1. søndag i advent: I adventskransens skær

Igennem advent deler lægprædikanter fra Metodistkirkens menigheder i Danmark reflektioner over adventstiden, håb og tro frem mod jul. 

I adventskransens skær

Skrevet af Bettina Pedersen, lægprædikant i Zionskirken, Rønne

En smuk sensommer dag sidst i september sidder jeg og kigger ud af vinduet på min arbejdsplads. Jeg nyder solen spejle sig i træer, buske, gravsten med mere. Det er den tid på året, hvor jeg begynder at se på granlister, grandækning og mospuder.

Grandækning er en smuk tradition på landets kirkegårde til ære for vore kære, men også et værn for de planter og blomsterløg, der bliver beskyttet mod vind og vejr i vinterens kulde.  Vi værner og beskytter det liv, som har været og det liv, som atter vil spire frem til foråret.

For mig er grandækning første tegn på, at advent er ”lige om hjørnet”. Advent er den tid på året, hvor vi ser frem mod det, som skal komme – Jesu Kristi fødsel.

Med advent følger gran, stearinlys. Og adventskransen ikke at forglemme; den hyggelige december tradition, som vi på hver vor måde fortolker. Hjemme hos os har adventskransen gennem tiden været den traditionelle grønne grankrans med lys og sløjfer, det har været adventsdekoration og nu de seneste år en smuk forgyldt adventsstage med 4 røde højglanslys. Vi har ikke altid været lige enige om, hvordan adventskransen skulle se ud, og det har fået mig til at tænke over, hvad adventskransen siger os, og hvad den symboliserer.

Lad os starte med farven på lys og evt. sløjfer. Jeg har selv røde lys, men burde måske vælge hvide eller violette lys i år, da de rent liturgisk har mere med advent at gøre.

Hvid er lys, glæde, renhed og uskyld. Hvid benyttes til de store glædesfester; jul og påske.

Violeter bøn, alvor, eftertænksomhed, hemmelighed, sorg. Violet benyttes til advent og i fastetiden.

Rød er kærlighed, lidenskab, de store følelser, hjertet og blodet. Rød er Helligåndens farve og benyttes til pinse.

I de senere år er der rundt omkring dukket mere moderne adventskranse op med for mig lidt utraditionelle farver, der ikke helt symboliserer det, jeg forbinder med advent.

Sort er sorg, død, stilhed, alvor, nat og bruges gerne langfredag

Blå/turkis himlens og troens farve og symboliserer fred.

Sølver månens og stjernernes farve, samt nattens lys. Sølv betyder skønhed, stilhed og fred.

Gulder Guddommelighed, kongelighed, majestæt, rigdom, stor glæde.

Adventstid med de 4 lys, som et efter et tændes på kransen, for 4. søndag i advent at blive til en helhed. Et barn vil måske spørge, hvorfor der er 4 lys på kransen, og du vil hurtigt svare: “Der er jo 4 søndage i advent “. Men hvorfor?

Fra ældgammel tid var tallet 4 tallet på de fire verdenselementer: Jord, Luft, Ild og Vand, som alt er skabt af.

Tallet 4 er den almindelige verden med de fire verdenshjørner: Nord, Syd, Øst og Vest. Der er fire arme på et kors og fire evangelister, evangeliet skal prædikes i hele verden.

Tallet 4 er også tallet for menneskelivet, der betragtes gennem de fire aldre: barndommen, ungdommen, voksenlivet og alderdommen

Velkommen grønne adventskrans
med dine lys så hvide,
de har så mild en højtidsglans,
nu er det adventstide

Det første lys vi tænder,
se blot hvor godt det brænder,
fortæller os, at tiden går
og julen snart vi får.

 

I adventstiden tænder vi lysene på kransen et efter et. Det er et godt billede på menneskelivet. Vi bevæger os fra ét stadie videre til det næste. Samtidig sætter vi spor, hvor vi bevæger os og forbedrer det, vi møder undervejs. Vore erfaringer fra de tidligere aldre tager vi med som rejsegods og bagage gennem livet.

Det var 4-tallet og de 4 lys!

På denne årets mørke tid
et bud de til os bringer,
at vi må bruge al vor flid
før juleklokken ringer

Det andet lys vi tænder,
se blot hvor klart det brænder,
fortæller os, at tiden går
og julen snart vi når.

Vi sætter 4 lys i en rund krans, og det er ikke nogen tilfældighed. En krans er ligesom en ring uden ende og symboliserer evigheden. Vi bruger bl.a. kranse, når vi skal markere evigheden i livet.

Når to mennesker giver hinanden troskabsløftet og hinanden tegnet på deres kærlighed gives (vielses)ringe. De symboliserer, at den sande kærlighed aldrig bliver tidsafgrænset, men varer evigt.

Den sidste hilsen, når vi smykker en kiste eller grav med en krans, betyder, at vi ønsker evighedslivet for den afdøde.

Snart holder hele verden fest
til Jesusbarnets ære,
og husk – vi gør det bedst,
ved gode børn at være.

Det tredje lys vi tænder,
se blot hvor godt det brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snar vi når.

Lysene på adventskransen er et billede på menneskelivet, som brænder ned på evighedens krans. Ligesom lysene er vi bestemt til at være lys og varme for dem, vi omgås med til dagligt. Lysene stråler, hygger, varmer og næsten lever med os. Samtidig fortæres de og bliver kortere, men når det sker på evighedens krans gør det ikke noget.

For de første kristne blev sejrkransen ved idrætslegene et billede på det, som venter de troende på opstandelses morgen.

Paulus siger: ” Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.”  (2. Tim. 4;7-8)

Når alle fire lys er tændt
de mørket kan forjage
så ved vi året har sig vendt
igen mod lyse dage.

Det sidste lys vi tænder .
se blot hvor klart det  brænder,
fortæller os, at tiden går,
og julen snart vi når.

Adventskransen er mønsteret for vort kristne liv som en lang adventstid, hvor blikket er rettet mod Ham, som kommer til os julenat.

Glædelig advent.