Mange har fulgt med – siden MBUF annoncerede at årets indsamlede offergave skulle gå til sommerferie aktiviteter på Udrejsecenter Sjælsmark. Mange har bidraget økonomisk til at det kunne lykkedes at stable et program og en indsats på benene, og en gruppe tog udfordringen om at være de medarbejdere der involverede sig med hoved, hjerte og hænder. Læs en af medarbejdernes oplevelse, henholdsvis af stedet Sjælsmark og de konkrete sommerlejr-dage med børnene.

Af Christina Bjørn Thomsen, Jerusalemskirken i København

Da jeg hørte, at MBUF ville lave sommerferieaktiviteter på Udrejsecenter Sjælsmark, var jeg ikke i tvivl om, at det ville jeg gerne være med til. Jeg bor tæt på og derfor var det muligt for mig at mødes med pædagogerne fra Røde Kors inden. Ude fra vejen ses set høje hegn og da jeg drejer ind til Sjælsmark møder jeg den første port. Bommen er nede og jeg ringer på, præsenterer mig og bliver lukket ind på parkeringspladsen. Da jeg kommer ned til indgangen til boligområdet venter Thomas fra Røde Kors på mig, han tjekker mig ind hos vagterne og vi går gennem boligområdet sammen. Det er hverdag, så børnene er i skole og her er næsten tomt, kun et par enkelte voksne møder vi på vores vej gennem lejeren.

“Fuldstændig udmattet efter fantastiske dage på Udrejsecenter Sjælsmark. Dagene har været fulde af følelsernes yderpunkter, aldrig har jeg følt mig så begejstret, magtesløs, håbefuld, frustreret, glad, vred, lettet, betydningsfuld og utilstrækkelig på en gang. Aldrig har jeg mødt børn så tillidsfulde, elskelige, håbefulde, frustrede, usikre og charmerende.”

Christina Bjørn Thomsen

Hvis jeg ser bort fra det høje hegn, der afgrænser hele områder, så minder det mest om en kedelig skolegård. Bygningerne er ens, området er asfalteret og flere steder er der malet cykelbaner eller hinkeruder på asfalten, jeg tænker ”her er da god plads til leg”, men kommer i tanke om, at hegnet tydeligt fortæller hvor legen skal stoppe og at det her er et boligområde og ikke et fritidssted og så er her ikke længere særligt inspirerende.

Alle 3 dage mødes vi et par timer inden børnene kommer og gør klar. Vi mødes udenfor porten og tager vores ens Tshirt på, jeg kan mærke at der sker ”noget”, vi ser på hinanden og nikker ”vi er klar”. Kort tid inden børnene kommer samles vi og beder sammen.

Vi er sammen med børnene i 3.5 time, tiden flyver afsted. Inden har jeg tænkt, at det bliver dejligt, at kunne koncentrerer mig om, at være sammen med de børn, der deltager i min aktivitet, mens pædagogerne fra Røde Kors har ansvaret for børnene i øvrigt. Mange af børnene er grænsesøgende og konfliktniveauet er højt mellem børnene, så hurtigt bliver jeg involveret i børnene. Børnenes ageren bærer præg af, at de er institutionaliserede og er vokset op på centre. En 8-årig pige fortæller, at hun kom til Danmark som 1 årig og Sjælsmark er der 4 center hun bor på. Børnene er selvfølgelig meget forskellige, men fælles er alligevel at de virker frustrerede, rastløse, konfliktfyldte og på samme tid enormt kærlige, åbne og elskværdige.

Det var en meget stærk oplevelse og det der fylder bagefter er taknemlighed og magtesløshed. Taknemlighed over det fællesskab, der opstod hos os, der var på Sjælsmark, magtesløs efter at have set børnenes levevilkår og visheden om, at jeg ikke kan gøre nok.