For ca. 30 år siden gik diakoner fra at være et skridt på vejen til at blive ældste, til at blive en ordineret tjeneste på linje med ældstetjenesten. I USA fandt diakonerne (set med europæiske øjne) hurtigt sin plads, mens situationen var en helt anden i Europa. I Norge arbejdede man aktivt med at få diakoner, men fravalgte at lave en diakonorden, for at prioritere fællesskabet med ældstepræsterne. I de andre europæiske lande er der, hvis overhovedet nogen, kun er en eller to diakoner. Det kan godt gøre arbejdet lidt ensomt.

Af Karen Ærenlund Brogaard, Diakon i Strandby Metodistkirke

Til Institute for Multicultural Ministries i 2023 mødte jeg Erika, som er udnævnt diakon i USA og nu arbejder for Metodistkirken i Schweiz. Mødet gav efterfølgende grobund til tanker om et fællesskab for de europæiske diakoner, idet vi begge havde et ønske om at kunne dele vores glæder og udfordringer ved arbejdet som diakon med andre i samme situation. Første opgave blev at opdrive diakonerne. De norske diakoner har en facebookgruppe, så de var forholdsvis lette at få fat i, men hvad var der af diakoner i de andre lande, ikke bare i vores respektive biskopsområder, men også videre ud i Europa? Med hjælp fra biskopper og “nogen, der kender nogen” kom vi nogenlunde ud til folk og fik aftalt en dag til et første møde via zoom.

Den 10. januar oprandt dagen, hvor vi fik hilst på hinanden og hørt lidt om hvad vi hver især laver. Vi mødtes 7 diakoner (og Üllas Tankler fra UMC’s Global Ministries) fra 5 forskellige lande. Til min store overraskelse findes der 8 diakoner i Italien, hvor Metodistkirken har et samarbejde med den Valdensiske kirke. De delte lidt om deres arbejde, som har gode vilkår i Italien. Vi havde også fornøjelsen af at høre om det diakonale arbejde i Tyskland, hvor vi har to diakoner i forskellige institutioner. I Norge arbejder diakonerne enten udenfor Metodistkirken eller i tjeneste som egentlig er for ældste i kirken, mens vi i Danmark og Schweiz prøver at finde vores ben i de kirker vi er udnævnt til. Dette første møde har ledt til at vi nu arbejder henimod at have et fysisk møde, hvor vi er sammen i nogle dage, har noget undervisning og får talt om nogle forskellige emner, ganske som vi gør det til vores årlige præstemøder.

En af udfordringerne i Europa er, at flere af vores diakoner ikke taler engelsk, og vi derfor ikke har et fællessprog, som vi kan benytte os af. Dette gør at nogle diakoner vælger dette nye fællesskab fra. Vi må også sande at vores kulturer og arbejdsområder er forskellige, men på trods af forskellene har vi samme mål om at nå ud til mennesker, som ikke kender kirken, med Guds kærlighed igennem vores forskellige tjenester.

Hvad laver en diakon? Det kommer an på hvem du spørger og hvor du spørger, men det korte svar må være at vi hjælper mennesker med de forskellige tjenester som vi har med os. Vi har et hjerte og en passion for at vise Guds kærlighed til alle gennem handlinger, samtaler og omsorg. Og det glæder jeg mig til at udforske meget mere både her i Danmark og i fællesskabet med mine europæiske kolleger.

Billedtekst: Et lille udvalg af vores europæiske diakoner. Vores repræsentant fra Tyskland var desværre nødt til at smutte inden jeg fik taget billedet. Øverst fra venstre mod højre: Erika Stalcup fra Schweiz, Karen Brogaard fra Danmark og Alessandra Trotta fra Italien. Midterst fra venstre mod højre: Helen Lovelace fra Norge, Lisa Danielsen fra Norge, Üllas Tankler fra Estland. Nederst: Massimo Long fra Italien.