#SoCD2019
School of Congregational Development 2019
Idag begynder SoCD i Tallin, Estland. Godt 40 danske Metodister har taget turen fra Strandby, Holstebro, Aarhus, Vejle, Odense, København, Solrød og Rønne. Og det er danske Maria Thaarup der er konferencens gennemgående vært.
Af Maria Bræstrup Aaskov, kommunikationsmedarbejder og præst i Odense
De kommende dage venter der fællesskab med Metodister fra hele Norden og Baltikum, spændende undervisning, hvor en væsentlig andel af talerne netop er danskere og der bliver tid til at udveksle erfaringer, netværke og finde ind i et åndeligt samlingspunkt.
Hovedtalerne er præsterne Barry Sloan og Martin Atkins:
Martyn Atkins kommer fra London i England. Han har gennem 12 år undervist på Cliff College i evangelisation og mission, skrevet flere bøger og talrige artikler, og er idag efterspurgt underviser rundt i verden.
Barry Sloan kommer fra den irske Metodistkirke og har sammen med sin hustru tjent i Tyskland i mere end 20 år. De står I spidsen for “INSPIRE”, en fornyende tilgang til kirke I Chemnitz, Tyskland.
Under konferencen er det muligt at følge et spor med specifik undervisning:
– Missional kirke
– Nye steder til nye mennesker
– Tjeneste med immigranter og muslimer
– Tjeneste for og med unge
– Børn former tro
– Kreativ kommunikation
– Forvandlet indefra
Der er som nævnt mange danske talere på programmet: Jørgen Thaarup, Thomas Risager, Mai-Brit Tvilling, Mark Lewis, Daniel Steinvig, Maria Thaarup og Anne Thompson – det kan vi godt være stolte af.
Ved denne konference deltager en irsk drama gruppe Play it by Ear, som efterfølgende kommer på en lille tourné i Danmark, og et band af norske metodister.
Flere af de danske deltager har været afsted på SoCD tidligere, men det er første gang Amanda Urban er med, og hun rejste med forventning: “Jeg glæder mig til at møde en masse nye metodister – både fra andre menigheder i Danmark og fra de andre lande og se hvordan troen ser ud i deres liv. Jeg glæder mig til at have gudstjeneste sammen og til at dykke ned i de forskellige temaer, som er super aktuelle og relevante. Og så håber jeg på at blive udfordret og forhåbentlig blive lidt klogere!”
Amanda Urban er 22 år, studerer teologi i Aarhus, men er en del af menigheden i Odense. Her bidrager hun af og til ved gudstjenesterne og leder en smågruppe i kirken.
Læs sidenhen om indtryk fra konferencen, både fra Amanda og øvrige danske deltagere.