Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. (Lukas 2, 10-12)

Børn er dejlige. Jeg tror er børn noget helt grundlæggende for vores oplevelse af at livet giver mening. Jeg var sammen med mine børnebørn for 14 dage siden og skal være det igen i juledagene og det glæder jeg mig til. Det er noget med slægtens videreførelse og dette at se sig selv i et lille menneske der kommer til at være i verden også efter at jeg er borte. Lidt af mig overlever i den næste generation. 

Så er det også dejligt livsbekræftende at være med til at opleve tilværelsen og særligt højtider sammen med børn. At se juletræet, synge julesalmerne og lytte til juleevangeliet gennem et barns sanser. På en eller anden måde gør det oplevelsen ny og klar for os voksne igen. 

Ingemanns julesalme ”Julen har bragt velsignet bud”, handler om at glæde sig som et lille barn over julens budskab.

alle små børn skal sjunge.
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

Dans, lille barn, på moders skød!

Frelseren selv var barn som vi

han favner hver barnesjæl på jord.

Det er jo alt sammen smukt og skønt, men samtidig er vore tanker om børn fulde af ængstelse i denne tid.  Der er stor bekymring om børns vilkår og trivsel. Har de det godt i skolen? Lærer de det de skal? Bliver de mobbede af de andre? Bruger de for meget tid med skærmene, computerspil og Tiktok? Hvad med Corona-nedlukningerne. Er ungerne OK?

Sidste år ved juletid udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd en stor rapport om børn og unges velfærd og trivsel. Det er ikke mit ærinde at fremlægge denne rapport, blot at konstatere at vi er optaget af hvordan vore børn og børnebørn har det. Det kender alle forældre selvfølgelig allerede til. Vi elsker vore børn og børnebørn og samtidig er vi bekymrede for dem.

Børn er jo på de allerfleste områder overgivet til de voksnes beskyttelse, omsorg og ressourcer. Heldigvis er der i de fleste mennesker indbygget en instinktiv trang til at passe på børnene og derfor oprøres vi også når børn udsættes for overgreb eller forsømmelse. Ligesom vi forarges når bomberne i Ukraine eller Gaza dræber uskyldige børn.

Jesus har noget markant at sige om børnene i Guds rige. I en situation hvor nogle forældre vil at han skal velsigne deres børn og disciplene vil sende dem bort, siger han:

»Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«

I den kristne tro forholder det sig altså sådan, at vi kaldes til at tage imod Guds rige, Guds tilstedeværelse og hele velsignelsen, hele frelsen, på samme måde som et lille barn modtager. 

Hvordan modtager et lille barn da? Hvad er det særlige ved den måde, hvorpå et lille barn tager imod? Det er ikke glæden over gaven der er særlig for barnet. Voksne kan selvfølgelig også glæde sig. Nej, det drejer om at børn stort set ikke kan give noget til gengæld. Det er de voksne der bruger af deres rigdom til at skabe livet og gaverne omkring et barn. 

Barnet er, når der er tale om en sund familierelation, målet for de voksnes omsorg og kærlighed. Det er det særlige med barnets modtagelse at de modtager uden at der forventes nogen modregning. 

Derfor er børnene vigtige i Guds rige. De lærer os hvordan man tager imod Guds rige. Uden beregning eller modydelse, men rent og klart med overrasket taknemmelighed.

Men der er yderligere en dimension i budskab om barnet i juleevangeliet

Der lå hyrder på marken og vogtede deres hjord. Det var pludseligt lys omkring dem og en engel, der talte til dem om en stor glæde for hele folket, en frelser der er født i Betlehem og englen tilføjede at ”dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

Barnet er ikke bare en rollemodel for voksnes vej til Guds rige. 

Barnet er også Guds rigets vej til menneskene. 

Gud bliver menneske og det gør ham på menneskelige vilkår. Ikke som en superhelt med mægtige kræfter, men som et udsat barn ligesom alle andre børn.  (Så hold godt øje med børnene, man ved aldrig hvad der kommer ud af dem). Gud kommer til os med kærlighed og kalder på vores kærlighed. Derfor vokser Jesus også op og siger en dag:

Alt hvad I har gjort mod en af mine mindste, det har i gjort mod mig.

Der er meget vi kan lære af børnene. Glædelig jul.

Amen

I 1999 havde vi storm i Danmark. På det tidspunkt boede jeg hjemme hos mine forældre ude på landet og jeg husker tydeligt hvordan vi den fredag blev lukket inde pga. væltede træer og måtte klare os uden elektricitet hele weekenden. Om søndagen kunne vi komme nok ud til at jeg og min lillebror blev sat på en bus til Vejle, så vi kunne komme i kirke, få et bad i kirken og hygge med vores præstefamilie, mens mor og far fik ryddet de sidste træer væk fra vejen, så man kunne komme ud uden at skulle køre over naboens indkørsler. Om aftenen blev vi så hentet af vores forældre og på vej hjem kunne vi se, hvordan elektriciteten var kommet retur, ved at julelysene strålede selvom vi kom længere og længere ud på landet. Følelsen af at se lys i vinduet derhjemme, da vi kom tæt nok på huset, rammer mig stadig når jeg tænker på det. For lys gør noget ved os.

I denne tid tænder jeg masser af stearinlys. Jeg bruger bedelys i min daglige andagt og jeg tænder lys på kontoret, når jeg arbejder, og i stuen når jeg sidder der og hygger. Jeg elsker at se lyset sprede sig i mørket og mærke varmen som udgår selv fra en lillebitte flamme. Måske er det derfor en af mine yndlingssalmer er en adventssalme. Johannes Johansens salme Det første lys er Ordet, talt af Gud udtrykker så smukt hvordan lyset har været en evig tilstedeværelse i verden lige siden Skabelsen. Salmen lyder som følger:

Det første lys er Ordet, talt af Gud, 

det skabte liv, hvor alt var øde,

med fuglesang, med blomster, der sprang ud,

med glæde over markens grøde.

Det andet lys blev tændt i Betlehem,

Guds Søn steg ned fra Himlens høje

og delte jorden med os som sit hjem

med al dens fryd og al dens møje.

Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er sket,

det tredje lys er påskemorgen.

Det fjerde lys har ild fra alle tre,

en pinseglød i vores hjerte,

så vi for dem, der intet lys kan se,

kan tænde kun en lille kerte.

I 1 Mosebog hører vi om hvordan Gud skaber lyset, og hvordan dette lys giver liv til alt. Jeg tror ikke at jeg altid helt forstår, hvor vigtigt lyset er for mit velvære. I glimt ser jeg det, som efter stormen i ’99 eller når nogen smiler til mig på en sådan måde at jeg ikke kan lade være med at smile tilbage. Lyset fra et smil smitter. Det er ikke et lys, som man kan se på samme måde som flammen i stearinlyset, men det er det lys der varmer i hjertet, sådan som Johansen skriver i vers 3. Det lys der lyser gennem hjertesorgen.

Vi oplever det når vi mister, hvad enten det er en kærlighed, der går i stykker eller når døden tager et menneske, som vi har kær, fra os. I de tilfælde kan vi føle at vi går i mørket, og det kan være svært at se lyset. Men selv i mørket har vi Jesu historie med os. Vi ved at han gennembrød det ultimative mørke og stod op igen. At hans elskede fik lov til at se ham endnu en gang, fordi døden ikke kunne holde ham, og det løfte gælder også for os, når mørket og sorgen tager over.

I dag hvor jeg skriver denne refleksion, står jeg ved mit bord og kigger ud på den efterårstriste og regnvåde have og de grå træer og skyer, som rammer min nærmeste verden ind. Men selvom det er gråt derude, så har jeg lyspunkter. Jeg skal mødes med gode mennesker i denne uge. Jeg har arbejdsmøder med folk jeg holder af, hygge med kolleger og familie, generelt bare lyspunkter fra folk, som jeg godt kan lide. Og hvem ved, måske kan jeg få lov til at være et lyspunkt i andres hverdag, når den er vintergrå og regnvåd? Vi mennesker er jo det lys, som øjet ikke kan se, i hinandens liv. Teologen Løgstrup sagde at vi alle holder lidt af vores medmenneskers liv i vores hænder. Det bør vi nok tage alvorligt, og med det i tankerne gøre hvad vi kan for at lyse op i hinandens liv. På den måde giver vi lys og glæde til hinanden, og mon ikke også at vi får noget tilbage? At det smil, vi sender ud, bliver gengældt. At det knus vi giver, bliver givet tilbage. At den varme vi får i hjertet, når vi hjælper andre, gør os afhængige af at give mere og dermed dele Guds lys ud i verden så vi gør noget godt for hinanden. For i denne tid er vi der hvor “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden” (Joh 1,9). Lad os sende det lys videre ud i verden.

Rigtig glædelig 3. søndag i advent.

Her på vejen hvor jeg bor i landsbyen Nim, sker der årligt det, som sker utallige steder på de små villaveje i hele Danmark: Der sættes lysende udsmykning med LED-lys op i haver og på huse. Indtil videre er der ingen, der på vejen har sat lysende snemænd eller julemænd op, alene lyskæder og lysbesmykkede juletræer er det blevet til. På vejens årlige julefrokost er vi også blevet enige om, at det skal holde sig på det niveau, så der ikke opstår konkurrence mellem naboerne om hvem, der har den flotteste julepynt. 

Så lad os håbe det holder stik. For december måned skal jo helst ikke være en konkurrencemåned, men netop årets måned, der er karakteriseret af en stille og glædelig forventning – og en måned hvor man kommer hinanden ved, og hvor mennesket glæder sig over at være sammen. Så kan man jo mene hvad man vil om julefrokosterne, men ikke desto mindre er de også udtryk for den længsel, der findes på arbejdspladsen, på vejen, blandt venner, i familien eller i hvilket som helst fællesskab: Vi har det bedre, når vi er sammen, end når vi er alene. Og derfor kan ethvert fællesskab finde en anledning eller årsag til at afholde julefrokoster.

Min forventning om fællesskab går dog videre end det. Ikke fordi jeg synes december måneds komsammen og juledagenes ditto er dårlige – tværtimod. For disse anledninger er udtryk for længslen efter fællesskab. Min længsel efter fællesskab går dog videre. Nemlig længslen efter fællesskab med min Frelser, Jesus Kristus. 

Charles Wesley’s salme, Se med skyerne han kommer, udtrykker i særlig grad den længsel efter fællesskab. Så ofte går jeg ind på YouTube og  hører forskellige udgaver af salmen  på originalsproget: ”Lo, He Comes with Clouds Descending”. Det er den ældgamle kristne forventning og længsel efter at væres sammen med Jesus i kød og blod salmen udtrykker. Selv om en gudstjeneste med forkyndelse om Kristus og påkaldelse af Helligånden kan være fin og god  – og give en vis fornemmelse af Kristi nærvær, Jesus som Den Levende Frelser – så er det alligevel fattigt i forholde til at se Kristus i øjnene, eller se Jesus på prædikestolen udlægge ordene om Guds kærlighed til alle: Således elskede Gud verden …..

Efterhånden har vi nok sværere og sværere ved at forstå og acceptere denne Kristi genkomst, som jo er adventstidens egentlige budskab. Vi baserer jo nemlig en stor del af vores forståelse af verden på videnskabens resultater, og har derfor svært ved at forstå Guds skaberkraft og handlinger. Ikke at mennesket nogensinde har forstået det, men man har nok tidligere accepteret, at der ikke var svar på alt – og at noget så sandelig godt kunne eksistere uden, at man kunne forklare og beskrive det fuldstændigt. 

Umiddelbart er det dog lettere for mig at acceptere og forstå, at når Gud kan skabe en hel verden, så er der jo heller ikke nogen hindring for at Gud kan lade sit eneståenden barn, Jesus Kristus, fremstå i kød og blod igen – selv om det er i form af et himmelsk legeme – til en dejlig og lystelig frokost.

Derfor glæder jeg mig over fejringen og længselen efter fællesskab i denne tid. For det understreger min egen længsel efter fællesskab – efter fællesskab med Guds enestående barn, min frelser, Jesus Kristus.

Ja selve længselen efter fællesskab – ilagt i menneskets væsen – fortæller mig, at vi ikke er ene og vi er ikke alene. Ja, vi skal ikke være alene med hinanden, men Gud skal være en del af vores fysiske fællesskab.  Og til trods for vores fysiske legemes mangler og aldring, så må der være noget godt og håbefuld i det at være et menneske, når Gud engang for mange år siden ville lade et lille enestående barn fødes  – og igen vil lade dette enestående menneske lægge sin vej forbi og være en del af fællesskabet i kirken, på arbejdspladsen, på vejen, i familien, i venneskaren – uanset om det er til julefrokost eller en stille dagligdag derhjemme omkring spisebordet.  Så, når salmen, efter den ældgamle kristne adventsforkyndelse, siger: Se, med skyerne han kommer! Så tændes ikke alene LED-lysene på vejen, så tændes håbet og troen på virkeligt fællesskab med en elsket person, der også elsker mig.  

Glædelig advent!

Verbum caro factum est – Ordet blev kød.

Så er den her endelig – den dejlige måned, hvor vi tænder lys i mørket og lader hjertet løbe af med os. I dag, den første søndag i advent, tænder vi det første lys, og mens vi ser på denne spinkle flamme, ved vi, at om ikke så længe har den fået selskab af flere, der vil gøre lyset stærkere. At tænde adventskrans er en smuk tradition, vi har. Vi giver traditionen gennem handling videre til vores børn og børnebørn, slægt efter slægt, og vi giver traditionen videre til nye venner fra andre lande. Med denne lille handling, at tænde ét ud af 4 lys i dag, træder vi også ind i noget mere end bare en tradition. For vi fortæller samtidig, at der er noget i vente. Vi kan forvente mere end, hvad vi ser lige nu. Vi går mod lysere tider, vi går mod noget, som er godt – vi kan forvente mere, meget mere. Hvordan har du det med forventning? Tør du at lade dig omslutte af forventningens lys? 

Jeg er blevet velsignet med en del børnebørn indenfor kort tid, og ved dem bliver jeg igen mindet om forventningens glæde. Deres øjne tindrer, og de taler i munden på hinanden, når de ivrigt vil fortælle mig om alt det, de forventer og håber, vil ske i december. Du kan bare glæde dig, farmor – det bliver så godt, mormor. De er spændte, og energien sprudler samt bobler, og så med et bliver de helt stille. For kom der ikke en lyd fra loftet?    

Det var ikke nisser på loftet, jeg blev mindet om, men derimod en stund for en hel del år siden, hvor jeg læste en lille tekst fra biblen, Det gamle Testamente, Esajas bog, kapitel 7, vers 52: “Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse”.

Jeg var til undervisning og skulle analysere teksten, men koncentrationen forduftede, og i stedet for at frembringe kloge ord, var jeg blevet stum, og tårerne trillede ned ad kinderne. Det var ikke blot en pensumtekst, der skulle analyseres på. Den havde på forunderligvis fået indhold – så at sige ”ben at gå på”. Den var virkelig og fyldte mig med håb og forventning samt forundring. Jeg husker også, jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skjule mine tårer. Alligevel er det en episode, der står printet dybt i mig, og som jeg husker med glæde. Dog skulle der nogle børnebørn til for at grave den frem. Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse, skriver profeten Esajas. Det er en tekst, kristne fremhæver som en Messias profeti. Teksten er gammel, og selvom vi har nyere tekster, der meget klart beskriver Messias, Jesu fødsel, er den stadig gangbar i den tid, vi nu er i, nemlig advent. Den tid hvor vi gennem traditioner gennemlever forventningen om, at Gud selv kommer til verden, af kærlighed, i kærlighed og til kærlighed. 

Jeg tænker, at det netop er i spændingen mellem det praktiske, virkelige liv og en virkelighed, vi kun tør håbe på og bede om, at forventning tager form. Netop advent er den helt rigtige tid til at sætte sin lid til, at det er sandt, hvad julens budskab handler om. Midt i de mange traditioner og gøremål kan vi erfare Gudsnærværet, som altid skaber længsel efter mere af Ham samt håb og forventning om Hans indgriben. Det ligger i vores DNA, som Hans børn, at forvente det, men er forventning og håb udslukt, og tilbage står kun det, vi selv formår at frembringe af mystik i december? Er vores sanser blevet sløve? Måske, men jeg er overbevist om, at de kan blive skærpet og fuldt ud funktionelle, så vi igen vil opdage Guds mange mirakler i hverdagen og blandt hinanden. En verden uden små mirakler i hverdagen, er en håbløs verden at leve i. Det har aldrig været meningen, at vi skal leve uden håb. Tværtimod kan vi med frimodighed håbe og forvente meget fra Gud – for Han HAR taget bolig iblandt os. 

Lyt, se, smag, duft og mærk Gud er nær, når du: lytter til julens mange salmer og sange, frembringer et smil på læben hos en kollega, beder sammen med en ven, sender en julehilsen til en, der trænger til det, giver penge til trængende, giver naboen noget af dit julebagværk, krammer en kær, hænger hjerter på træet, overvejer hvordan du bedst kan glæde et menneske, tager imod hjælp og omsorg… jeg tænker, du har grebet det – nemlig at genkende budbringerende fodtrin med de gode nyheder. 

Der er ingen ide i at trække sig for alt det, der er besværligt – bedre er det at hvile i trygheden om, at Gud altid er der. Diskret, varm, opmuntrende, usynlig. I Hans nærvær omsluttes du af en kraft, der gør det muligt at være i virkeligheden uden at fortvivle, også selvom virkeligheden er fortvivlende. 

Så tænd det første lys og vid, at der er mere i vente. Glædelig advent.