Anmeldelse: Den mor jeg var

Læs den! Det er den korte version af denne her anmeldelse.

”Den mor jeg var” er skrevet Lotte Lyngby og handler om hendes liv som mor til drengen og pigen. Det er en poetisk, rørende og dyb refleksion og beskrivelse af hendes rejse med moderskabet fra hun første gang havde tanken om, hvorvidt hun kunne være blevet gravid til nu, hvor hun er mor til voksne børn med deres egne liv. ”At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig”, skriver Lotte Lyngby selv.

Selvom ”Den mor jeg var” er både personlig og går tæt på Lotte Lyngbys liv, så er den hverken privat eller plat. Lotte formår på fineste vis også at værne om hendes børns privat-liv. F.eks. hører vi aldrig navnene på børnene; de hedder slet og ret drengen og pigen gennem hele bogen. Lotte skriver heller ikke til dem, fortæller hun i forordet. De klarer sig fint uden. Bogen er derimod dedikeret til alle mødre og til den mor, hun er.

Jeg kan selv have det sådan, at det gør godt at se andre forældre i øjnene og blive bekræftet i at livet som familie, livet med børn er både godt og hårdt. At det er svært at være forælder, men det hele værd. Jeg har brug for at blive mødt med forståelse og opmuntring; at selvom jeg ikke altid gør det optimale, men det bedste jeg kan, så er det godt nok; at mine børn klarer sig ikke altid på grund af men også på trods af mig. Det er det Winnicot, der var sociolog, kaldte ”den gode nok mor” – at den mor, der ikke kan alt, er et barns eneste mulighed for at kunne vokse op og udvikle sig til et helt menneske. Den opmuntring og det skulderklap er ”Den mor jeg var”

Lotte Lyngby mener, vi har brug for at være ærlige om bagsiderne af livet sammen med vores børn. Vi skal stå ved, at der også revner og pletter og tårer og hårde ord. Det gør hun. Med kærlighed ikke bare til børnene, men også til den mor hun var. Her er ingen belæringer med referencer til forældre-eksperter eller bedrevidende opstød fra ”jeg-kan-godt-huske-hvordan-det-var-og-det-er-slet-ikke-så-hårdt-i-dag”. Og mange tak for det! Det er der rigeligt af.

I stedet er her en levende, ærlig og enkel bog om at være mor med op og ned tur. Om glæden ved ”at mærke længslen efter et barn blafre i sig”; om at aflevere sine børn til fremmede; om at blive én, der deler sine børn; om at have en kort lunte; om ikke at kunne men at skulle alligevel.

Oveni formår Lotte Lyngby også at stille mødre fra Bibelen univers ind som spejl overfor hendes egen historie gør det – i mine øjne – absolut ikke dårligere. Måske især fordi hun gør det så enkelt og ligetil, at det ikke bliver tungt eller støvet. Det er levende kvinders historier, som hun sammenholder med sine egne og dermed åbner op for både hendes egen og deres historier– præcis som det sker, når vi deler vores historier med mennesker, som vi kan stole på.

Dermed bliver Lotte Lyngbys historie om den mor hun var også et spejl, der hjælper med at kaste nyt lys over det, der er min historie.

Den stærkeste del af bogen, synes jeg, er den sidste del, hvor vi ikke længere følger den mor, Lotte Lyngby var, drengen og pigen kronologisk men i stedet med overordnede penselstrøg under overskrifter som hønemor, bekymringsmor, emsig mor. Især i denne del af bogen synes jeg, refleksionerne over at være ”en god nok-mor” virkelig folder sig ud. Her er ikke noget forsvar for at være curling mor, men snarere en konstatering af, at sådan er det. Her er på én gang erkendelse af, at det ikke dur og samtidig accept af, at det en mors byrde at ville sine børn det bedste.

”Jeg er nu en mor med hænderne fri. Jeg får aldrig hjertet fri Navlestrengen er ved at blive klippet. Hjertestrengen kan ikke kappes over.” Sådan skriver Lotte Lyngby mod slutningen af ”Den mor jeg var”.

At være mor holder aldrig op. Der er altid nyt land i forældre-verdenen, som må indtages. Så snart, der er et barn, er der en mor (og en far) som var, er og bliver. Kærlighed og bekymring følges ad hele vejen. Og heldigvis er det som oftest sådan, som Lotte Lyngby også konkluderer; børnene vokser lige så stille op og bliver til fine mennesker, mens deres forældre forsøger det bedste de har lært.

Jeg læser og ved, at om nogle år er det mig, der ikke længere har små børn eller bare halv-store børn mellem hænderne. Om nogle år – bare ganske få år – så er der ikke flere bleer, ikke flere skrabede knæ. Så er det ikke mere mig, der er udgangspunktet for deres verden. Og det gør ondt. Men også godt. Det er det hele på én og samme tid.

Jeg forstår godt Lotte Lyngby: At være mor er det værste og det bedste, der er hændt mig. Det er allermest det bedste.

”Den mor jeg var” af Lotte Lyngby, 199 kr., 170 sider, er udgivet på Eksistensen. Læs den!

Skrevet af Anne Thompson