Stor og lille på samme tid
Det kan være forvirrende at være forælder til et barn mellem 10 og 12 år. Det ene øjeblik har du et barn, der gerne vil snakke, knuse og have hjælp. Det næste øjeblik er du håbløst gammeldags, irriterende og barnet vil selv.
Der sker rigtig meget i barnet i denne alder, fordi overgangen til teenage årene er i fuld gang. Der er andre interesser og din rolle som forælder ændrer sig. Det er ikke altid let at følge med, og selvom du bliver bedt om at blande dig udenom, er det alligevel vigtigt, at du er med – også til at være den, barnet kan spille bold op af, når det gælder meninger, overvejelser og tanker om livet og verden.
Derfor er troen derhjemme stadig vigtig, fordi den i stadig større grad bliver det bagtæppe barnet bruger til at tage bestik af de ting, barnet møder på youtube, i skolen eller i fritiden.