”Danmark spiser sammen” i Frederikshavn
”Danmark spiser sammen” i Frederikshavn
Metodistkirken og Baptistkirken i Frederikshavn spiser sammen og hele Danmark er inviteret.
Det foregår i forbindelse med projektet “Danmark spiser sammen” til bekæmpelse bl.a. af ensomhed onsdag 25. april kl. 17.30-20.00 i Metodistkirken.
“Vi inviterer til et fælles måltid mad og dermed mulighed for at være sammen med andre mennesker. Vi gør det, fordi vi er opmærksomme på værdien af relationer,” siger Keld Munk, præst i Metodistkirken. “Vi næres af at være sammen med andre mennesker. Derfor er måltidet en fin anledning til at få noget menneskeligt fra hinanden!”
Pensionist Inger Pedersen fra Læsø blev i maj måned 2017 en kendt person. Med håndkraft kørte hun i sin rullestol hele vejen fra Læsø til folkemødet på Bornholm. Hun kommer og fortæller, hvad gode relationer betyder for os mennesker. Hun vil også fortælle om og vise billeder fra sin tur til Bornholm.
Det er Baptistkirken og Metodistkirken, der i fællesskab inviterer til ”Danmark spiser sammen” i Frederikshavn. Menuen står på kyllinge-ris-taffel efterfulgt af en kop kaffe.
Alle, der har lyst – børn & voksne, unge og ældre, ny-danskere som gl. danskere er velkommen til mad og fællesskab. Vi har plads til 100 personer – og det er gratis.
Tilmeldingen foregår på hjemmesiden for Danmark spiser sammen eller til viviannandersen@hotmail.com, tlf. 41 10 18 73 senest 22. april.
Klummer af Jørgen Thaarup
/af Maria AaskovKlummer af Jørgen Thaarup
Klummen er alene et udtryk for skribentens holdning!
Af Jørgen Thaarup, præst
Lad os tale om tro, igen!
Lad os tale om tro, igen!
Det er der mange, der gør. Både i Metodistkirken og i andre kirker, i menigheder og udenfor kristne miljøer.
Alle verdens kirker, de såkaldte økumeniske kirker, har annonceret en fælles invitation til at tale om tro. Hele næste år, 2025.
Det drejer sig om fejringen af 1700 året for den mest betydningsfulde tekst om tro, der nogensinde er skrevet. Nej, det er ikke Bibelen. Det er den Nikænske trosbekendelse, som blev formuleret i en alvorlig krisetid omkring kirkens tro i år 325 i byen Nikæa udenfor Konstantinopel.
Den Nikænske Trosbekendelse er den afgørende økumeniske tekst om kristen tro, som forener alle verdens kirker og kirkelige bevægelser. Det er faktisk sådan, at denne trosbekendelse er den ultimative tekst, der sætter ord på, hvad kristen tro er.
Når verdens kirker inviterer til fejring af den Nikænske Trosbekendelse i hele 2025, så gælder fejring ikke alene, at vi læser og bruger den Nikænske Trosbekendelse, som står i Metodistkirkens salmebog på en af de forreste sider. Verdens kirker er også blevet enige om en moderne kommentar til hele trosbekendelsen, en kommentar som udfolder, hvad kirkerne tror og tænker og føler og oplever omkring det lille ord ”tro.” Og hvilket indhold og substans kristen tro har. Ikke kun i historisk tid. Også nu og her. Her vil du for eksempel kunne opleve, at kirkerne også forstår ateisme som en ”tro.”
Denne kommentar til trosbekendelsen bliver i Danmark brugt i Metodistkirkens lægprædikantuddannelse og er allerede kendt og læst af mange lægprædikanter.
Du finder denne kommentar, som verdens kirker i fællesskab står bag, på Metodistkirkens hjemmeside under Lægprædikant/At bekende den ene tro. Find det her!
Når vi engang bliver færdige med at tale om tro, som stritter i alle mulige retninger, sådan, som mennesker nu engang tænker om deres egen, private tro, så vil en god fortsættelse på den samtale være en ny samtale om tro. En samtale om de kristne kirkers tro, sådan som den beskrives i teksten: At bekende den ene tro. Her er stof til individuel eftertanke og til snak i smågrupper og til prædikener ved gudstjenesterne i hele 2025. Velbekomme, siger jeg bare!
Du ønskes de bedste samtaler om tro, når du sammen med alle verdens kirker fejrer 1700 året for kirkernes fælles formulering af, hvad kristen tro går ud på. De formuleringer til samtale finder du i bogen: At bekende den ene tro. Og i Metodistkirkens salmebog i en ganske kort og komprimeret tekst: Den Nikænske Trosbekendelse.
God fornøjelse med fordybelse i og udfordring af din private tro og samtale om kirkens tro.
LAD OS TALE OM TRO
Lad os tale om tro!
Værsgo, gør bare det! Ikke jeg.
Jeg taler gerne om den fantastiske historie om Jesus.
Det lille ord ”tro” har skiftet indhold og betydning mange gange i løbet af kirkens historie. Når jeg i dag hører mennesker tale om tro, så er det oftest i betydningen: Tror du på Guds eksistens? Og så kommer samtalen meget hurtigt til at handle om verdens tilblivelse, troen på den store guddommelige magt bag naturens liv og udvikling, troen på Guds almagt i en verden med krig og klimakatastrofer, og troen på, hvordan den Gud er, som mennesker nu engang tror på. Snart sidder vi på Guds intellektuelle sky, et eller andet sted, og synes om os selv, at vi er så kloge.
Det er min erfaring, når jeg selv sjældne gange fortaber mig i spekulationer om Guds eksistens og repeterer de mange guds-beviser og guds-definitioner, som teologistuderende belastes med i deres studier, at den tro, jeg har, bliver svagere og svagere, og jeg ender som en humanistisk ateist, der tror på det gode i mennesker, kombineret med en blind tro på naturvidenskabens love og forklaringer på universets funktioner og udvikling, som om det er det hele.
Helt anderledes er det med den fantastiske historie om Jesus. Den kan noget. Når jeg lærer den historie at kende, sker det nogle gange, at jeg opdager, at denne Jesus er mere, end han umiddelbart giver sig ud for. Selv Mattæus evangeliet skriver flere gange, at Jesus er ”mere end” det, du ser og tror. Når jeg kommer til de punkter, så sker det nogle gange, at troen på Gud pludselig er der. Historien om Jesus har den magi i sig, at pludselig tror jeg på Gud, som Jesu far. Det virker. Og jeg kan udskifte mine bønner, stilet til filosofiske gudsdefinitioner og intellektuelle forklaringer om Gud, begreber og ideologi, som alligevel ikke hører mig, og bede ”Fadervor” til den personlige Gud. Det virker.
Når jeg videre lærer historien om Jesus at kende, så kan det også ske, at jeg pludselig opdager Helligånden, som kan gøre det mærkelige for mig, at Jesus bliver nærværende, og jeg fornemmer hans nærvær, som jeg fornemmer enhver anden persons nærvær, og i min konstant indre samtale, som jeg fører med mig selv, dagen lang, om alt muligt, så er der pludselig en stemme, som taler med. Helligånden gør Jesus virkelige i min tilværelse.
At tro på Gud er at kende Gud, som frelser. At tro på Gud er at kende Jesus, som frelser.
Hvad i alverden betyder frelse?
Jo, frelse det er, når jeg lærer historien om Jesus at kende på en sådan måde, at to utrolige ting sker med den historie og med min historie. Det ene, der sker, er, at Jesus overtager min dårlige historie med alt det i mit liv, som jeg gerne ville have været foruden. Så lever Jesus videre med min dårlige historie. Jeg husker stadig det dårlige i min livshistorie, men jeg er fri for den belastning og den byrde, den er. Det andet, der sker, er, at jeg overtager Jesus gode og succesfuld historie, og så lever jeg videre med alt det, der kan noget, i Jesus historie. Det lyder mærkeligt. Ja, men det er det, kristne mennesker har oplevet i snart 2000 år. Og det er det, der gør, at du er kristen.
Hvordan kan to personer bytte hinandens livshistorier?
Her kommer vi til det springende punkt. Det virkelig afgørende. Det er nemlig sådan, at historien om korset og opstandelsen, i forening, har den magi, at netop den del af Jesus-historien betyder et mødepunkt, et sammenbindingspunkt, hvor min historie og Jesus historie smelter sammen. Det er i hvert tilfælde sådan, det virker. Historien om korset og opstandelsen, ind i mine ører, har den virkning, at her overtager Jesus min dårlige livshistorie, og her overtager jeg Jesus succesfulde fremtidshistorie. Vi bytter liv, om du vil. Det virker. Dette er at kende Jesus som frelser, det er at tro på Gud, i betydningen tillid. Tro er tillid til Guds historie. Det er, om du vil, den helt store grundfortælling, som metodisterne i Danmark taler så meget om på deres konferencer.
Talen om tro leder nogle gange til fortællinger om mennesker, som har haft ekstraordinære oplevelser ud over det sædvanlige. Det er fint nok. Men det slår mig, at disse interessante ekstraordinære oplevelser meget sjældent handler om en ånd, eller en ukendt guddom, eller en flyvende spiritualitet, eller åndelige, eller forklaringer på Guds eksistens, eller forståelsen af en Gud i en naturvidenskabelig verden, eller en speciel følsom stemning i varme hjerter og noget totalt ukendt. Der er mennesker, som pludselig får en Gudsoplevelse, også selvom de ikke sidder i kirken eller har søgt Gud. Charlotte Rørth og Casper Christensen er to kendte navne, som har fortalt om sådanne oplevelser i de senere år. Det slående er, at det er Jesus, de oplever. De kender ham straks. De ved, hvem han er og behøver ingen præsentation eller indføring. Og de ved, hvad han vil dem. Det er godt!
Gudsoplevelser af denne art er videnskab. Jesushistorien har siddet i deres hjerneceller og været i dvale, og så er der noget eller nogen, som har aktualiseret denne historie, og de har tydelig og klart set Jesus for deres indre øje. Jesus har været en virkelighed hos dem på niveau med alle andre personer, de har kendt. Sådan er det med Jesus og Jesushistorien. Det forstår de ikke noget af på Odense Universitet, afdelingen for Religionsvidenskab, for de kan ikke deres religionspsykologi, og de kender ikke Jesus i kirkens gudstjeneste. Det er deres sag.
Der er magi over historien om Jesus. Det er vel også en slags tro?
Om jeg tror på Guds eksistens?
Det sker, og der er ikke så meget at snakke om, og det er lidt kedeligt.
Men jeg er fascineret af historien om Jesus. Den kan noget. Det taler jeg gerne om. Længe.
Nytårslejr 24/25
/i MBUF, Unge /af Maria AaskovFISKERLEJREN
Kom med når vi sammen, alle os fiskere, skal hoppe i vaders og på fiskerløb, have en dybdegående snak om livets store bølger og klæder os ud som lækre sild, dumme torsk eller glatte ål nytårsaften.
Tilmeld dig nu, inden pladsen glider ud mellem fingrene som en slimet ål. Vi glæder os til at se dig og fejre det nye år med en bølge af begejstring!
ALT det praktiske:
Hvor: SOLBORGENs sommerhuse (Strandgårdsleddet 2, 4560 Vig)
Hvornår: 29. december 2024 – 01. januar 2025
Pris: 450 kr.
Pakkeliste: varmt tøj til inde og ude, sportstøj, hjemmesko, håndklæde, sengelinned og biblen
Det med småt:
Hvis man er medlem af MBUF dækker de dine transportudgifter over 200 kr. Har du spørgsmål til dette så kontakt Agnethe Marqversen (60 51 31 12)
Hvis du har problemer mht. betalingen af lejren, er du altid velkommen til at kontakte Agnethe Marqversen (60 51 31 12) eller din præst – så finder vi ud af det.
Landsmøde 2025
/i MBUF, Metodistkirken /af Maria AaskovHele kirkens Landsmøde, årskonference og Metodistkirkens børne- og ungdomsforeninges delegeretmøde.
Hvor Landsmødet afholdes er ikke afgjort endeligt!
Himmelske dage 2025 – kirkernes folkemøde
/i Metodistkirken /af Maria AaskovHimmelske Dage – Kirkernes Folkemøde 2025 er et tværkirkeligt arrangement, der løber af stablen i Kristi Himmelfartsdagene d. 29. maj – 1. juni 2025.
Det sker under temaet “Løfter blikket”. Vi løfter blikket mod skaberværket, mod medmennesket og mod Gud for hermed at understrege, at vi mennesker aldrig står alene, men altid står i relation til verden omkring os, til menneskene omkring os, til Gud – og hvordan den relation påvirker os. Dette tema løber som en rød tråd igennem de mange arrangementer, foredrag, events, koncerter og gudstjenester, som vil udgøre Himmelske Dage, og som vi håber vil give inspiration og eftertanke ikke blot undervejs men også i tiden efter. Inspiration og eftertanke hos den enkelte og ude i menighederne, i kirkerne og de kirkelige organisationer, som alle er med til at skabe Himmelske Dage i fællesskab. Himmelske Dage ”løfter blikket” – ligesom vores logo med fuglen signalerer. Fuglen får os til at løfte blikket og se livet omkring os på nye måder uanset, hvem vi er, og hvordan vores forhold til tro og kirke og kristendom måtte være.
Himmelske Dage 2025 finder sted midt i Jylland. Silkeborg er den bedste ramme om Himmelske Dage, vi overhovedet kan tænke os! Byen byder på en fantastisk bykerne med kirker og gode faciliteter, så alle arrangementer, events, foredrag, koncerter og gudstjenester kan finde sted inden for et centralt beliggende område. Samtidig har Silkeborg en storslået natur lige om hjørnet, når der skal slappes af og fordøjes.
På lokalkomiteens vegne håber jeg, at du vil opleve et Himmelske Dage i Silkeborg 2025, der løfter blikket med inspiration, mod og begejstring.
Jacob D. Krogh Rasmussen
Formand for lokalkomiteen for Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde 2025 i Silkeborg.
Spejderskills 2024
/i MBUF, Spejder /af Maria AaskovSpejderskills 2024 bliver for vildt og ALLE storspejdere er inviteret. Vi skal på dette efterårskursus nørde færdigheder: vi skal ud og være i naturen, vi skal lære nye og anderledes skills og støve de gamle og velkendte af.
Der vil være lejrbål, natteløb, undervisning og fællesskab på tværs af spejdergrupper.
Spejderskills 2024 foregår, lørdag d. 12. okt. kl. 14 til tirsdag d. 15. okt. kl. 14: Farmen strandbyvej 91, 9970 Strandby
Overnatning kan både foregå ude og inde.
Spejderskills 2024 koster: 1500 kr. Hvis du er medlem af Metodistkirkens Spejdere, kan du få det meste af din udgift dækket af din lokalegruppe, så kontakt din gruppeleder.
Hvis du har spørgsmål, allergier eller ønsker at tilmelde dig, så skriv til Andreas Thybo på tlf. 29610715.
Tilmelding: Navn, fødselsdag og gruppe/by. SU.9/10 kl. 14.
You might also like