Strandby har mistet en af sine engagerede lægledere, som har sat et stort præg på menighedens udvikling gennem flere år. Elsbeth Suhr Hjortshøj døde 5. december 2023 på Hjørring sygehus efter en pludselig opstået infektionstilstand i kroppen. Hun efterlader sig sin ægtefælle Jan, to sønner og fire børnebørn.

Af Louise Aaen, præst i Strandby Metodistkirke

På mange måder kan man sige, at Elsebeth i sit liv oplevede at grave et af sine betroede talenter op af jorden og fik investeret det på en mere meningsfuld måde.

Lignelsen om de betroede talenter fortæller os, at vi bedømmes på det, vi kan, aldrig på det, vi ikke kan, og det gør en forskel om vi sætter vores skjulte talenter i spil til gavn for Guds rige. Vi får lov at være medarbejdere på Guds glæde.

Efter 25 år på den familieejede rejefabrik, sadlede Elsebeth om og uddannede sig til social- og sundhedsassistent og fik arbejde på flere af områdets aflastnings- og plejehjem. Hun kombinerede sit nye fag med en diakonifaglig efteruddannelse og fik eksamen fra diakonhøjskolen Filadelfia ved Dianalund i 2009.

Her fik hun professionelle kompetencer oven i sin naturlige evne til at give rum og plads til det medmenneskelige og næstekærlige. Det helhedsorienterede syn på mennesket kom i spil i og hun hentede sprog og viden, ressourcer og metoder til sit daglige arbejde og til sin tjeneste i kirken. I 2010 blev hun indsat som lægdiakon i kirken og hun bliver svær at undvære, ligesom hun har været uundværlig i alle andre sammenhænge, som hun indgik i.

Elsebeth havde noget at byde ind med på det sundhedsfaglige og diakonale felt. Hun var ikke bange for at italesætte selv de mest komplicerede kriser og sorger, som folk kan kæmpe med, og hun mødte det med empati, tillid og trofasthed. Hun havde mod til at være med det svære og bar sin egen sårbarhed med ind i sine medmenneskelige samtaler.

Det var glæden ved livet, glæden ved fællesskabet, glæden ved troen, som drev hende i det, hun gjorde.

Elsebeth troede på alle menneskers ligeværd og krav på en respektfuld og retfærdig behandling, og hun gav af sig selv for, at mennesker omkring hende skulle kende Guds kærlighed, som hun selv modtog i så rigt mål.

Elsebeth stod for omsorg. Varme. Godhed. Tålmodighed. Udholdenhed. Betænksomhed og den helt betingelsesløse kærlighed – tilsat en god del humor og jordbundethed.

Elsebeth havde en udstråling uden lige med sit åbne og hjertevarme smil. Fysisk fyldte hun dejligt meget og hun gav de skønneste kram og havde en højrøstet og smittende latter, men åndeligt var hun så ydmyg og mild, at hun kunne gå ubemærket ind og ud af et rum uden de store armbevægelser.

Hun holdt af at gå omkring og ordne ting, forberede og lægge ting til rette, dække nadverbord og smøre ostemadder, brygge kaffe, bage tærter og koge supper og hun holdt af at kredse om folk, som søgte fællesskabet i kirken. Hun holdt af at hjælpe med det praktiske og lagde kærlighed i det.

Hun havde et levende forhold til Bibelen og fordybede sig og forberedte sig i timevis, når hun skulle læse en tekst, bede en bøn eller holde en andagt og hun gjorde det med en indlevelse og en personlighed, der fik hjerter til at åbne sig for Guds ord på en helt særlig måde.

Hun var utrættelig i sin iver efter at lægge vejen forbi og besøge folk, som havde behov for lidt nærvær og opmærksomhed. Og hun var meget vellidt og efterspurgt af byens ældre og syge.

Et skrøbeligt helbred var også en del af Elsebeths historie. En indlæggelse på hospitalet som så mange gange før med betændelse i benet burde ikke være enden på historien om Elsebeth, men der er kun én som ved bedre end os, kun en som er Herre over liv og død, og i hans evige arme, hviler hun nu.

Hun vil blive husket med taknemmelighed i Strandby

Ære være Elsebeth Suhr Hjorthøjs minde