Elsebeth Bjerno og Karen Brogaard er undervejs i uddannelsen som præsteviede diakoner. De er de første diakoner i Metodistkirken i Danmark i en årrække. Så hvad er en diakons opgaver egentlig? På hvilken måde er diakonen med til at styrke kirkens mission? 

Af Anne Thompson, præst i Vejle og kommunikationsmedarbejder

I Metodistkirken i Danmark har der ikke været aktive diakoner i mange år, og for mange er den blå præstedragt med båndet på skrå relativt ukendt, ligesom den rolle diakonen udfylder ikke er kendt endnu.

Diakoner er kirkens hænder og ører. De er med til at række ud og skabe relationer udenfor kirken. De har en særlig opgave med at lytte til mennesker og vise evangeliet med omsorg og hjælp. Det er i hvert fald én måde at beskrive den præstetjeneste, som en diakon har. 

I Metodistkirken findes to præste-tjenester: Ældste og diakon. En ældste har ansvar for forkyndelse og orden i menigheden. En diakon har ansvar for socialt arbejde og rækker ud over menigheden. Begge præsteordener har forkyndelse som opgave, men for diakonen er det ikke den primære opgave.
Tjenesten som diakon stammer tilbage fra den første menighed, hvor der opstod uenighed omkring uddelingen af mad til enkerne. Apostlene – dem, der havde været Jesu’ disciple – udpegede nogle mænd, der skulle tage sig af uddelingen af mad, så de selv kunne fortsætte med at koncentrere sig om at udbrede Jesu’ lære. På den måde kom der to sidestillede tjenester i den første kirke, som også findes i kirken i dag. 

Siden diakonisserne, der var en orden af søstre, der bl.a. varetog sygepleje, blev nedlagt, har der ikke været aktive diakoner i Metodistkirken i Danmark. Nu er der to på vej. 

To på vej
Karen Brogaard og Elsebeth Bjerno er begge undervejs i uddannelsen som diakoner på hver deres måde. Karen Brogaard læser teologi på Aarhus Universitet og er i prøve som præstediakon i menigheden i Frederikshavn. Elsebeth Bjerno er udnævnt som lokalpastor diakon i menigheden i Vejle og læser teologiske studier sideløbende med hendes frivillige stilling. 

Karen Brogaard er i øjeblikket i praktik som en del af sin uddannelse på universitetet. Praktikken består af en række besøg i forskellige diakonale sammenhænge i og udenfor Danmark. Bl.a. har Karen været i Norge og fulgt diakon Helen Lovelace, der er diakon og menighedsforstander. 

Et nøgleord er samarbejde
”Helen er præst i tre kirker, og er engageret i vanvittigt mange ting,” fortæller Karen, ”fælles for det hele hendes tjeneste var nærværet med andre mennesker. Hun talte meget med folk. Dels social snak, dels omsorg og dels lyttede hun meget. Bl.a. var der en afghansk familie, hvor storebroren var den, der tog sig af familien. Men han var kommet til skade, så han kunne ikke bære tunge ting – så her var opgaven at hjælpe ham med at handle, køre ham hjem og samtidig høre til, hvordan han havde det og hvordan det gik med familien.” 

”Et nøgleord fra praktikken i Norge var samarbejde. Jeg lærte, at der ikke er nogen grund til at tro, at en menighed skal kunne alt alene eller skal lægge hus til alting. Der er meget godt at sige om at samarbejde med andre organisationer og kirker, så man hver især kan gøre det, man er god til.”

”Det giver også mening ind i det arbejde, jeg har set i Kirkens Korshær i Frederikshavn. Her har man indimellem kontakt med mødre, som egentlig ikke passer ind i deres tilbud. ”Men hvor skal vi så sende dem hen?” spurgte de. Dem skal I da sende op til babysalmesang hos os, sagde jeg. Den slags netværk er med til at gøre, at vi hver især kan få overskud til at løfte de opgaver, vi er bedst til, og samtidig sende videre til relevante tilbud.” 

”Samtidig kræver sådan et samarbejde, at vi har styr på, hvad der rundt omkring i byen – og den viden kræver, at man kommer ud og har kontakt rundt omkring.” 

Udover praktikken i Norge skal Karen også til MSA i København, Solrød, Odense, Strandby og er i Kirkens Korshær i Frederikshavn. 

Relationen er det bærende
”Hvis jeg skal sige, hvad kernen i diakonarbejdet er, så vil jeg siger, at det er det skeer ud af huset og ud af menigheden.” 

”Det er omsorg for mennesker der, hvor de er i deres hverdag. Og netop derfor tror jeg også, det giver enormt god mening, at vi nu er en socialrådgiver og en sygeplejerske på vej som diakoner, for vi er vant til at se folk der, hvor de er. Og ikke vente på at mennesker kommer til os i kirken.”

”Den opgave er jo også tidligere blevet løftet, eksempelvis af vores ældste præster, der også har gjort meget i at besøge mennesker i og omkring menigheden eksempelvis. Men med udnævnelsen af en diakon er vi med til at skabe bevidsthed om diakonien og det sociale arbejde.” 

”Ved at få tid og mulighed til at møde mennesker, kan diakonen formidle vores tro og kirke ansigt til ansigt – og det tror jeg i vores samfund er den vej, vi skal gå. Vi får kontakt til flere mennesker, når vi møder dem, end vi gør med hjemmesider og flyers.”

Karen Brogaard er uddannet social rådgiver og har arbejdet som sådan i en årrække. Hvilken betydning tror hun, det har for hendes tjeneste som diakon? 

”Min baggrund som socialrådgiver betyder, at jeg allerede har fået lov til at lytte til og møde alle mulige slags mennesker. Lige fra dem, der lige var kommet ud af fængsel til bankrådgiveren, der var blevet syg. Det var mennesker fra alle steder i samfundet. 

Jeg tror, det er en fordel at jeg er vant til at snakke med folk og at jeg også kan hjælpe folk, der er inde i systemet, og sidde med ved møder og hjælpe med at søge hjælp. Det er en faglighed, der også er brugbart. 

Det sker i dagtimerne
Hvorfor skal vi udnævne mennesker som diakoner til at løfte det sociale arbejde? 

”Det tager tid at skabe kontakter og lave netværk. Det kan være svært som frivillige, fordi man måske kun kan gøre det en aften om ugen, og jo også skal klare arbejde, familie liv og andre ting. Det er ikke for at forklejne frivillige, for de gør et stort stykke arbejde. Men når vi beder nogen om målrettet at arbejde med en opgave, så styrker det også de frivillige.” 

”Jeg drømmer om at kunne starte noget MSA op i den nordlige del af Jylland, hvor jeg jo er nu. Da jeg var i Aarhus startede vi et tilbud om økonomisk, psykologisk og socialrådgiver hjælp – det ville jeg gerne få mere i gang i Aarhus – vores opstart var lidt uheldig i forhold til corona. Men det er jo også et tilbud, der kunne være i Frederikshavn og Strandby.” 

Vi skal være Guds hænder
Elsebeth Bjerno drømmer om at skabe liv i kirke-huset. 

”Jeg drømmer om at være med til at åbne huset mere, så der er mere liv. Det kunne jeg godt drømme om. Jeg drømmer om, at vi kan være med til at hjælpe mennesker med at finde ud af hvor de kan få deres behov dækket, hvis vi ikke umiddelbart kan hjælpe dem. 

Så kunne det jo altid være rart at være flere til gudstjenester. Men det er ikke det, der er det første mål.”

Vi skal finde hullerne
Elsebeth Bjerno deler Karen Brogaards hjerte for at tage sig af udsatte mennesker. Når hun taler om diakonien som kirkens tjeneste taler hun om at finde samfundets huller: 

”Det er vores opgave som kirke at finde hullerne. For der er mennesker, der falder igennem maskerne i systemet, bl.a. fordi deres situation er så kompleks at den er svær at rumme i systemet. Som jeg aktiv sygeplejerske mødte jeg eksempelvis mennesker med mange diagnoser, der kunne have svært ved overhovedet at finde ud af, hvor brevene de fik kom fra eller som ikke forstod indholdet i deres indkaldelser fra sygehus og kommune. Og sådan er der jo også mennesker, der har det på andre områder. 

Hvorfor er det vores opgave at finde hullerne?
”Fordi vi er sat i verden for at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Vi skal nudge dem, som det hedder på godt dansk. Og hvis de ikke selv kan, skal vi støtte og vejlede eller kompensere fuldstændigt. Jeg mener, vi har en pligt til at hjælpe.”

”Det mener jeg, vi har, fordi vi tror, at vi sammen med Gud kan udnytte vores potentialer bedre. Vi skal være hans hænder, så mennesker kan få øjnene op for, at der er nogen, der vil dem og at der er en Gud, der vil dem og vil hjælpe dem i deres tilværelse. Vi vil gerne have, at mennesker stiller sig selv spørgsmålet ”Er kristendommen mon noget for mig?” Også selvom det ikke betyder, at vi ikke også godt kan hjælpe dem, der ikke stiller det spørgsmål.

Er diakoni da hjælpe-arbejde eller mission?
”Jeg synes, det er svært at skille helt ad For hvis man tror på, at vi er sendt af Gud til at gøre det her, så vil det også bliver mission eller et vidnesbyrd, og dermed bliver de også mission, fordi vi påvirkes af hinanden. Mange vil spørge sig selv, hvis de har kontakt med os jævnligt – hvorfor gør I det?”

Rygsækken bliver større med teori
Elsebeth Bjerno har læst en diplomuddannelse i sundhedsformidling og klinisk undervisning. I øjeblikket læser hun eksegese sammen med Jørgen Thaarup, som en del af hendes teologiske uddannelse som diakon. Hun er med andre ord vant til at læse teori, men hvad er glæden ved at dykke ned i teorierne?  

”Man kan jo godt tænke, at det er to forskellige ting – men teori og praksis hænger jo sammen. Teori er en forenkling af den komplekse virkelighed. Teorien giver os noget at tænke med. Det gør, at der kommer en anden dybde i vores handlinger, når vi har teorien og teologien med. Rygsækken er bare større eller mere fyldt, om du vil.

Og fordi teologien er så mangfoldig, så kan man også bedre finde nogle ting, som passer til det menneske man står overfor. For mennesker er jo mangfoldige. Vi kan ikke rumme alt, som mennesker, men vi får større mulighed for det.” 

Ingen er alene
”Man skal ikke kun læse eksegese for at blive bedre til at prædike – det skal man for at få større sammenhæng i sin tro og sin praksis. Det giver større overblik og forståelse – også for andre mennesker.  Eksempelvis i Det Gamle Testamente ser vi at Gud er Gud for alle mennesker. Her bliver det tydeligt, at vi er en del af noget større. Måske endda mere end det er i det Nye Testamente. Det er ikke den enkelte, det kommer an på – der er et meget større, meget mere langstrakt perspektiv, vi bliver sat ind i. 

Vi glemmer nogle gange, at vi er en del af noget større. Fordi vi holder os så meget til vores egen eksistens. Og det er også det diakonien skal hjælpe os med at huske på: ingen er alene.” 

Det sociale arbejde er ikke nogen ny opfindelse. Heller ikke i Metodistkirken i Danmark. Alligevel er der – måske – med to diakoner på vej mulighed for at genopdage en del af Metodistkirkens rødder og historie: At kristendommen er en tro, der rækker ud over den enkelte og inviterer andre med ind i fællesskabet. 

Fra diakonens ordinationsritual: 

En diakon er kaldet til at ta del i Kristi tjenergerning

At knytte menighedens indre fællesskab sammen med dens tjeneste for verden

At hjælpe andre til at blive Jesu disciple 

At undervise i og forkynde Guds ord

At lede menigheden i gudstjeneste 

At assistere ældste-præsten ved dåb og nadver 

At oplære disciple som kan tjene og vidne i verden

At vide omsorg for alle mennesker

Slrligt fattigem syg og undertrykye

At tolke verdens smerte og håb overfor kirke

At lede Kristi folk i barmhjertighedens og retfærdighedens, befrielsens og forsoningens mange tjenester, selv når det fører til besværligheder og personligt offer.