Hørt ved minikonfirmandundervisningen:

Theo: Må jeg spørge dig om noget?

Louise: Ja, selvfølgelig

Theo: Har du altid troet på Gud?

Louise: Hmm.. Godt spørgsmål.. Jeg kan huske, at da jeg var lille, måske 5-6 år, tænkte jeg, at det kun var gamle mennesker, der troede på Gud. Men så spurgte jeg min mormor og morfar, om de troede på Gud, og så svarede de nej. Det blev jeg meget overrasket over. Så jeg har altid tænkt meget på det med Gud og overvejet hvordan det hele mon hænger sammen, men det var først da jeg blev 14 år og skulle konfirmeres og lærte en hel masse om Jesus, at jeg bestemte mig for at tro på Gud, fordi jeg synes, at det med at gøre ligesom Jesus, var vigtigt for at leve et godt liv.

Theo: Nå okay.

Louise: Hvad med dig, har du altid troet på Gud?

Theo: For at være helt ærlig? Nej, jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har troet på Gud. Hvordan kan man være sikker på om man tror på den rigtige Gud? Der er jo så mange guder og så mange måder, at tro på Gud på, men jeg er faktisk nysgerrig…

Louise: Det er et rigtigt godt sted at starte…

Af Louise Aaen

Lad os tale om tro er en kampagne, der løber hen over Danmark dette efterår. Du kan pirre din nysgerrighed og tjekke det ud på www.ladostaleomtro.dk. Her finder du en række videoer, hvor almindelige danskere (og også nogle ualmindelige / kendte danskere) taler sammen om tro. En stor del af det brede danske kirkeliv bakker op om materialet, heriblandt Metodistkirken.

Jeg kniber mig selv i armen og tænker: Er det virkelig sandt, at det er slut med at dukke sig og skamme sig og undskylde sig, fordi man bekender sig til kristendommen? Jeg er jo vokset op med Anders Foghs mantra om, at tro er en privat sag, og at religion ikke hører til i det offentlige rum. Noget siger mig, at den tid er forbi? At der er en anderledes åbenhed overfor åndelige spørgsmål i samfundet i dag? At det kun er min egen blufærdighed, og måske også min forfængelighed, der gør, at jeg vægrer mig for at indgå i samtaler om tro? Jeg vil nødig skydes i skoene, at jeg er uintelligent og svag, fordi jeg overgiver mig til en kærlig magt, der er større end mig selv. En magt, som i øvrigt hverken kan vejes eller måles, bevises eller ses med det blotte øje. Det får mig til at overveje om jeg, i det sekulariserede landskab, som jeg er født og indkultureret i, er blevet ude af stand til at være vidnesbyrd om den Gud, som jeg ellers følger og forkynder hver dag, men helst indenfor kirkens mure.

Jeg ryster fornemmelsen af mig. Sådan er det ikke! Den Gud, jeg tror på, lader sig ikke begrænse af min manglende tillid til om andre vil tage mig alvorligt, hvis jeg fortæller hvad jeg inderst inde tænker om tilværelsen. Min Gud er langt større end det. Jeg vil holde rum for min egen og andres sårbarhed og vove at lytte og tale om tro og tvivl, om livsværdier og om det der betyder allermest. Kampagnen, ”Lad os tale om tro” er et værktøj, der hjælper mig med det.

Lad os tale om tro er et koncept, der lægger op til, at man ser en video, ringer til en ven og inviterer ham eller hende til en samtale ud fra nogle spørgsmål til overvejelse.

Har man mod på at bruge det, skaber det rammer og grobund for samtaler om alt mellem himmel og jord også udenfor kirkens rum. Tro! Håb! Kærlighed! Det svære ved at sige farvel! Eller det udefinerbare begreb; ”Lykke” Mantraet er: Samtalen gør os klogere på livets store spørgsmål.

I flere af Metodistkirkens menigheder er man gået all in og har brugt materialet også i gudstjenesten til at adressere den personlige vinkel og vidnesbyrd.

I Vejle har man plukket nogle af videoernes samtalespørgsmål ud og brugt dem ved cafegudstjeneste. Det har skabt virkelig fine samtaler med udgangspunkt i hverdagen og generelle troserfaringer, hvor alle har mulighed for at bidrage til samtalen. Omvendt kan en samtale baseret på en bibeltekst eller en teologisk spidsfindighed, nogle gange lukke samtalelysten, fordi man som almindeligt menneske måske ikke føler sig kvalificeret til at byde ind med noget.

I Odense har man gjort sig umage med at gøre opmærksom på kampagnen, da den blev søsat i september. Oplevelsen er også her, at materialet har løftet samtalen ved kirkekaffen, kirkehøjskolen, smågruppen og ungdomsgruppen. Videoer og spørgsmål har vækket historier, som man i menigheden aldrig har hørt hinanden sætte ord på før. F.eks, andre menneskers betydning for, at man selv fandt vejen til troen og at den blev udviklet og uddybet hen ad vejen med hjælp fra fællesskabet. Man lærer hinanden at kende på nye måder og får oplevelse af, at det med at tale om tro, det kan vi godt! Og der kommer noget rørende og dyrebart ud af at engagere sig i samtalen.

Nysgerrighed og ærlighed. To vigtige ingredienser til at tale om tro. Krydret med stor respekt for den, man taler med, og mod til sammen at udvide sine horisonter. Jeg er taknemmelig for min kloge samtalepartner Theo på 10 år, som med sine filosofiske spørgsmål til minikonfirmandundervisningen også får mig ud af busken og overveje, hvordan det hele hænger sammen og hvad der er vigtigt for at leve et godt liv.

Hermed min varmeste anbefaling til at tale om tro.