Jeg har været spejder siden jeg knapt kunne stave mit eget navn. Og der er mennesker, om jeg har fulgtes med hele vejen. Det er som en spejderfamilie. Det kunne sikkert også have været andet, men nu var det spejder, jeg gik til i kirken.

Det har været med til at gøre mig til mig, at jeg har haft de her venner, som altid har været der. Som har været et fristed, hvor jeg kunne drømme stort og skifte mening – og de var ligeglade, for jeg var jo stadig Anna. 

Hvad er det egentlig jeg tror på? Jeg tror, at historierne om Gud og Jesus har skabt et fællesskab, som jeg er blevet en del af. Det fællesskab er med til at udføre de her grundberetninger om venner for livet, at gøre verden til et bedre sted og at være kendt for kærlighed. 

Når jeg har været på lejre og til gudstjenester på lejrene, så bliver jeg fyldt med en følelse af, at troen ikke behøver kun at være, at man går i kirke og beder, men at man tager de værdier med sig og prøver at leve efter dem på en måde, der giver mening for én selv. 

Som f.eks. at man har venner på livet, som man værdsætter og har stor værdi i. Og at gøre verden til et bedre sted er helt essentielt.

Jeg vil gerne være hjælpsom. Og hjælpe, hvor jeg kan. Også selvom jeg bliver snydt. Det er en overbevisning jeg har og et aktivt valg at prøve at være et kærligt menneske. Måske er det naivt, men jeg prøver virkelig at tænke over at smile til folk, sige god dag og hej, gør det altid også selvom folk bliver forskrækkede. Det er en form for kærlighed for mig til fremmede mennesker.

For mig er troen i mig, noget jeg selv må bestemme, hvad er og hvad skal gøres med. Hvis jeg går ud, og gør verden til et bedre sted, smiler til alle i brugsen, arbejder for unge og giver en 50’er til husforbi…. så føler jeg også, at jeg går ud og gør Guds gerning – bare på min egen måde. Som ikke behøver være så regelbestemt i mit liv.

Det er jo ikke en enkelt ting, der har betydet det. Det er en hel opvækst. 

Jeg tror, det har meget at gøre med de mennesker, jeg har mødt. Fordi spejder har gjort, at jeg har mødt forskellige syn på verden, og på hvordan livet hænger sammen. Der har været stor åbenhed og frihed til at være en selv, og på den måde også lært utroligt meget af alle de andre. Det har gjort det muligt at udvikle sin egen mening om livet i fællesskabet med de andre. 

Når forskelligheder mødes, er der også en god mulighed for at få en ny virkelighed, vis man er åben og sænker sine parader. Det sker f.eks. på spejderlejre og det er nat og man sidder rundt om et bål med alle sine gode venner og kan tale frit, og de gode samtaler kommer frem, og man føler sig helt forbundet. Dér kan man mærke fællesskabet. 

For mig er historien om de 99 får og det ene, der løb væk, men som blev fundet, synonym for Guds kærlighed. For mig har Metodistkirken været det sted, hvor der har været en evig kærlighed. 

Lige meget om det går godt eller skidt – når jeg kommer der, og ser de her mennesker, er der kærlighed og forståelse. 

Det er noget som jeg ikke har fundet i andre fællesskabet i mit liv Det er også en af grundene til at jeg bliver ved med at komme på lejre og i kirken. 

Det har givet mig helt vildt meget socialt. Jeg har fået virkelig mange sociale kompetencer gennem lejre og kirken. Kirken har givet mig selvtillid især på de sociale aspekter: Jeg er blevet god til at rumme folk og være sammen med mennesker. Jeg fik lov til at rejse til Sydafrika og tog selv til Frederikshavn for at holde foredrag om det som 18-årig. Og det var overhovedet ikke nervøs for det. Det er gennem kirken jeg har lært at turde stille mig op overfor andre mennesker.  Og det vil jeg gerne give videre til andre.

Jeg vil virkelig gerne bidrage til at give social selvtillid, så unge ikke er bange for at være sig selv og være sammen med andre. 

Alle har hver deres gaver, som de er gode til. Det kan være noget man har lært eller er opvokset med. Jeg har et nært forhold til Gud og snakker dybt med Gud, men jeg tror på, at jeg har fået en gave fra Gud til at tro på det bedste i folk. Og jeg har lyst til at alle skal have social accept og succes. 

For mig er det dyrebart. 

Hvis man ikke føler sig tilpas med andre mennesker – det kan være vildt hårdt, tror jeg. Jeg synes ofte, jeg møder unge, der ikke føler sig tilpas eller skal skeje ud eller fjolle sig ud af ting. Tænk, hvis de kunne være sig selv og være trygge i, at den jeg er er godt nok.

Det har kirken hjulpet mig med. Her har jeg ikke behøvet at spille en rolle. Det har aldrig handler om, om jeg har fede sko eller en dejlig familie, men om at jeg er et nice menneske at være sammen med. Det har jeg taget med og det vil jeg gerne give videre.