Til Jydske Vestkysten
Kommentar fra Metodistkirken til de artikler om Frede Farmand, som avisen har bragt.

Vi har erfaret, at Jydske Vestkysten har påbegyndt en artikelserie om Frede Farmands oplevelser under årene på forskellige børnehjem, blandt andet Åløkkegården i Odense.

Af Jørgen Thaarup, Distriktsforstander og præst i København

Metodistkirken har i sin historie i Danmark oprettet et antal almennyttige institutioner, herunder den selvejende institution Åløkkegården i Odense, som lige fra begyndelsen har været en institution under tilsyn af danske myndigheder på børneforsorgsområdet. Børnehjemmets drift og funktion har ikke adskilt sig fra andre offentlige børneinstitutioner i Danmark.

Frede Farmands historie blev vi bekendt med, da Frede henvendte sig til os, faktisk til mig på min telefon, for at få oplysninger om den tid på Åløkkegården, hvor han boede der. Alle Frede Farmands spørgsmål til mig på det tidspunkt var udelukkende om Åløkkegårdens ledelsesmæssige forhold, om valg af bestyrelsesmedlemmer og hvordan forstanderen blev udvalgt og ansat. Jeg fandt de ønskede oplysninger, og jeg var klar over, at Frede Farmand havde en del smertelige oplevelser under alle sine barndomsår, også på Åløkkegården. Han omtalte revselse og straf, men han omtalte eller indikerede intet om seksuelle overgreb, hverken mod ham selv eller mod andre børn.

Frede Farmand har i TV2 udsendelsen for et par år siden sagt, at Metodistkirken ikke ville samarbejde med ham om at fremskaffe oplysninger. Det er ikke korrekt. Jeg tror, at Frede Farmand blev skuffet over, at Metodistkirken ikke kunne bekræfte hans version af egen historie. Han har ikke senere opsøgt Metodistkirken for at få flere oplysninger. Efter TV2 udsendelsen har vores Biskop Christian Alsted, som har kendskab til hele historien, haft samtaler med Frede Farmand for at tilkendegive, at Metodistkirken absolut er indstillet på at bringe oplysninger frem, som kan hjælpe Frede Farmand med at få styr på sin egen historie, som ganske tydeligt indeholder mange smertelig elementer.

Frede Farmands bog ”Barn nr. 33” har vi fået af Frede Farmand selv. Det er en bog, som viser Frede Farmands barndom, en barndom, som vi ikke ønsker for nogen. Hvis Metodistkirken har nogen andel i de forhold, som Frede Farmand angiver, skal vi både beklage og undskylde og tage stærkt afstand fra, også selvom det betyder, at vi dømmer vores egen historie, ligesom vi dømmer hele det offentlige børneomsorgsområde på den tid. Heller ikke i Frede Farmands bog ”Barn nr. 33” står der noget om seksuelle overgreb eller indikationer på samme. ”Barn nr. 33” er i det hele taget en meget mærkelig bog, hvor hensigten med bogen er ganske uklar.

Når der kommer anklager af den art, som Frede Farmand i TV2 udsendelsen og i de artikler, som Vestkysten nu bringer, så undersøger vi naturligvis sagen, så godt det lader sig gøre i de arkiver og journaler, som findes. Det har vi også gjort i sagen om Frede Farmand på Aaløkkegaarden. Vores undersøgelser går på tiden fra 1940 til 1956 og dækker mere end den periode, hvor Frede Farmand boede på Aaløkkegaarden i Odense.

Vi har læst samtlige protokoller fra børnehjemmets bestyrelsesmøder. Vi har læst Overinspektionens rapporter om de ofte foretagne tilsyn med børnehjemmets drift. Vi har læst skiftende lægers rapporter om deres tilsyn, samtaler med samtlige børn og ansatte, herunder psykiatriske- og sundhedsvurderinger. Amtslægens tilsyn. De månedlige lister over børnenes sygdomme, lige fra forkølelse og børnesygdomme til ulykker på legepladsen.

I 1944 må en forstander fratræde, fordi han i vrede havde slået et barn. Bestyrelsen ville ikke acceptere, at børn blev slået af ansatte. Bestyrelsen er indstillet på, at en af børnehjemmets ansatte skulle overtage forstanderjobbet. Det kunne imidlertid ikke godkendes af Omsorgsforsorgen, som forlangte, at en ny forstander skulle have læreruddannelse, hvilket bestyrelsens kandidat ikke havde. Der blev derfor tilsat en forstander, som bestyrelsen ikke kendte, men som kom fra et offentligt børnehjem i Silkeborg. Denne forstander var forstander frem til 1954, hvor alle børnene blev flyttet til det Struckske børnehjem i Tønder, heriblandt Frede Farmand, og denne forstander fortsatte som ansat ved børnehjemmet i Tønder, et børnehjem, som er ukendt for Metodistkirken.

I Frede Farmands historie er forholdene på Aaløkkegaarden så belastet og grumme, at børnehjemmet bliver nødt til at lukke ned. Forholdene skulle være alment kendt som dårlige på alle måder. Den version er ganske enkelt forkert. I 1954 er Aaløkkegaarden en velfungerende institution, som omtales som en ”Solstrålefortælling.” Hjemmet skal omdannes fra at være et børnehjem for vanskeligt stillede og anbragte børn til at være et børnehjem under åndsvageforsorgen. Aaløkkegaarden havde haft een afdeling, nu skulle hjemmet bygges om og næsten fordobles i kapacitet til at have to afdelinger, en spædbørneafdeling og en afdeling for almindeligt anbragte børn. Aaløkkegaarden fortsatte som selvejende institution frem til begyndelsen af 1990erne, hvor et antal ansatte kæmper for at indføre nogle af de principper, som Tvind-skolerne drives efter, hvilket fører til en del diskussioner i bestyrelsen. Der er i hele Aaløkkegaardens historie ingen optegnelser, der indikerer, at der skulle være overgreb mod børnene eller seksuel udnyttelse af nogen. Der er mange tilbagemeldinger fra voksne, som skriver om deres gode barndom på Aaløkkegaarden.

Efter Frede Farmands historie har vi søgt i de skriftlige kilder i Odense, på Metodistkirkens Landsarkiv og i Rigsarkivet. Vi har opsøgt tidligere personaler, som har kendt nogle af de ansatte i tiden 1945 og frem. Vi har opsøgt tidligere bestyrelsesmedlemmer og pårørende til afdøde bestyrelsesmedlemmer. Vi har ikke fundet noget, som kan bekræfte, at Frede Farmand eller andre har været udsat for seksuelle overgreb. Heller ikke voldelige overgreb eller lignende. Heller ikke rygter eller snak i krogene om dårlige forhold.

Efter TV2 udsendelsen om Frede Farmands historie ventede vi spændt på, at eventuelt andre ofre skulle melde sig. Det har vi set i andre tilfælde, hvor en overgrebssag offentliggøres. Faktisk er det et almindeligt mønster, at når først én står frem med en overgrebshistorie, så viser det sig hurtigt, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, men et antal overgreb. Vi har kun hørt en enkelt jævnaldrende med Frede Farmand sige, at han med Frede Farmands historie kan se, at der skete mere, end det han selv havde oplevet. Hverken dette vidnesbyrd eller andre vidnesbyrd har bekræftet Frede Farmands historie om overgreb i tiden han boede på Aaløkkegaarden.

Vi undrer os over, at TV2 journalisterne og Vestskystens journalister ikke er mere kritiske overfor deres kilder til denne historie. Enhver sandhedssøgen må nødvendigvis indeholde kildekritik. Hvorfor bliver Frede Farmands historie til en overgrebshistorie? Hvorfor sker det på det tidspunkt, det sker? Det spørgsmål kan vi ikke se, at Vestkysten stiller. Er der nogen sammenhæng mellem det element i Frede Farmands historie, at han skulle være udsat for seksuelle overgreb og så det tidspunkt, hvor historien og filmen om Godhavnsdrengene kommer frem?  Hvorfor er det ikke påfaldende, at historien om Godhavnsdrengene og Frede Farmands historie på Aaløkkegaarden har så mange lighedspunkter?

Vi undrer os også over, at TV2 og Vestkystens journalister ikke er mere kritiske overfor Frede Farmands udsagn, set i lyset af de tematikker og fremstillinger om helt andre forhold, som han i tidens løb har været i pressen med. Hvordan er Frede Farmands historie som sandhedsvidne?

Det er ikke vores opgave at underkende Frede Farmands oplevelser som barn. Hvis der skulle være noget, som vi, som Metodistkirke bag den offentlige børneinstitution Aaløkkegaarden i Odense, har ansvar for, så beklager og undskylder vi uden forbehold. Igen og igen. Det gør vi også, hvis nye oplysninger skulle dukke op, som gør, at vi må ændre historien om Aaløkkegaarden, som en velfungerende og god børneinstitution i tiden 1945 til 1956. Vi vil ikke nu kaste vrag på mange ansattes oplevelser af deres indsats på Aaløkkegaarden, og vi vil ikke underkende den betydning som et godt hjem, som Aaløkkegaarden har været for hundreder af børn og unge, som er vokset op på det sted og stadig kalder Aaløkkegaarden for deres gode barndomshjem.

Denne kommentar er udelukkende fremsendt for at sige tydeligt, at vi har forsøgt, men vi har ikke kunnet finde noget, som støtter den version af historien, som vi ser Vestkysten bringer om Frede Farmands oplevede seksuelle overgreb i barndomsårene på Aaløkkegaarden i Odense.

Hvis yderligere kommentar til dette ønskes, så er I velkomne til at kontakte:

Biskop Christian Alsted, Metodistkirken: bishop@umc-ne.org

Eller nedenstående:

Med venlig hilsen

Jørgen Thaarup

Distriktsforstander og præst i Metodistkirken