Radikaliserede Metodister

Distriktsforstander Jørgen Thaarup taler her ved et møde mellem europæiske distriktsforstandere i UMC december 2017.

Skrevet af distriktsforstander Jørgen Thaarup

Biskopperne skriver. På internettet og Facebook suser pressemeddelelserne og refleksionerne rundt. Mange reaktioner i alle retninger følger. Biskopperne har været samlet. De har snakket om kirkens holdning til diskrimi – nation af mennesker på grund af køn og race. Det er et vigtigt emne, når man ser den diskrimination, som finder sted i en del biskopsområder i både øst og vest. Biskopperne har stor magt i spørgsmålet om diskrimination indenfor Metodistkirken. Vi kan kun støtte, at biskopperne i deres udnævnelser, fastsættelse af løn og ansættelsesforhold og støtte til personer, som avancerer til ledelsesniveau i biskopsområderne ikke diskriminerer på grund af køn og race. Biskoppernes pressemeddelelser understreger den historiske position, som Metodistkirken har i spørgsmålet om inkludering og ingen diskrimination. Det kan vi alt sammen være helt enige i. Tak for det!

Men så kobles spørgsmålet om diskriminering sammen med en afstemning i Generalkonferencen og sidste års Årskonferencer. Hvor kom den kobling fra? Det havde jeg ikke set komme.

Og det bliver meget alvorligt og formanende.

Biskopperne sætter fokus på den del af kirken, som ikke støttede de to fremsatte forslag til ændring i Disciplinen. Er metodisterne blevet radikaliserede? Går de ind for diskriminering, kvindeundertrykkelse og racisme? Det kunne man tro, når man læser biskoppernes pressemeddelelser og refleksioner. Det er jo ikke så godt.

Metodistkirkens Årskonference i Danmark stemte sidste år ”nej” til det ene forslag. Det er biskopperne ikke glade for. Men danskerne stemte ”ja” til det andet forslag. Det er de mere tilfredse med. Dog, vores egen biskop Christian er blevet så chokeret over afstemningerne i nogle af de Årskonferencer, han er leder af, at han ikke kan genkende dem, han er sammen med. Det er ikke godt. I Norge skriver de om den skandale, der er overgået Metodistkirken i disse afstemninger. Og kirkeledere fra andre kirker kontakter os og spørger, hvad er der sket i Metodistkirken? Er I blevet radikaliserede alle sammen? Det må vi gøre noget ved. Biskop Christians skriv må i hvert tilfælde give anledning til spændende diskussioner på de kommende årskonferencer. Der bliver også behov for at meddele økumeniske søsterkirker, hvad er der sket i Metodistkirken, og har vi stadig økumenisk fællesskab?

Biskopperne understreger, at de ikke ved, hvilke motiver, der ligger bag de to afstemninger om ændringer i Disciplinen. Men de skriver, somom de tror, de ved, at kirken vil diskriminering, undertrykkelse og ingen inkludering. Hvorfra ved de, hvilke motiver jeg har haft for at stemme ”nej” til det første forslag, og ”ja” til det andet forslag? Der er nogle på Facebook, som ikke begriber, hvorfor det giver god mening at stemme forskelligt på de to forslag.

Nu skal jeg fortælle jer mine motiver:

For det første. Det ene forslag er en ny paragraf i Konstitutionen, som er kirkens grundlov, om at kirken er inkluderende, stiller mænd og kvinder ligeværdigt. Yes, det er helt rigtigt. Men hvorfor skal vi have en paragraf mere, som fremhæver denne selvfølgelige teologi? Vi har allerede en stor paragraf i Konstitutionen om generel inklusivitet: i Metodistkirken diskriminerer vi ikke nogen, mennesker er ligeværdige, vi tilsidesætter eller undertrykker ikke nogen uanset hvad. Kan det siges mere generelt end det, der allerede står i Konstitutionen? Desuden omtaler biskoppernes skriv en række citater fra Disciplinen, hvor temaet om kvinders ligeværdighed er udviklet meget bedre og udtrykt i stærkt teologisk sprog. Biskopperne ved jo godt, hvor de i Disciplinen skal finde kirkens tydelige, uforandrede og historiske position, som giver basis for ikke at udøve diskriminering på grund af køn og race i biskoppernes forvaltning af personaleforhold, udnævnelser og avancement til højeste lederniveau. En ny paragraf, som ikke lægger nye teologier, nye principper og nye idealer til det, vi allerede har i Disciplinen, har ingen funktion, og slet ikke som en paragraf i Konstitutionen.

For det andet. Det ene forslag indleder en diskussion, om at kirken ikke har fulgt sin egen teologi og sociale principper. Sætningen ”The United Methodist Church acknowledges the long history of discrimination against women and girls.” Det er jo fint nok at sige sådan, hvis teksten var en del af en historiebog eller resolution. Men Konstitutionens rolle er tydeligt at fastsætte kirkens teologiske værdier og sigtepunkter, som kirken kan styre efter og efter bedste evne søge at realisere. Ingen andre paragraffer i Konstitutionen indleder diskussion om kirkens manglende evne eller vilje til at nå sine mål og forfølge sine idealer. Jeg ønsker ikke at se en Konstitution, hvori der står, at vi i vores historie anerkender diskrim nation af kvinder og piger. Konstitutionen skal begrænse sig til vores teologi om ikke at diskriminere af nogen årsager, og sætte dette princip tydeligt på horisonten.

For det tredje. Det ene forslag indeholder sætningen: ”The United Methodist Church recognizes it is contrary to Scripture and to logic to say that God is male or female, as maleness and femaleness are characteristics of human bodies and culture, not characteristics of the divine.” Det var noget af en sætning, som indeholder en del problemer. Skriften siger tydeligt, at Gud skabte mennesker i sit billede, maskuline og feminine, til Guds lighed. Den foreslåede sætning adskiller menneskets maskuline og feminine identitet fra Gudsbilledet. Menneskets udvikling af seksuel identitet har ikke noget med Gudsbilledet at gøre, siger sætningen. Det er jo direkte forkert i forhold til Skriften. Og hvad angår logik, så må det være logik, at enhver seksuel identitet, som mennesket får eller udvikler, må kunne spejles i guddommen, hvis vores teologi om at være skabt i Guds billede er rigtig. Hvis Konstitutionen kommer til at indeholde en sætning om, at menneskets maskuline eller feminine identitet ikke har noget med Gud at gøre, så vil vi få alvorlige problemer med andre dele af Disciplinen, som siger noget andet. Disse andre teologier i Disciplinen vil blive ulovlige, fordi Konstitutionen er grundloven, som al anden lovgivning i Disciplinen skal rette ind efter. Og hvad vil en sætning, der adskiller menneskets seksuelle identitet fra Gudsbilledet betyde for den nuværende diskussion om A Way Forward? Hvis vi har så uklare konstitutionelle teologier om menneskesynet, hvordan vil det så hjælpe os med LGBTQ og andre identiteter? Der kunne også være dem, der ville hævde, at denne sætning er ugyldig, fordi den er i konflikt med de restriktive love, som siger, at Generalkonferencen ikke må beslutte ny dogmatisk troslære. Juridisk Råd kan snart komme på arbejde igen.

For det fjerde. Det andet forslag er en simpel redigering af den nuværende tekst, så den sprogligt og logisk bliver meget bedre. Ligeledes er det en yderligere konkretisering af paragraffens overordnede og generelle formuleringer ved tillæg af flere kategorier, som vi ikke skal diskriminere eller undertrykke. Fint nok. Det stemte danskerne naturligvis for. Hvis ikke disse forandringer godkendes, så er det selvfølgeligt ikke godt, at tydeliggørelsen af vores teologiske inklusivitet ikke gennemføres. Men indholdsmæssigt er der ikke faktuelt sket noget i forhold til den mere knudrede paragraf, vi har haft de sidste 50 år.

Nu er det imidlertid kommet frem, at de formuleringer af de to ændringsforslag til Disciplinen ikke var korrekte. Så er afstemningerne i Årskonferencerne ikke gyldige. Afstemningerne må gå om.

Så bliver biskopperne glade igen.

Den massive eksponering, som er sket i den udsendte pressemeddelelse og refleksion over samme, påvirker kirkens folk. Naturligvis. Facebook og e-mail folket bevæger sig med lynets hast. Formuleringerne og de populistiske positioneringer flyver afsted, så almindeligt ordskrivende mennesker har svært ved at finde ud af, hvor er vi? Og hvad skal vi tænke? Men helt sikkert er det, at dem, der har stemmeret i Generalkonferencen og Årskonferencerne påvirkes, og stemmer flyttes. En ny afstemning vil ganske givet betyde, at de to ændringsforslag flyver lige igennem. Hvem tør reflektere yderligere? Hvem tør ytre synspunkter, som ikke følger den simplificering og redu cerede diskussion, som nu florerer? Et nyt afstemningsresultat er givet på forhånd.

Det rejser den interessante tanke: Biskopperne stemmer ikke ved ændringer i Disciplinens love og indgår ikke i kirkens lovgivende magt. De administrerer lovene, som den udøvende magt. Når biskopperne har valgt at bryde deres neutralitet i lovgivningsprocessen ved udsen- delse af pressemeddelelser og refleksioner over samme, så bliver resultatet ved en ny afstemning, at biskopperne de facto udøver lovgivende magt i Metodistkirken. Det kommer mange til at snakke meget om. Ikke i Danmark, men andre steder.

Nu står Årskonferencerne for døren. Vi vil kæmpe imod enhver diskriminering og undertrykkelse af enhver årsag. Men det er ikke sikkert, vi vil ændre vores stemme om de to forslag, som allerede har været til afstemning en gang, for i hvert tilfælde det ene forslag er et dårligt forslag for vores teologi om mennesket.

Og så må vi se om biskop Christian igen kan genkende, hvem han er iblandt. Vi kan jo ikke have, at han sådan går rundt og bliver desorienteret og ikke ved, hvilke motiver, der styrer vores praksis og policy. Er vi blevet radikaliserede, eller har vi blot andre vægtige vurderinger?

Set i bagklogskabens klare lys, så ser det faktisk ud somom den danske Årskonference var vågen sidste år, da den stemte “nej” til et forslag, som Generalkonferencen havde forkastet, og som aldrig skulle have været sat til afstemning. Men i samme lys melder spørgsmålet sig: Hvorfor var der så mange, der reagerede imod, at danskerne faktisk stemte ganske klogt? Og hvorfor var der så mange andre Årskonferencer, som stemte “ja” til noget, som var forkert?

Læs om forslagene, der faldt og biskoppernes reaktion

Læs biskop Christian Alsteds respons til afstemningen her