Menigheden i Frederikshavn fusionerer med Strandby metodistmenighed
Den smukke gule murstensbygning omgivet af sit sommergrønne hegn på hjørnet af Koktvedvej og Sønderjyllands Allé, med det karakteristiske kors og flamme logo på tårnet, bliver nu sat til salg. Metodistkirken har haft hjemme i Sønderjyllandskvarteret siden 1971, hvor den er ”vokset op” sammen med kvarteret, og nu er tiden inde til at der skal ske noget nyt.
Af Laila Hørby, Formand for menighedsrådet i Frederikshavn Metodistkirke, laila.horby@mail.dk
FUSION
Indtil bygningerne er solgt fortsætter vores arbejde på Sønderjyllands Alle, med de to nuværende præster Karen Brogaard og Louise Aaen. Efter salget fusionerer vi med vi med metodistmenigheden i Strandby. På denne måde giver vi os selv et pusterum, og håber at kunne få øje på nye måder at være kirke på, og mobilisere fornyede kræfter til kirkelige initiativer i Frederikshavn. Metodistkirkens historie er gennemsyret af et stærkt socialt engagement, som også vil være udgangspunkt for fremtidige aktiviteter i byen, gerne i et samarbejde med byens andre kirker og sociale organisationer. De seneste år, har Metodistkirken uddelt julehjælp til trængte børnefamilier, og har været aktiv i at hjælpe ukrainske flygtningen med at finde sig til rette i Frederikshavn.
Menigheden har gennem de seneste 1 til 2 år været igennem en proces hvor der er talt om, og tænkt nyt om, hvordan vi bedst kan være kirke i Frederikshavn. Gennem denne proces er vi kommet frem til beslutningen om at afhænde kirkebygningen, i en erkendelse af at vi har vanskeligt ved at opretholde de kirkelige aktiviteter med samtidig varetagelse af bygningen.
KIRKEN SOM MØDESTED
Vi tager afsked med en kirkebygning som rummer mange minder, og rigtig meget livshistorie, gennem mere end 50 år. Kirken – og også kirkebygningen – spiller en stor rolle for medlemmernes identitet og selvforståelse.
Når vi som menighed ser tilbage på de kalenderblade der er vendt siden 1971, så har det været en fantastisk rejse, hvor rigtig mange mennesker har haft glæde af det kirkelige fællesskab på et utal af måder. Menigheden er, og har været et stærkt menneskeligt mødested, som nu vil fortsætte i den fusionerede menighed.
Vi siger farvel til Sønderjyllandskvarteret med stor taknemmelighed for den tid, hvor vi har haft huset fuldt af rigtig mange børn fra kvarteret til spejder, legestue, klub, kor, babysalmesang og søndagsskole, og til forskellige åbent hus-arrangementer omkring højtiderne. Det har været en god tid, hvor mange har stiftet bekendtskab med hvad kirke kan være og kan gøre.
FREMTID
I dens nye form ser menigheden nu fremad, med forventning til hvad fremtiden vil bringe for kirkens virke i Frederikshavn.
FAKTABOKS
- Metodistkirken har haft kirke i Frederikshavn siden 1877 hvor den lå i Jernbanegade lige ved siden af Park Hotel.
- 1891 byggede man Kapellet ”Berthel” (som lå mellem Viadukten og Carl Bruunsvej i Bangsbostrand. Det husede dengang dagskole /privatskole).
- Den 12.september 1971 indviede Metodisterne den nuværende kirke på Sønderjyllands Alle 1.
- Det kunne realiseres ved salg af kapellet i Bangsbostrand, kirken i Jernbanegade og kirkens daværende sommerhus ”Klitbo” ved Bratten Strand.
- Metodistkirken i Danmark er et statsanerkendt kirkesamfund af 1865, med omkring 2000 medlemmer.
- Den største kirke ligger i Strandby med omkring 450 medlemmer.
- Metodistkirken vil i forbindelse med afhændelse af kirkebygningerne i Frederikshavn og fusion med Strandby Metodistkirke afsøge muligheder for fremtidigt arbejde i – og for Frederikshavn.
- Se billeder på www.arkiv.dk – søg Metodistkirken i Frederikshavn.