Meditation over kornet, der vokser af sig selv

Af Anne Thompson, præst

Denne meditation er lavet med inspiration fra Ignatius af Layola, der mente fantasien var et redskab, der gjorde det muligt for Helligånden at bruge menneskets egne erfaringer, sansninger og verdens billeder til at åbne for Guds virkelighed og dermed se og møde Gud selv.

Læs ordene herunder langsomt. Hold pauser. Brug tid med de ord, du lægger særligt mærke til eller bliv i de billeder, som dukker op i dit sind undervejs.

For at samle dig kan det være en god ting at tænde et stearin lys eller stille et kors, en blomst eller noget andet frem, der kan fungrere som visuelt holdepunkt. 

Sæt dig behageligt og lad kroppen slappe af.

En rolig og regelmæssig vejrtrækning hjælper til at finde indre ro.
Giv slip på alle andre tanker.
Når du har fundet en indre stilhed gå da videre til næste punkt:

Bed om at Helligånden åbner dit indre for Ordet og leder dig i meditationen. Du kan helt enkelt sige: Helligånd, kom og vær mig nær.

Læs bibelteksten herunder langsomt igennem. Tag gerne pauser undervejs. Læs også gerne flere gange. 

Bibeltekst: Markus 4:26-28
Og han sagde: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset.

Lev dig ind i fortællingen.

Forestil dig at du er den, der går ud for at så. Mærk de små, hårde kerne i din hånd.
Hvordan mærker jorden under dine fødder? Måske kan du dufte jorden eller mærke vinden på dit ansigt.
Du går fra marken, kornene bliver liggende hvor du såede dem.
Du går hjem, ind i dit hus. Og kornene bliver i jorden.
Hvad sker der i jordens mørke?

Mærk glæden ved at komme ud på marken en morgen og se, at den er grøn af små spirer. Se de små kimblade – så skrøbelige, så livsduelige. Mærk forundringen over at jorden har givet sin afgrøde. Af sig selv.

Se, hvordan planten langsomt men sikkert vokser. Først strå, så aks og endelig korn i aksene.

Vend dig nu til Jesus, som er den, der fortæller denne lignelse om m kornet. Og om Guds kongerige.

Hvilke følelser eller tanker vækkes i dig ved ordene om, at at Guds rige vokser af sig selv?

Er det en lettelse eller befrielse? Eller er det provokerende? Dvæl ved det, der dukker op og tal til Jesus om det, som du ville tale med en ven.

Sig takfor at den levende Jesus, som fortalte sine venner historien om Guds rige og kornene på marken, er hos dig netop nu. Fortæl ham, hvad det betyder for dig, at væksten i Guds rige er en gave, der kommer af sig selv – også til dig.

Lad tankerne flyde frit fra dit hjerte og til Gud hjerte.

Søg en dybere stilhed. Tilbed Gud, Han som omslutter dig på alle sider og elsker dig dybere end alle ord.

Når du er klar, slut da din meditation af med en kort bøn. Det kunne være denne:

Herre, til dig kommer jeg, som jeg er,
ikke som gerne ville være.
Du kender mig bedre end jeg selv gør.
Overfor dig kan jeg aldrig forstille mig
– behøver ikke at gøre det –
din kærlighed gælder ikke kun mine egenskaber,
jeg kan hvile trygt i din kærlighed.
Jeg kan vokse og blive et helt menneske.
Tak, Gud, for din kærlighed. 

Bønnen er fra ”Böner från S:t Davisgården”

 

Mere indhold