Adventstanker: Gud venter på meget små ting

Igennem advent deler lægprædikanter fra Metodistkirkens menigheder i Danmark reflektioner over adventstiden, håb og tro frem mod jul. 

Gud venter på meget små ting

Skrevet af Ulf Preisler, lægprædikant i Metodistkirken i Esberg

Når vi går ind i denne advent, markerer det starten på kirkeåret. Og, som vi alle bør vide, er det også starten på den ventetid, der er indtil juleaften. Ordet advent betyder “komme”, og det vi venter på er Herren, Jesus Kristus. Mange snakker om advent, som en slags fastetid, hvor vi bør se bort fra julens trængsel og travlhed, og i stedet kigge på os selv og vores forhold til Gud.

Dette er rigtigt og godt, og noget jeg helt kan tilslutte mig. Men, er det kun den måde vi skal se adventstiden på?

Jeg kan ikke lade være med at prøve at se det fra en anden vinkel. Nemlig Guds. Han, om nogen, venter. Han venter på store ting, som for eksempel Israels rejse gennem tiden og Hans egen Søns virke på jord. Og så venter han på små ting. Meget små, endda. Så små, at de kan virke ubetydelige på den kosmiske skala. Dog er intet ubetydeligt for Gud. Husk på hvad der står i Mattæus 6.26: “Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?“. Overvej hvor små ting Gud bekymrer sig om.

Men hvordan relaterer det sig til advent? Det gør det, fordi Gud venter på hver vores advent; vores “komme”. Han venter på at hver eneste en af os kommer til ham. At hver af os kaster os på knæ foran Jesus, og beder om at komme hjem. For Gud er vores advent noget, han ser frem til mere end vi nogensinde kan forstå. Jesus rækker hånden frem hele tiden, ikke blot til jul, men altid. Citatet ovenfor er en del af bjergprædiken i Mattæus 5-7, som alt sammen handler om vores forhold til Gud.

Guds forhold til os kan beskrives med ordet kærlighed. Det er helt korrekt, men det rækker ikke langt nok, når det kommer til vores egen advent. Kan du huske lignelsen om den fortabte søn i Lukas 15.11-32? Der kan man sandelig tale om en adventshistorie. Faderen (Gud) har ventet på hans søns (os) tilbagekomst. Og hvad er hans reaktion, da sønnen endelig viser sig? Det kan vi se i vers 20: “Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham”.Den følelse, den glæde, den forløsning som faderen her viser, er den samme Gud har, når vi tager imod den hånd, som Jesus rækker frem.

I denne adventstid, hvor vi fejrer Hans komme her på jord, må vi aldrig glemme, at Han også venter på vores komme. Vi skal bare tage det første skridt mod den hånd, Han rækker frem. Hvad med at bruge denne hellige tid på at tage dét skridt? Læg dit liv i Hans hænder, og vid at din egen advent sker her og nu og ikke engang i fremtiden.

God jul.

Mere indhold

Hyrdebrev fra biskoppen