Missionen lever endnu

Inspireret af: ”Vi bilder os selv og vores unger ind, at et rigtigt liv kun er et godt liv, men det er løgn” (Information, 18. april, 2017)

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar. 

(Esajas 53:4)

På påskelejren er det tradition, at der Langfredag aften afholdes stillestund. Stillestunden foregår i et mørkt rum, kun oplyst af et par stearinlys, der står på et lavt bord. På bordet står også et trækors som lyser op i skæret fra de små væger. De enkelte tændte stearinlys bliver akkompagneret af flere, som stillestunden skrider frem. Flammen bliver tændt som en tanke til en man har kær, eller for de lidelser, der er i ens liv. Det lille lys bliver tændt i en bøn om at det der fylder os med smerte, og det, som virker uoverkommeligt, må blive taget fra os. Det er en bøn om hjælp hvisket i magtesløshed; en bøn til Ham.

Udover lystændig bliver der spillet musik, og man kan blive bedt for. Både fra musikken og fra de stille samtaler i mørket er det klart, at der er tale om klagesange. Der er brug for at græde, der er brug for stilhed.

Man kan forlade stillestunden, når man vil og gå ind i det tilstødende lokale, hvor brætspillene og slushicemaskinen holder til. Næsten ingen forlader stillestunden de første 30 minutter; ikke fordi at nogen føler sig forpligtet til at blive, men fordi her er rart at være. Fordi der opleves et behov for at sidde her i mørket og lytte til musikken, og mellem numrene til den sagte regn der falder på ovenlysvinduerne.
Unge og dem, som er ældre end dem, lever i en verden som flyder med Instagram-billeder. Billeder, der er redigerede, billeder, der har filtre over den virkelighed, som de forsøger at portrættere. Billeder, der er manipuleret, men smukke. Det er det smukke liv, der vises på Instagram, de øjeblikke hvor livet når sine højder. Det kan være en indkapsling af solnedgangen på en strand i Thailand, den veltrimmede overkrop eller store smil i den nystrøgede nytårsskjorte og den kolde champagne. Og det er jo dejligt, at vi kan dele disse skønne oplevelser, med dem som ønsker at følge med i, hvad vi går og foretager os.

Men det er som om vi langsomt glemmer at Instagram ikke er den virkelige verden, men kun er et glansbillede af den. Med så store mængder af billeddokumentation kan man begynde at tro, at andre mennesker faktisk lever smukke, perfekte liv. Instagram-livet fortæller den historie, som mange stræber efter i dag: det gode liv er et lykkeligt liv. ”Jeg ønsker kun, at du skal blive lykkelig”. Men hvilken byrde at skulle kunne leve et lykkeligt liv! Instagram formidler det lykkelige liv. Et liv med filter.

Problemet er at vi ikke er lykkelige. Vi triste, føler os forkerte og fejlbarlige.

Stillestunden på langfredag er det modsatte af Instagrams solgyldne verden. Stillestunden er helt uden filter, men er nærmere der, hvor huden er helt tynd. Det er et rum, der åbner for de mørke sider af livet. Et rum for tårer, modgang og sorg. Det er en påmindelse om den eksistentielle livslektie: at livet indeholder en stor mørk masse.

Af og til spørger vi os selv: hvilken kirke bør vi være? Vi bør naturligvis være mange forskellige ting.

Jeg tror dog, vi begår en stor fejl, hvis vi opfatter det som kirkens opgave alene at underholde, også når det kommer til de unge. De unge vil meget mere end underholdes. De vil ikke kun se billeder med filter, for sådan er livet ikke. Det samme gælder dem, der er ældre. De vil være stille, lytte til klagesangene, blive bedt for. 

Vi bør tænke det rum, som vi som kirke skaber, som et rum, der minder om stillestunden – som et fejlbarlighedens rum. Vi bør stræbe efter og minde hinanden om at være et fællesskab, der bekymrer sig om hinandens tårer; et fællesskab hvor det er perfekt at være uperfekt; et fællesskab hvor vi kan krænge vores sjæl ud i en klagesang til Ham, som har lovet at være med os.

Det er som med elementerne, der står på det lave bord til stillestunden; jo flere lys der tændes, desto mere skinner korset.