PRESSEMEDDELELSE
Metodistkirkens årskonference og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund, begge samlet d. 12. til 15. maj 2022 i Strandby, Nordjylland, udtaler følgende vedrørende krigen i Ukraine:
Af Ole Birch, Årskonferencesekretær
”Vi fordømmer Ruslands invasion af Ukraine, en uafhængig europæisk stat. Vi beder for en snarlig fred. Vore tanker og medfølelse går til de ukrainske og russiske ofre for krigen og deres pårørende. Vi ønsker, at forhandling og diplomati må afløse krigens våben, massive ødelæggelser og forfærdelige blodsudgydelser”.
Denne udtalelse ligger i forlængelse af Metodistkirkens udtalelse ”Krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel” fra 2006. Se nedenstående.
Krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel
Resolution vedtaget af Metodistkirken 30. juni 2006
“Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort.” Mika 4:3-4
“Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd!” Matt 26:52 “
”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.” Rom 12:21
Rundt omkring i verden udkæmpes krige, som ikke har nogen vinder, og hvor verdenssamfundet accepterer, at tilstanden af krig efterhånden bliver permanent. Til disse områder hører Irak, Mellemøsten, Congo, Tjetjenien, Sri Lanka og Afghanistan. Truslen om krig anvendes oftere og oftere som argument i den politiske diskussion nationerne imellem. Globaliseringen gør, at det bliver mere og mere kompliceret at genkende venner og fjender. Uklarheden forværres når konfliktområder er sammenfaldende med økonomiske interesser og religiøse og etniske forskelligheder. Vi er bekymrede over, at Danmark involverer sig i krige og krigshandlinger i verden uden at gøre sig klart, hvilke konsekvenser det medfører, dels for befolkningen i de lande, krigene udkæmpes i, dels for de soldater, som udsendes, og deres familier. Endvidere tvivler vi på, at Danmark er klar over, hvilke fjender vi skaber os i hele verden, efter at vi i moderne tid igen er blevet en krigsførende nation.
Metodistkirken bygger sin forståelse på bibelens ord, som lærer os, at det onde skal overvindes med det gode. Det opfatter vi er gældende i personlige relationer og i relationer folkene imellem. Metodistkirkens internationale tradition har også betydning for danske metodisters holdning. Det er vores overbevisning, “at krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel”. Derfor afviser vi krig som middel i den nationale udenrigspolitik og insisterer på, at alle nationers første moralske pligt er med fredelige midler at løse alle meningsforskelle, som opstår mellem dem, at menneskelige værdier må veje tungere end militære krav, når regeringer fastlægger deres prioriteter.”
Derfor foreslår Metodistkirkens Årskonference: a) at alle menigheder holder forbøns- og temagudstjeneste om fred i verden på søndagen forud for FN-dagen 24. oktober 2006, b) at alle menigheder i menighedens nærområde undersøger, hvad menigheden kan gøre for at hjælpe mennesker, som har oplevet krigshandlinger, det gælder flygtninge, soldater og deres familier, c) at regeringen og Folketinget tilskrives direkte og gennem pressen med budskabet, at Metodistkirken tager afstand fra Danmarks deltagelse i krigshandlinger udenfor landets grænser, og at alle danske soldater bør tages ud af krigsførende tjeneste umiddelbart, samt at regeringen skal fremme nødhjælp og udviklingsarbejde i krigshærgede og krigstruede områder.