Kære Metodister i de Nordiske og Baltiske lande
I mere end en måned har vores samfund været lukket ned, og vi har ikke kunnet anvende vores kirker.

Fysisk afstand, restriktioner og hjemmearbejde er blevet ny adfærd og en del af vores hverdag. På nuværende tidspunkt ved vi ikke hvor længe denne situation kommer til at vare, og hvornår vi kan vende tilbage til noget, som minder om ”normalt”. 

Af Christian Alsted, biskop

Efter lang tids begrænsninger begynder mange af os at opleve stress og frustration. Nogle af os sørger over at have mistet pårørende til Corona relateret sygdom. Nogle føler sig isolerede og ensomme, andre erfarer smerten forbundet med ikke at kunne besøge pårørende på sygehus eller plejehjem. Nogle har mistet deres arbejde, og mange er bekymrede for fremtiden. Frygt og angst sniger sig ind på os, når vi går i supermarkedet, eller når daginstitutioner og skoler langsomt åbner igen.

Corona virus er blevet en stærk påmindelse om vores fælles livsvilkår. – Både rige og fattige bliver smittede, og virus diskriminerer hverken på grundlag af race, køn eller religion. Vi er alle sårbare, og vi kan alle blive alvorligt syge og dø af Corona.

For blot to måneder siden, var vi ude af stand til at forestille os den virkelighed, vi oplever i disse uger. Nu ved vi, at vores liv og samfund skrøbeligt. Trods avanceret videnskab og teknologisk udvikling, kan en enkelt virus lamme samfund i hele verden. – Vi er alle i Guds hånd.

I sit andet brev til menigheden I Korint (kapitel 5) skriver Paulus: Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!
2. Kor 5:17-20

Jeg er overbevist om, at Metodister sammen med alle andre kristne kan og skal være en ressource for mennesker i vores samfund i denne krise situation. Vi er, som Paulus skriver, udsendinge, som har fået til opgave at bringe håb og forligelse. Selvom vi også selv har vores at kæmpe med, har Jesus lært os, at håb og tro er den stærkeste modgift mod den frygt og uro, vi alle oplever. Han har lært os, at Han er hos os midt i fortvivlelse og modløshed. Vi har lært at bede, og vi har erfaret den fred, som overgår al forstand – den fred som kun Jesus kan give et menneske.

Jeg er imponeret og stolt over den måde, vores præster, diakoner og ledere har reageret på under Corona krisen. I løbet af kort tid er kirken gået online. Vi live-streamer gudstjenester, budskaber og andagter. Kirker tilbyder drive-in gudstjeneste, de leverer mad til mennesker ude af stand til at forlade deres hjem, og de uddeler fødevarepakker til mennesker med behov for en hjælpende hånd. Nogle kirker har samlet penge ind og købt gaver og snacks, som de har afleveret på det lokale sygehus for at takke og opmuntre læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Mange anvender telefonen som et væsentligt redskab til at vedligeholde fællesskabet med telefonkæder, bønnekæder, sjælesorg via telefon og samtaler med syge og ensomme i alle aldre. Vi eksperimenterer med nye måder at være kirke på, og vi lærer og får vigtige erfaringer, som vi kan tage med ind i fremtiden. Jeg vil sige en stor tak for jeres tjeneste.

Krisen påvirker os også økonomisk, og jeg opfordrer til, at du overvejer hvordan du under omstændighederne bedst kan støtte din menighed med dine bønner og med dine gaver. Selvom vi i øjeblikket ikke kan mødes til gudstjeneste, er der behov for, at vi bliver ved med at bidrage økonomisk til vores menighed, så vi kan være kirke både under og efter krisen. 

Måske vil vi være nødt til at leve med de nuværende restriktioner i en lang periode. Mange af os vil blive udmattede og trætte, nogle er det allerede, og det er så mærkeligt. Ikke desto mindre opfordrer jeg til, at holde fast og holde ud i tillid til, at Gud vil lede os igennem dette og ind i Hans fremtid.

Må Gud give os alle håb!