Hvilke spor har Gud sat i dit liv?

Nedenstående er fra Strandby menighedsblad. Louise Aaen, præst, funderer over, hvordan Gud sætter spor i vores liv:

Temaet for Metodistkirkens landsmøde i begyndelsen af juni var: “Vi sætter spor” – og landsmødet har sat spor. Der blev truffet væsentlige beslutninger, ført vigtige samtaler og bedt. Her blev leet og leget – både af børn og voksne. Landsmødet fejrede gudstjeneste, nadver og indviede fire nye lokalpræster. Sammen var børn, unge, voksne og ældre Metodistkirke med hjerte, hoved og hænder på Idrætsefterskolen Lægården i en weekend. Du kan se billeder og læse artikler fra landsmødet på metodistkirken.dk.

På landsmødet blev der stillet 3 vigtige spørgsmål, som jeg har lyst til at bringe videre til dig som læser dette. Hvordan har Gud sat spor i dit liv? Hvem har haft betydning for, at du har fundet en tro, der kan bære dig i livet? Og til sidst hvem mon du betyder noget for?

Det er interessante spørgsmål at tænke over, for de beskriver livet med Gud som fantastisk personbåret. Det er mennesker, der deler liv med hinanden, som lader troen leve mellem mennesker. De typiske svar på, hvem der har haft betydning for min trosudvikling, er fx. “mine forældre”, “min præst”, “min bedste ven”. Det er altså de helt nære relationer, det kommer an på. Dem jeg selv har betydning for, selvom jeg måske ikke er klar over det, er også dem, som jeg har helt tæt inde på livet og som kigger på, hvordan jeg lever og forhåbentlig ser et forbillede dér, som er værd at efterfølge. Derfor er det vigtigt at
spørge sig selv: Gør min tro en positiv forskel i mit liv, så det kan mærkes og ses af andre omkring mig?

Hvilke spor har Gud sat i dit liv? Det er også et spørgsmål, der er værd at reflektere over. Mon ikke, at Gud har sat rigtig mange aftryk i hver en af os, når vi tænker over det? Når vi døber børn i Metodistkirken, velsigner vi dem og beder om, at Helligånden må lede dem til personlig tro på Jesus Kristus som frelser og Herre. Vi har tillid til, at Gud vil fuldføre det værk, som han har begyndt i os, for troen er ikke noget man bliver færdig med lige med det samme. Det er noget, der forhåbentlig udvikler sig livet igennem og sætter sig spor. Som metodister lægger vi vægt på, at livet med Gud skal bære frugt. Paulus giver os det smukke billede af Åndens frugt i Galaterbrevet: Kærlighed, glæde, fred, godhed, venlighed, mildhed, tålmodighed, trofasthed og selvbeherskelse. Det er bare nogle af de ting, som Gud ved sin nåde lader vokse frem i den enkelte og noget, som vi får lov at øve os på, når vi kommer sammen i menighedens fællesskab med det formål, at sammen kunne nå flere mennesker med budskabet om Guds kærlighed og frelse.

Velkommen i kirke i sommertiden.

Sammenligning Præsteløn – konklusion på analyse

Mellem præsterne i Metodistkirken, henholdsvis med og uden embedsbolig, er der en forskel i udbetalt løn på 44.820 kr. om året eller 3.735 kr. om måneden. Det er stadig opfattelsen at der ikke kan holdes en bolig for dette beløb. Hvis der regnes et normalt boligbidrag vil præster med embedsbolig placere sig et sted i midten af sammenligningsfeltet og præster uden embedsbolig er lønmæssigt ikke på niveau med de sammenlignelige stillinger. Desuden har det indgået i anbefalingen, at præster med embedsbolig ikke har mulighed for opsparing i egen bolig gennem et livsforløb.

Indbetaling til pension for præster i Metodistkirken er procentuelt på niveau med de sammenlignelige stillinger, men beløbsmæssigt er indbetalingen til pension mindre.

Sammenligning Præsteløn – Anbefaling

Som grundlag for vores anbefaling indgår et ønske om at motivere til anvendelse af den nuværende model med embedsbolig fordi:

  •  Ordningen er økonomisk fordelagtig for både præst og menighed. 

  •  Ordningen udligner geografiske forskelle i omkostning ved bolighold. 

  •  Ordningen sikrer at præsten bosætter sig tæt på kirken 

  •  Ordningen understøtter ønsket om at holde præsterne ”flytbare” 
Udbetaling af et løntillæg til præster uden embedsbolig, som beregnes er der samme princip som skattepligtigt tillæg for embedsbolig, fastholdes. 
Målet er at sikre en aflønning, som er markedskonform og anerkender uddannelsesniveau, men også anerkender at ”solidaritets princippet” medfører et lønniveau, som er lavere end slutløn for de sammenlignelige stillinger. 
Det er vores anbefaling, at der laves en 3-årig aftale om tilpasning af lønniveauet for præster i Metodistkirken. 


Sammenligning Præsteløn – Anbefaling

År 1

  •  Arbejdsgivers indbetaling til pension hæves 2l 17%, så den samlede indbetaling til pension bliver på 20%. 

  •  Antal feriedage øges med 5 dage så ferie ialt udgør 6 uger. Ferie skal sikre at præsten rekreerer sammen med sin familie, derfor skal ferie afholdes og kan ikke udbetales. Efter aftale med lokal pastoral komite kan 1 uges ferie overføres til efterfølgende ferieår, men der kan ikke akkumuleres mere end 1 uges ferie til overførsel. 

  •  Fremtidig lønregulering følger regulering af præster i folkekirken, dog med et års forsinkelse. 

  •  Lønregulering i.h.t. ovenstående forslag 


År 2

  •  Lønregulering i.h.t. ovenstående forslag 

  •  Ekstraordinær lønregulering på 10.000 kr. om året. 


År 3 


  •  Lønregulering i.h.t. ovenstående forslag 

  •  Ekstraordinær lønregulering på 10.000 kr. om året. 


Sammenligning Præsteløn – konsekvens

Når forslaget er fuldt implementeret er lønnen til vores præster hævet med 30.000 kr. om året.

Samlet årlig indbetaling til pension vil være på 73.325 kr., hvilket er 4.000 kr mere end for præster i Baptistkirken, 3.000 kr mere end for lærer i folkeskolen og 1.000 kr. mindre end for præster i folkekirken i løngruppe 1.

For en præst med embedsbolig vil udbetalt løn stige fra 157.592 kr. til 167.023 kr. Hvis en præst i folkekirken i løngruppe 1 skal betale bolig ud fra cirkulære om embedsbolig, vil udbetalt løn beløbe sig til 190.112 kr. Forskel i udbetalt løn på 23.089 kr. begrundes med konsekvens af ”solidaritetsprincip” for præsterne i Metodistkirken. Det er vores opfattelse at boligbidraget for præsten i Folkekirken på 5.155 kr. om måneden er lavt i forhold til faktiske omkostninger ved at holde bolig. Ved en sammenligning af løn for en præst med embedsbolig og en præst i folkekirken i løngruppe 1 uden embedsbolig er det vores opfattelse at vi aflønner bedre idet udbetalt løn vil være ligestillet ved en husleje på 6.640 kr. pr. måned og hertil kommer fordelene ved ”solidaritetsprincippet”.

For en præst uden embedsbolig stiger udbetalt løn fra 202.402 kr. til 214.844 kr. I forhold til en præst i folkekirken i løngruppe 1 vil der være en forskel i udbetalt løn på 37.135 kr., som delvist begrundes medkonsekvens af ”solidaritetsprincip” og delvist en motivationsfaktor for valg af ansættelse med embedsbolig, hvor det er præstens valg om ansættelsen er med eller uden bolig.

Landsledelsens forslag blev vedtaget af Landsmødet.

Mere indhold

Nyt fra Landsledelsen