Samme tidspunkt, som kristne i hele verden, af alle slags, samles til gudstjeneste. Det er på opstandelsesdagen om formiddagen. Derfor kaldes dagen også helligdag, eller søndag. Det er meget let at huske.”
Menigheden og gudstjenesten er tradition
Hvis ikke menigheden og gudstjenesten i den lokale Metodistkirke er tradition, så vil kirken dø med de mennesker, som nu deltager i menighedens aktiviteter.
Tradition betyder, at noget er modtaget af nogen, og at noget gives videre til nogen. Tradition er formidling af den kristne tro og praksis til nogen, som endnu ikke kender den kristne tro og praksis.
Gudstjenesten som tradition betyder, at enhver gudstjeneste skal formidle noget til børn og unge, til ateister og hedninge, som har fundet vej ind i kirken. Den gudstjenestefejrende menighed synger sange, som børn og unge, ateister og hedninge kan lytte til og lære at synge med på. Den faste gudstjenestedeltager folder sine hænder, lytter til oplæsning af skriften og viser aktiv deltagelse i modtagelsen af prædikenens budskab. Ligeledes kommer den faste gudstjenestedeltager til nadver med en sådan frimodighed, at barnet, den unge, ateisten og hedningen let og uden vanskeligheder kan følge med flokken op til alteret, for at modtage noget. Her tænder den faste gudstjenestedeltager et lys og viser dermed vejen for barnet, den unge, ateisten og hedningen, at sådan kan man gøre.
Når gudstjenesten afholdes som tradition, vil alle elementer i gudstjenesten have karakter af formidling. Når den faste menighed forstår betydningen af, at deltagelse i gudstjenesten er en kollektiv opgave i formidling af kristentroens indhold og praksis, så skifter gudstjenesten karakter til at kunne skabe noget nyt. Her kan børn og unge, ateister og hedninge se og høre mennesker, som deltager i bøn, skriftlæsning og sakramenterne. Her kan næste generation og fremmede høre, hvad kirken tror. Det er så svært, det med troen, når det enkelte menneske skal formulere sig og altid har en privat tro, som for de fleste mennesker er en skjult tro og en tro, som de færreste kan sætte ord på. Det er de kristne ikke bedre til end andre mennesker. I kirken spørger vi ikke om det enkelte menneskes tro. Vi spørger om kirkens tro. Og når vi siger eller synger Trosbekendelsen, som udtrykker vi kirkens tro, som den enkelte kan læne sig op ad og tage til sig, stykke for stykke, og måske i løbet af et langt liv, tilegne sig i stadigt større bidder. Men det er kirkens fællesskab, som med sin sang og bøn og nærvær under prædikenens forkyndelse, lystændig og nadverens uddeling viser børn, unge, ateisten og hedningen, hvad levende kristendom er. Det sker i den gudstjeneste, som er tradition og gennemføres som tradition.
Konsumering
Men i virkeligheden ser vi ofte, at kirkens medlemmer og gudstjenestens afholdelse er præget af konsumering og konsumeringens ideologi. Hvad betyder det? Og hvordan er det anderledes end gudstjenesten som tradition?
Menigheden og gudstjenesten som konsumering, det er, når menighedens brugere forholder sig til menigheden og gudstjenesten på samme måde, som de forholder sig til Brugsen og Føtex. Hvordan forholder vi os til Brugsen og Føtex? Jo, vi går med vores indkøbsvogn og køber de delikatesser, som smager os bedst, og finder de tilbudsvarer, som er billigere end inde hos naboen. Så går vi til kassen og betaler, hvad det koster. Så forlader vi butikken i tilfredshed og uden oplevelsen af, at vi er forpligtede på noget som helst bagefter. Vi har jo betalt. Varerne er mine privat. Oplevelsen af købet er mit private. Vi skylder ikke butikken noget, heller ikke loyalitet. Det betyder også, at når vi næste gang mangler noget, så går vi måske i Føtex i stedet for, fordi der har de noget mere spændende på hylderne, eller til en bedre pris, eller butikken ligger på vores vej hjem. Dette er konsumentens holdning til butikken og den vare, konsumenten tilegner sig.
Hvis menigheden og gudstjenesten bliver konsumering, så kommer jeg, når jeg privat bliver tiltrukket af programmet. Jeg deltager i de sange, som jeg kan, og bedst synes om. Jeg deltager, når dem, der synger de samme sange, som jeg kan lide at lytte til, også kommer. I det hele taget, så er mine egne behov og ønsker det vigtigste, når jeg går til kirke. Og jeg spørger hele tiden, hvad jeg fik ud af det. Og hvis jeg ikke får noget ud af det, så spiller det ikke nogen rolle, om der skulle være nogen af de andre, som får noget ud af at være der. Det er jo deres individuelle sag. I det hele taget betyder det individuelle perspektiv ganske meget, når menigheden og gudstjenesten bliver konsumering af oplevelser, tro og livsforståelse. Tanken om formidling spiller ingen rolle i min relation til menigheden og eventuelle deltagelse i gudstjenesten. Min tro og mit liv og min oplevelse er det eneste, jeg navigerer efter.
Anden samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang, at vores menighed blev stiftet. Hvordan var det nu? Hvorfor blev denne menighed til? Hvordan var de mennesker, som fyldte kirken i de første generationer af vores menigheds liv?
Vores horisont som kristne er ofte knyttet til vores menigheds historie. Vi er præget af de tanker og ideer, som dominerede, da menigheden voksede frem. Forkyndelsen er ofte i stil med den forkyndelse, som flest mennesker i menigheden har været påvirket af. Og sangene, ja sangene er også af en speciel karakter, og ofte er det sangene, som bedst udtrykker, hvilken kristen tro den enkelte har.
Nogle gange kan vi komme dertil, at vi kristendommen står og falder med den menighed, som jeg er en del af. Måske går kristendommens historie tilbage til begyndelsen, med John Wesley, og så naturligvis et stort spring tilbage til Jesus. Men en samhørighed med kristne i andre menigheder og i andre historiske perioder er noget vi ofte skal lære. Tænk, hvis jeg kunne komme dertil, at jeg forstod min kristne tro og min menigheds historie, som en lang og stor tradition, der går i ubrudte og mange tråde tilbage til Jesus og den første kristendom?
Min familie er min rigdom. Min kristne familie er min store rigdom.
Menighedens horisont
Kirken er 2000 år gammel. Hvis vi regner den jødiske synagogegudstjeneste med, så har vi en ubrudt historie på omkring 2500 år. Det er ganske imponerende. Metodistkirkens nystart af kirke går 300 år tilbage i ubrudt historie. Det er heller ikke dårligt med så lang horisont.
Men når det gælder den enkelte menighed, så er menighedens horisont aldrig længere end de år, som den aktive gudstjenestefejrende menighed har at leve i. En menigheds fremtid kan aldrig betragtes længere end et menneskes livslængde, en generation.
Når kirken har en ubrudt historie på 2500 år, så er det fordi kirken altid har været tradition, altså et fællesskab, som hver gang det mødes, tydeligt viser, at vi modtager noget fra nogen. Vi modtager af Profeterne og Apostlene, som er nogle af de vigtigste personer i kirken. Vi modtager af Wesley og dem, der stiftede den enkelte menighed i den konkrete by. De er jo døde!? Ja, udenfor kirken er de døde. Men inde i kirken er de så absolut levende og aktive med deres ord via de tekster og de prædikener og de vidnesbyrd, som den nulevende menighed husker og fortæller, når menigheden kommer sammen. Disse minder og vidnesbyrd kan den nulevende menighed lægge sine egne vidnesbyrd til.
Når kirken har forstået, at dens fremtid kun er mulig, hvis den ser sig selv som tradition, så opdager kirken også den helt fantastiske erkendelse, at det levende gudstjenesteliv aldrig har været dødt. Der har aldrig været et tidspunkt, hvor der ikke har været aktive kristne mennesker, som har deltaget i et gudstjenesteliv. Når kirken har haft en ubrudt historie i 2500 år betyder det også, at der i 2500 år har været et kontinuerligt gudstjenesteliv uden afbrydelser. Menigheden og gudstjenesten har altid bestået i de 2500 år. Nogle bliver gamle og dør, andre er børn, unge og fremmede, som tilslutter sig, men gudstjenestelivet er ubrudt og samtidig under konstant forandring, fornyelse og reformation. Der har aldrig været et tidspunkt, hvor en menighed eller en kirke er blevet opfundet uden, at de mennesker, som har stiftet en ny kirke eller en ny menighed er blevet kristne og har lært deres kristne tro og praksis igennem en allerede eksisterende menighed. Alle reformatorer og menighedsplantere og folk, som bilder sig selv og andre ind, at de har stiftet en ny menighed eller kirke, har fået deres tro og praksis i en eksisterende menighed, også selvom de forlader menigheden, fordi de synes, at de kan gøre det bedre et andet sted. Det er kirke og gudstjeneste som tradition.
Hvis menigheden og gudstjenesten bliver konsumering af tro og oplevelser, så har vi den individualisering og privatreligiøsitet, som ikke fostrer den slags kristne, som har øje for tradition, altså formidling og videregivelse af kristen tro og praksis. Tradition i kirken er det samme som evangelisation. Det betyder, at alt, hvad vi gør, inkluderer en eller anden form for formidling af noget til nogen.
I en af Jødedommens mest hellige højtider, som er omgærdet af den største intellektuelle teologi, skal et bestemt element indgå. Det element består i, at et barn skal afbryde den hellige handling med spørgsmålet: Hvorfor gør vi disse mærkelige ting? Herefter skal den person med størst myndighed og ansvar fortælle med egne ord og på en måde, som et barn kan forstå, at vi gør det og det, fordi. Og her kommer den religiøse forklaring mellem den mest erfarne og den, der endnu ikke har set og forstået. Det er tradition, som formidling ind i religionens dybeste lag.
Ingen menighed kan se længere ind i fremtiden end de leveår, som den gudstjenestefejrende menighed har.
Enhver menighed og gudstjeneste, som er domineret af konsumering, har kun den fremtid, som ligger i fortiden og de gode minder.
Kun den menighed, som forstår hvad tradition er, har fremtiden foran sig. Ingen menighed, som fejrer gudstjeneste med konsumering for øje har del i fremtiden.
Tredje samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang et forår og en sommer, hvor bøgetræerne fik grønne blade, påskeliljerne piblede op af jorden med deres gule farver, og æbletræerne var fyldt med æbler, som havde en fantastisk smag. Det var et ganske særligt forår med en sommer, som var så enestående, at intet er set finere.
Jamen, det er jo alt sammen ligesom sidste år. Og hvis bøgens blade blev blå, påskeliljerne brune og æblerne sølvfarvede, så ville vi straks opfatte at noget er fuldstændig sygt i naturen. Giv os det velkendte forår og sommer tilbage!
Aviser er gamle før dagen er omme. Film ser vi gerne, men oftest kun samme film en gang. Koncerter elsker vi, men efter den gode musik, skal der helst gå lang tid, før vi får appetit på samme koncert igen.
Når det gælder de fleste ting i livet, så vil vi have det nye, det, vi ikke har prøvet før, det, der kræver nye tanker, nye stimulanser, nye indtryk og performance.
Hvorfor er det ikke på samme måde med foråret og sommeren, naturen og alt det, der vokser og gror?
Hvorfor er det åbenbart kun naturen, der kan finde ud af at være gammeldags og traditionel og uden forandring, men alligevel ny, sprudlende, uden gentagelser og reprise?
Hvorfor er det kun naturen, som kan have enestående attraktionskraft på os alle, samtidig med at naturen ikke er i stand til at frembringe noget som helst, vi ikke allerede kender, og kender godt? Og hvis naturen frembringer noget, vi ikke kender, så er vi hurtige til at diagnosticere naturen syg.
Gudstjenestefornyelse
Skal vi aflyse gudstjenestefornyelsen? Er det ikke oplagt, at tradition er det samme som traditionel gudstjeneste, og konsumering er det samme som moderne gudstjeneste til tiden?
Totalt misforstået! Den mest klassiske gudstjeneste kan afvikles som konsumering af kristen praksis. Og den mest moderne og støjende gudstjeneste kan afvikles som ren og sker tradition.
Vi skal naturligvis fortsætte det altid nødvendige arbejde med fornyelse af gudstjenestens form og gudstjenestens indhold. Vi skal gøre gudstjenesten relevant for menneskers daglige liv. Vi skal fremme en gudstjeneste patos, hvor mennesker kan opleve nærværet at det guddommelige. Gudstjenestens rum og udsmykning og musikinstrumenter og videoklip og dresscode har Ånd, og det skal kunne opleves af alle, som deltager i fællesskabet.
Reformatorerne sagde: ecclesia semper reformanda, hvilket betyder, at vi hele tiden skal være på vej med fornyelse af gudstjenestens og menighedslivets former og indhold.
Uanset former og stil står vi hele tiden i risiko for, at kirkens liv sekulariseres og bliver til konsumering, forbrug af åndelige oplevelser og åndelig adfærd. Men gudstjenestefornyelsen, den er der ikke nogen, der skal røre ved!
Hvad tænker du om din menighed og din plads i menigheden?
Her er brug for mange kopper kirkekaffe og mange samtaler i smågrupper, MU grupper og ledergrupper.
Det er ikke menigheden, der afholder en gudstjeneste, som en aktivitet blandt andre. Det er gudstjenesten, som skaber en menighed og giver menigheden sin identitet. Hvordan forholder du dig til din gudstjeneste? Hvordan bliver din kristne tro formet og dannet af det gudstjenesteliv, du er en del af?
Hvis der skal ske en genopstandelse, en genopfindelse, en genintroduktion, efter Corona-isvinteren, hvordan vil det så være afhængig af den måde min menighed fejrer gudstjeneste og min måde at deltage i gudstjenestelivet?
Fjerde samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang en prædikant, der hed Luther. Han prædikede, at kristendommen består af den tro, der sidder i vores hjerne og gør, at vi kan sige de rigtige ting om kristendommen. Så sidder der også noget tro i vore hjerter, som gør, at vi føler tillid til det i kristendommen, som vi tænker i vore hjerner, mest af alt, at vi har tillid til det, som Jesus har gjort for os.
Det var også engang en prædikant, som hed Wesley. Han prædikede, at kristendommen består af den tro, der er i vore hjerne, og tilliden til Gud, som er i vore hjerter. Men så sagde Wesley også, at den stærkeste tro, den sidder i vore fødder og vore hænder.
Den tro, der betyder noget, det er den tro, der kan få dine fødder til at flytte dig hen i menighedens fællesskab og deltage i gudstjenesten. En anden del af troen, som har næsten samme betydning, er den tro, der sidder i dine hænder, når du rækker ud mod andre mennesker, som har brug for det, dine hænder kan. Wesley lagde vægt på det vi tænker og det vi gør, som kristne.
Metodister i Danmark har ofte overrasket med deres stærke loyalitet mod kirken. Det er vanskeligt at forestille sig kristne, som er mere loyale overfor deres kirke end metodisterne.
Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at så mange metodister har en stærk, stærk identitet som kristne. Nogle gange forekommer det, at identiteten som metodist er stærkere end identiteten som kristen.
Når det overrasker at finde så stor loyalitet, trofasthed og identitet som metodist, så hænger det sammen med at loyaliteten, trofastheden og identiteten som metodist ikke lige så ofte har fundet vej ned i fødderne eller ud i hænderne.
Hvorfor er der så mange, som i deres ord og vidnesbyrd har en stærk identitet som metodister, men kun sjældent deltager i menighedens gudstjenesteliv? Hvorfor betyder den kristne tro og identitet helt tydeligt så meget, samtidig med, at troen og identiteten ikke kan få fødderne til at bære kroppen derhen, hvor troen næres og identiteten tager form?
Femte samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang Jesus lærte os, at Gud er vores Far. Vi lærte at bede Fader Vor. Vi lærte også, at de andre kristne i menigheden er vores brødre og søstre. Relationen mellem menighedens medlemmer er som i en søskendeflok.
Så er der efterhånden styr på familien, Far og søskende. Men det rejser naturligt spørgsmålet: Hvem er min mor? Hvor er min mor?
Menigheden er min mor?! Hvorfor det? Fordi en mor er en, som føder børn, og jeg er født som kristen ud af de aktiviteter, gudstjenester og fællesskaber, som menigheden består af. Derfor er menigheden min Mor.
Jeg, som troede, at jeg var den vigtigste, og at menigheden er afhængig af mig. Jeg og de andre søskende, vi skaber menighed, og vi bærer menigheden, og vi bliver trætte af altid at skulle så meget i menigheden. Hvis menigheden er min Mor, så bliver der vendt op og ned på den tankerække, for så er det mig, der er født ud af menigheden, mig der er afhængig af menighedens liv og henter næring i menigheden, mig der ikke har noget liv, hvis ikke jeg får det af og i menigheden.
Nu er det sådan med os mennesker, at vi har mange relationer til andre mennesker, relationer, som betyder rigtig meget for os og vores liv. Nogle relationer er givet på forhånd. Andre relationer er nogle, vi selv har valgt.
Vi tror ofte, at de relationer, vi selv har valgt, er de mest betydningsfulde og dem, der holder bedst. Samtidig ved vi godt, at det netop er på områder, hvor vi selv af egen vilje har valgt at indgå i en relation, at vi finder de fleste problemer, de fleste konflikter, som kan udvikles til skilsmisse og krig og det, der er værre.
Familierelationerne er givet os, ofte uden vores mulighed for valg. Vi har ikke selv valgt vore forældre, og vore søskende har vi heller ikke haft nogen indflydelse på. Vi kan være uenige i familien, skændes og råbe højt af hinanden. Vi kan holde pauser i de nære relationer. Men har ikke mulighed for ved vores valg at vælge nye forældre, eller vælge, at en søster ikke længere er en søster, eller en bror ikke længere er en bror. De relationer, som er os givet, har en ganske særlig betydning i forhold til de relationer, hvor vi tror, at vores valg er så vigtigt.
Hvordan er det lige med menigheden, som min Mor? Menigheden har født mig, som kristen. Menigheden har næret min vækst, som kristen, eller som Paulus skriver: Givet mig mælk. Og menigheden beskytter mig, som kristen. Her hører jeg hjemme og er en naturlig del, selvom jeg vælger at blive væk eller helt fravælge menigheden. Menigheden er og bliver min Mor, i al evighed.
Det forekommer mig, at den individualiseringsproces, som er så typisk for det moderne, selvstændige og uafhængige menneske, giver kristne mennesker den opfattelse, at de kan leve som kristne uden tilknytning til nogen menighed. Kristne ser sig selv som stærke mennesker, selvstændige mennesker, mennesker, som har alle ressourcer til alt muligt. Det er en vanskelig tanke, at se sig selv være afhængig af noget, at være afhængig af en Mor eller nogle søskende. Hvis der er noget afhængighedsforhold, så må de være de andre, der er afhængig af mig, for jeg har en stærk tro, og jeg har alle menneskelige ressourcer til et godt liv. Jeg er en af dem, der har noget at give af. Jeg er i det hele taget ikke god til at modtage noget af betydning fra nogen anden. Jeg egner mig ikke til at modtage gaver eller til at stå i taknemmelighedsgæld til nogen.
Der var engang Jesus lærte mig, at det forholder sig modsat, at jeg altid må se mig selv og mit liv, som kristen, i lyset af den menighed, der er min Mor, og som har født den kristne tro, der findes i mit hoved, i mit hjerte, og i mine fødder og hænder.
Jeg kan vælge menigheden fra. Jeg kan skændes med mine brødre. Jeg kan gøre grin med mine søstre og hævde mine egne dominerende kvaliteter. Men jeg har ikke valget til at vælge en ny Far eller en ny Mor. Der eksisterer heller ikke et valg, som kan gøre en bror til en ikke-bror eller en søster til en ikke-søster.
Så bliv bare ved med at råbe ad hinanden. Det ændrer ingenting i familien.
Sjette samtale, en søndag ved kirkekaffen
”Der var engang …” Sådan begynder mange samtaler: Der var engang vi lærte, at vi som moderne kirke skal rette vores blik mod nye mennesker. Vi skal plante nye menigheder, som skal drives af mennesker, der ikke er kristne endnu, og fyldes af mennesker, der endnu aldrig har besøgt en kirke. Mission i alt, hvad vi gør. Det lyder meget spændende og rigtigt.
Her flere årtier efter at denne teologi har lydt i mange protestantiske kirker i vores del af verden, opstår spørgsmålet: Hvordan er det så gået?
Opgørelsen af ressourcer, som er anvendt på virkeliggørelsen af denne teologi, som vi stadig tror er rigtig, viser, at uddannelse, menneskelige og finansielle ressourcer i stor skala er blevet investeret i kirkens fremtid.
Men der er også lavet en statistik, som viser, at for hvert nyt menneske uden kristen baggrund og praksis, som har tilsluttet sig kirken og blevet en praktiserende kristen, har 27 mennesker, som er vokset op i en kristen familie og lært kirken at kende i barndommen, forladt kirken.
Denne statistik, som er optalt i USA, kan naturligvis vise sig urealistisk for Danmark. Men den rejser unægtelig spørgsmålet, om vi har glemt at være kirke for de mennesker, som er vokset op i kirken og haft en opvækst, hvor kirkens aktiviteter og tilbud har været en naturlig del af familiens liv. Har vi glemt at gøre noget med de menigheder, der er, og sat alle ressourcer ind på de menigheder, som endnu kun lever på tegnebrættet og i visionerne?
Vi bliver måske ikke klogere på at spørge dem, der har forladt kirken, hvorfor kirken ikke i dag er en del af deres liv? Nogle svar er, at kirkens organisation og struktur har ødelagt deres engagement i kirken. Andre svar er, at kirkens forkyndelse har været fordømmende og moraliserende i en grad, som har lagt en mørk skygge af skyld og dårlig samvittighed over resten af livet. Andre svar igen er, at kirken ikke har evnet at relatere det kristne budskab til en moderne videnskabelig verden. Andre svar igen er, at kirken er ikke længere en god oplevelse. Det er sjældent, at nogen giver Gud skylden, eller benægter en tro på Noget.
Vigtigere er at spørge dem, der er blevet tilbage i menigheden, dem, der efter en kristen opvækst i hjem og kirke fortsat er aktive kristne i deres menigheder og har en levende tro: Hvorfor er I her stadigvæk, når så mange har vendt kirken ryggen?
Der var engang, hvor svarene fra de trofaste var: Vi fik en stærk oplevelse af Gud i vores menighed. Vi oplever en levende gudstjeneste i vores menighed. Vi fik hjælp til at komme af med vores fundamentalistiske bibeltolkning. Vi fik hjælp til intellektuelt at håndtere den kristne troslære. Vi så i vores menighed, at andre medlemmer udviklede sig som kristne og som mennesker til at tage ansvar på jobbet og i kirken. Vi oplever, at forkyndelse og fromhedsliv er en stadig inspiration for os, som giver mening til et ellers meningsløst liv.
Der var engang, hvor menigheden var fokuseret på at nå nye mennesker med nye aktiviteter. Men måden at nå nye mennesker på voksede frem på grundlag af alt det, vi har lært fra dem, der blev tilbage i kirken efter kristen opvækst. Det, der har betydning for dem, der blev tilbage og som stadig finder gudstjenesten relevant, det er den primære ressource til at nå nye mennesker. Hvis ikke menigheden kan opbygge relevans og blive meningsfuld for sine egne medlemmer, hvorfor skulle menigheden så være i stand til at nå ud til nye mennesker?
Samtale over kirkekaffe kunne udmærket fortsætte med samtale mellem de gudstjenesteaktive om: Hvad har været afgørende for, at jeg stadig er med? Hvad bliver afgørende for, om jeg i fremtiden vil være et aktivt medlem af denne menighed? Hvad har været afgørende for, at min tro har udviklet sig, så jeg i dag kan sige, at jeg er kristen?