Hyrdebrev fra biskop Christian Alsted efter generalkonferencen
Kære Metodister i det Nordiske, Baltiske og Ukrainske biskopsområde.
Nåde og fred være med jer!
Af Christian Alsted, biskop
Generalkonferencen i Metodistkirken samler omkring 800 delegater fra hele verden. De mødes for sammen at søge Guds vilje og vej for kirken. Det er meningen, at konferencen skal være inspirerende, fremadrettet, sætte retning og fremfor alt være præget af Guds Ånd. Og det var den… Stemningen var helt anderledes end den har været i årtier. Her var ingen konflikter, ingen hårde ord og ingen demonstrationer. Generalkonferencen var både villig og i stand til at træffe væsentlige fremadrettede beslutninger og samarbejde om at finde fælles løsninger.
Overraskende, hurtigt og med stor majoritet vedtog konferencen en plan for regionalisering, som ændrer vores kirke fra at være en amerikansk kirke med afdelinger i forskellige verdensdele, til at blive en global kirke hvor alle dele af kirken fungerer på et ligeværdigt niveau. I fremtiden vil generalkonferencen i langt højere grad være fokuseret på fælles globale anliggender, fælles mission, uddannelse, nødhjælp, økumenik, teologi og social etiske spørgsmål. Hver enkelt region får mulighed for at tilpasse kirkeordningen til deres unikke situation og missionale behov.
Der er dog ét men, idet ændringen skal til afstemning i alle årskonferencer, inden de er gældende. Resultatet får vi i november 2025.
Generalkonferencen har godkendt nye globale sociale principper, som er blevet til efter omfattende globale konsultationer med flere tusinde deltagere. De nye globale sociale principper er kortere, tydeligere og udformet på et tydeligt bibelsk grundlag, og de vil være en solid vejledning og inspiration til at leve som kristne og som kirker i samfundet. De sociale principper indeholder ikke længere en sætning, som diskriminerer og fordømmer homoseksuelle.
Beslutningen om at give mulighed for vielse af personer af samme køn, samt at homoseksuelle kan blive ordinerede og få licens til pastoral tjeneste blev taget med mere end 90% majoritet. Det skete ikke mindst fordi alle centralkonferencer også blev givet myndighed til at fastsætte sin egen policy og rammer for vielse og ordination, samt til at delegere den samme myndighed til sine årskonferencer. Det vil vi kunne gøre på centralkonferencen i April 2025, da ingen af beslutningerne træder i kraft før 3. Maj 2025, ét år efter generalkonferencens afslutning.
Beslutningerne vil blive modtaget forskelligt i landene og i menighederne i biskopsområdet. Metodister har studeret bibelen og er kommet frem til forskellige opfattelser af den menneskelige seksualitet – nogle vil opleve generalkonferencens beslutninger som en befrielse de modtager med store glæde, mens andre vil synes beslutningerne er vanskelige.
Vi ved alle sammen, at Jesus har lært os, at tage imod alle mennesker, uanset hvem eller hvordan de er, og at elske dem uden fordømmelse og begrænsninger. I Metodistkirken byder vi velkommen til alle mennesker, uden undtagelse – vores nadverbord er åbent for alle, og vi ønsker at alle kan udfolde deres kald, evner og gaver i vores menigheder. Sådan har det altid været – denne generalkonference har blot gjort det endnu tydeligere.
Vi har meget at bede og tale om ved årskonferencerne i de kommende måneder. Vi har tid til at overveje, hvordan beslutningerne vil påvirke os, og hvordan vi vil forholde os til det i de enkelte lande. Jeg ved, vi vil kunne gøre det på en god og respektfuld måde, hvor vi anerkender og giver plads til forskellige opfattelser.
Selvom der er sket store ændringer ved denne generalkonference forbliver vores fælles opgave den samme, at dele vores tro og gøre flere mennesker til Jesu efterfølgere, at arbejde for retfærdighed, frihed, lighed og fred for alle, at være kirke med børn og unge, at udvikle og skabe nye trosfællesskaber. Vi har nok at gøre, så lad os komme i gang sammen.
Må vor Herres Jesus Kristi nåde, Gud vor Faders kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os.