KLUMME: EU skriver mange regler og paragraffer, som vi alle skal rette os efter. Men det er ikke altid lige let. Fra 1. juli skal alle, der får løn, nedskrive deres arbejdstider, så dem, på kontorerne, kan se, hvor meget vi er på arbejde, og sikre, at vi ikke bliver slidt op.

Af Jørgen Thaarup, præst

EU skriver mange regler og paragraffer, som vi alle skal rette os efter. Men det er ikke altid lige let.

Fra 1. juli skal alle, der får løn, nedskrive deres arbejdstider, så dem, på kontorerne, kan se, hvor meget vi er på arbejde, og sikre, at vi ikke bliver slidt op.

Jeg er præst. Det har jeg været i mange år. Men jeg har ikke et arbejde, og jeg har ingen arbejdstider. Jeg går i skoven. Jeg går i byen. Jeg går hjem. Jeg går snart på pension. Men jeg går ikke på arbejde. Det har jeg aldrig gjort, som præst.

Hvad skriver jeg i dag? Denne klumme kom dumpende, lige pludseligt under rulleskøjtetur til Hellerup Strand. En fin tur. Klummen kommer måske i kirkens presse. Så må det være en slags arbejde.

Jeg skriver: ”1 time, på rulleskøjter til Hellerup Strand.” Det går jo ikke! Eller: ”1/2 time, våd efter tur i Botanisk Have, opdatering af klumme.” Det går jo heller ikke!

Er det arbejde at skrive en bog? Er det arbejde at læse en bog? Jeg har svært ved at se forskellen.

I næste uge er der risiko for store fejltagelser. Jeg skal grave have hos min søn med hjælp af mit barnebarn. Her vil der ganske givet opstå præstearbejde, uden at jeg kan forhindre det. De grå celler i øverste etage kender ikke arbejdstiderne eller fridagene. For nogen er tankemylder en diagnose, men ikke for alle. Det kan være en konstant tilstand, som ofte er ganske kreativ. Kan jeg skrive: ”2 dage med havearbejde,” hvis der kommer gode idéer ud af det? Det vil distriktsforstanderne måske ikke godkende. Jeg undlader at skrive noget. Det er vist nok en ferieuge, men selv i en sådan uge kan rigtig mange gode tanker til præstearbejdet opstå. Skal jeg så skrive, at jeg har været på arbejde alligevel, i 2 dage, med en skovl?

I kirkens lange, lange tradition har kirken et sprog for dette. Det hedder, at dem, der bliver præster, er dem, der er taget ud, eller taget til side, eller sat til side, så de ikke skal arbejde og tjene en løn, men kan bruge al deres disponible tid, ikke nødvendigvis i kirkens tjeneste, men i tjeneste for Evangeliets formidling. Fordi de ikke skal på arbejde og tjene en løn, betaler kirken et underhold, som de kan leve af, uden at bekymre sig om løn, men kun bekymre sig om opgaverne i og igennem kirken. De bliver betalt for at have tid til bøn og bibellæsning, eftertanke og fordybelse, ting, som de ikke ville have tid til, hvis de havde et arbejde. Hvis ikke de har tid til de ting, kan de ikke fungere som præster. Sådan har kirken talt om præsterne, dem, der er sat til side, taget til side, væk fra arbejdet, lige siden bibelsk tid. Englænderne kalder det: Set apart to serve.

Jeg tænker på, hvordan Kaj Munk ville udfylde skemaerne til EU om arbejdstiderne. Han gik jo altid tur med sin bøsse og sin hund i klitterne ved Søndervig. Var det et arbejde? Der kom i hvert tilfælde noget ud af det, som både kunne måles og vejes, men det var et biprodukt af hans mange ture ved Vesterhavet.

Søren Kierkegaard ville også have vanskeligheder med EU’s regler. Han gik altid ture i København, og han påstod, at alle hans gode tanker var blevet til under vandringerne i Københavns gader. Spændende, hvor han fandt ordene? Søren behøvede ikke udfylde Excel ark over arbejdstider, for han betalte af egen lomme. Hvis han ikke fik løn, så var det i hvert tilfælde ikke et arbejde.  

Det er som om EU ikke rigtigt forstår kirkens sprog. Jeg forstår ikke EU’s sprog på dette område.

Hvad gør jeg, når jeg ikke går på arbejde, men får mit underhold for ikke at arbejde, og EU forlanger, at jeg skal skrive mine tider, for et arbejde, jeg ikke har?

Jeg har en livstid og en livsstil, men den kender ikke klokken eller datoen. Jeg producerer ikke ret meget, når jeg sidder bag skrivebordet. Der sker mere i mit hoved, når jeg sover eller går en tur i byen, eller spiller klaver. De fleste forberedelser til prædikener og skreven tekst sker, når jeg ikke er hjemme. Gudstjenesten er fest sammen med hele menigheden, det er heller ikke arbejde. Der er totalt flydende overgange mellem timer, hvor noget bliver produceret, som kan ses og måles og vejes, og timer, hvor ingenting synligt sker, men hvor det alligevel senere viser sig, at ganske meget er blevet til.    

Jeg passer ikke ind i EU’s regler og paragraffer, og jeg ved ikke, hvordan mit liv som præst kan puttes ind i et Excel ark.