Nordiske, baltiske og ukrainske ledere bevæger sig ind i fremtiden.

Skrevet af Christian Alsted.
Oversat af Anne Klitgaard Thompson.

Samtaler, latter, eftertænksomhed og glæde fyldte rummet da 42 ledere fra Ukraine, Norge, Litauen, Finland, Letland og Danmark var samlet I Riga, Letland, for at fejre gudstjeneste, bede, dele, reflektere og tale sammen om vores fremtid sammen i United Methodist Church.

Nogen kom med ængstelse i frygten for at andre ville forsøge at overbevise dem om deres egne meninger. Andre igen havde en svær og anstrengt ekstraordinær samling af Centralkonferencen tidligere på året i frisk erindring og var derfor ikke håbefulde. Andre kom ganske enkelt med et åbent sind.

Da samlingen var ovre og gruppen samledes efter gudstjeneste for at opsummere deres oplevelse var der sket meget. Èn sagde: “Jeg var bekymret for at det, der sker I vores kirke, men jeg tager hjem med håb. Her var så meget kærlighed og forståelse.” En anden sagde: “Vi har ført fredelige og civiliserede samtaler, ingen blev såret eller ladt alene. Vi kæmper for vores familie. Verden ikke forenet, men vi må forblive sammen.” En anden igen sagde: “Jeg var taknemmelig for at være med. Jeg forventede diskussioner, men Gud har gjort vore hjerter ydmyge. Jeg håber, at mennesker med forskellige forståelser ikke vil dømme hinanden.” 

Lederne var bragt sammen i Riga af Centralkonferencens råd på et tidspunkt hvor den estiske konference har forladt United Methodist Church (1. juli 2023) og hvor fore eurasiske konferencer er begyndt på processen for at forlade kirkesamfundet ved centralkonferencen i 2025.

Deltagerne repræsenterer alle de årskonferencer, som bliver i United Methodist Church eller som venter med at beslutte sig til efter generalkonferencen i 2024.

Formålet med samlingen var at bedømme Guds retning for kirken gennem bøn i en ånd af det, der kaldes “Christian conferencing” på engelsk, og er en måde at tale og bede sammen. Ønsker var at man på den måde bedre kunne dele perspektiver, bekymringer, drømme og dele råd og anbefalinger til centralkonferencens råd for at gøre deres arbejde frem mod centralkonferencen i 2025 så oplyst som muligt. 

Samtalerne og fællesskabet skete i en atmosfære af bøn og gudstjeneste med få samtaler og ingen af dem længere end 15 minutter. Det meste af tiden blev brugt på at dele, lytte og at bede i grupper for derefter at dele, lytte og bed igen i en stor cirkel dygtigt faciliteret af præst Pyvind Helliesen.

Metodist identitet i det nordiske, baltiske og ukrainske område var det første emner, som ledte til fokus på mission og implikationerne heraf for vores fremtid. Dette bevægede os ind i en samtale om betydningen af relationer for vores selvforståelse.

For første gang siden krigen i Ukraine begyndte var ledere fra Ukraine i stand til at møde, dele fællesskab, tale og bede med andre ledere i centralkonferencen. Det var et meget følelsesladet øjeblik, da tre ledere fra Ukraine fortalte hvordan krigen påvirker befolkningen og kirken og hvordan kirken fortsat tjener og bringer trøst og håb til folk. Hele gruppen lagde deres hænder på de ukrainske ledere og bad for dem og velsignede dem.

Da det grundlæggende arbejde var gjort, kunne vi endelig fokusere på vores fælles fremtid. Selvom der var opmærksomhed på behovet af at se på United Methodism i et større europæisk perspektiv, havde gruppen kun lidt behov for at diskutere organisatoriske emner. Interessen var for hvordan en fælles fremtid  kan se ud var større.

De repræsenterede årskonferencer er teologisk forskellige og der blev udtrykt bekymring for, om der er frihed til at kunne forblive konservativ. Flere andre ledere udtrykte ønske om at forpligte sig til at beskytte rettighederne for alle til at forblive I overenstemmelse med deres overbevisning. 

Fra forskellige positioner udtrykte flere behovet for at hver konference skal kunne fastsætte deres egne politikker, praksis og standarder for ægteskab og for udnævnelse og ordination af præster samt behovet for at kunne fastholde disse politikker og standarder uden indblanding fra den generelle kirke. Som en udtrykte det: “Forskellige standarder og politikker er måske ikke den bedste men den bedre løsning,” og mange nikkede i enighed.

Gennem hele weekenden var atmosfæren varm, respektfuld og kærlig. Ved afslutningen af samlingen var der én, der sagde: “Jeg tager en fornemmelse af at høre til I en familie med mig. Jeg har håb om en relation, hvor I ser hinanden som Guds børn.”