Metodist i et større perspektiv – om en tur til North Carolina

I slutningen af oktober 2017 rejste en 34 metodister fra Strandby til North Carolina, USA, for at opleve landet og Metodismen derovre. Gruppen, der var en god blanding af aldre fra 20 år og op til 70, lejede 7 minivans og kørte som en stor karavane med Mark og Nina Lewis som rejseledere.

Det var ikke en tilfældighed, at det netop var North Carolina, der var målet. Her kommer pastor Mark Lewis nemlig fra, og det var her han og hans kone, Nina, mødtes i forbindelse med Karavanen, der var en ungdomsudveksling mellem netop North Carolina og de nordiske lande.

Turist kan man altid lege
“Formålet var at opleve Metodismen i dens storhed i et område hvor metodismen fylder meget”, fortæller Mark Lewis. Svend Aage Jensen, tilføjer, at for ham var den største oplevelse næsten at opleve Mark på slap line. ”Det var en oplevelse for sig.”

For Lise Hjørne var det netop det, at have en guide med, som har boet i området der trak, da turen kom på tale. ”Det er guld værd at have nogen, der kendte det hele. Umiddelbart havde min familie og jeg ikke selv valgt North Carolina på en tur til USA. Det er jo ikke det, man hører om. Men den bedste oplevelser var jo netop det, at vi var med de lokale mennesker i menighederne.”

”Hjemmefra spekulerede jeg godt nok over, om det var lidt spildt at se for meget på kirker og gå til gudstjenester. Altså, om vi ville se og opleve nok. Men det tog jeg hurtigt i mig igen. Det var så godt at opleve de her menigheder og mennesker ved gudstjenester – her kom vi uden at være turister. Turist kan man altid lege.”

Gruppen besøgte flere kirker. Bl.a. en 1st Methodist Church i Charlotte og Greensborough, som er Mark Lewis’ hjem-menighed. Her er tale om en menighed, som inden for de sidste år har fået deres første kvindelige og afroamerikanske præst. ”For mig viser det, at kirken arbejder målrettet med integrationsspørgsmålet”, siger Mark Lewis. ”Som regel går vi i i kirke med mennesker, som ligner os selv. Det er et rent sociologisk fænomen. Sådan har det også været der. Men at se, at der er kirker, som arbejder målrettet med at integration i deres menigheder – det var en glædelig oplevelse.”

Bente Ålbæk tilføjer: ”Hun var også den eneste sorte vi så i de kirker vi besøgte. Overhovedet!”

Det er så stort derovre
Lise Hjørnet, der læser sang på konservatoriet i Århus, fortæller om turen” Vi besøgte nogle meget forskellige menigheder. Én var stor børnehave og et rigt musikalsk liv. Andre lignede mere det, vi kommer fra. Menighedens, som skilte sig mest ud, havde 4000 medlemmer eller mere og holdt fire gudstjenester i weekenden: en lørdag om aftenen og tre søndag.” Det er tydeligt, at det har gjort indtryk.

”Det var det miljø de har – og fællesskab. De har 50 mennesker i et kor! De dyrker det virkelig meget. For dem er det ligesom en sport – de går til kor. Alle aldersgrupper kan gå til en kor. Det var sjovt at opleve.”

”Nu er jeg jo også musikinteresseret. Det var som om kirken havde overtaget en masse fritidsaktiviteter fra skoler og sportsklubber. Det hele foregik i kirken.”

”En ting jeg lagde mærke til var, at der ikke var så mange unge generelt. Der er børn, familier og gamle. Men unge på min alder kommer ikke til gudstjenesterne (Lise er 22 år, red.). Så det virkede ikke som om de havde flere unge end vi havde til gudstjenester. Vi var 4 unge fra Strandby, men vi var de eneste, der var der. Det var ikke fordi jeg havde forventet det, men jeg lagde bare mærke til det. Måske fordi det selv i en kæmpe kirke ikke var det, der lykkedes. Der var bare flere af de andre aldersgrupper.”

”Da vi var ude at se World Methodist Center ved Lake Junaluska fornemmede jeg virkelige, at vi ikke er alene om det her. Jeg kan godt føle mig truet i Danmark med økonomi og antallet af medlemmer. Jeg bliver lidt bekymret over det, vi kæmper om herhjemme. Men vi er virkelig ikke alene. Det var så stort derovre.”

”Jeg synes, jeg blev bekræftet i at vi skal kæmpe videre. Der er så meget historie og så gode værdier i at være metodist. Det var stort at opleve, at vi er store på verdensplan. Det kan godt ellers bare være et tal, men her oplevede vi det. Altså. Efter den store gudstjeneste i den store kirke var der politi for at dirigere trafikken bagefter. Og det var bare én gudstjeneste!”

Socialt engagement
Lake Junaluska var også en af de store oplevelser for Bente Ålbæk. På World Methodist Center i museet havde de den prædike stol, som Wesley brugte, når han rejste rundt. Den havde de fået fra England. Dén har jeg stået på!” fortæller lægprædikanten begejstret. ”Det er godt at få sat tingene ind i en historisk sammenhæng også om metodismen. Det er væsentligt at forstå, at vi er en del af en verdenskirke. Det har givet mig en større stolthed af at være metodist at opleve og fornemme, at vi er en del af noget større.

Bente Ålbæk lagde særligt mærke til det sociale engagement i menighederne og deres tilgang til økonomi. ”Det var helt tydeligt for mig. Vi så det sociale engagement alle steder. Sikkert fordi de ikke har det netværk, vi har i Danmark. Der var meget fokus på indsamlinger i kirkerne. Der var poser og lagre – alle menigheder havde uddelingsprojekter med konserves og forskellige ting. Det synes jeg var meget anderledes. Vi gør det typisk til jul. Men jeg følte ikke deres var julespecifikt; altså, at det var oppe, fordi vi nærmere os julen.”

”For eksempel oplevede vi i den ene kirke et enormt engagement med hjemløse. Det var First United i Charlotte (fordi de var den første Metodistkirken, der blev stiftet i byen for omkring 90 år siden). Det var en storby med højhuse, og her havde været en kæmpe udflytning efterhånden som folk der var kommet til, har fået penge og er flyttet ud af byen. Derfor er midtbyen er fattig nu. Der var mange hjemløse på gaderne. I menighedens fællesrum eller kælder havde de centralmissionen; det sociale arbejde i kirke. Her var en kæmpe fotostat, der var 10 m. lang. Billeder her på af personalet var i farver, billeder af de hjemløse var sort/hvide. Og de mennesker, der var gået fra at være hjemløse til at være hjælpere var halvt sort/hvide og i farve.”

”Et af stederne besøgte vi deres bespisning: Her var gratis spisning for menighedsmedlemmer såvel som de, der trængte til at få et måltid mad. Maden blev sponsoreret af restauranter og andre. For os er det fremmed at blande privat kapitalisme sammen med kirkens arbejde – men der var det naturligt. Her var bespisning for at bryde ensomhed. Det var jeg noget betaget af. ”

Re-gifting
”Den store kirke, som Lise også nævnte med 4000 medlemmer, Davidstown, var til gengæld mega rig. Her var der kvinder, der var fit. Man kunne ikke se, om de havde fået 4 børn eller ingen!”

Den dag vi var der, havde de deres store efterårsindsamling til menigheden. De gør det, at de udover at lægge penge i indsamlingen, også afleverer en kuvert med, tallet på det, de regner med at give året efter, så kirken kan lægge budget efter det.”

”Den kvidelige præst holdt en prædiken, hvor hun virkelig kom ned i lommerne på folk – hun startede med at tale om re-gifting: at vi giver gaver videre. I det hele taget hvor meget gaver betyder for at kunne driver noget. Hun opfordrede til, at man gav det, man kunne. Dét hører man ikke en præst gøre herhjemme. Vi er meget mere berøringsangste. Også ift. hvad man rent faktisk betaler.”

”Vi anede ikke vores levende råd om, hvordan vi skulle gribe det an. Det er så privat det, man betaler. Vi har nogen, der sidder og giver måske 200 kr. om året, og det har vi jo ikke råd til.

Det er for dyrt at have medlemmer, der ikke betaler. Vi taler ikke ret gerne med penge i kirken herhjemme–at vi rent faktisk skal bidrage og at det koster. Det slog mig, hvor åbne de var om at tale om, hvor vigtigt det var at alle bidrog.”

Gruppen, der bl.a. også var ude at besøge et indianer-reservat, Duke University, Washington og et tivoli, har mødtes efterfølgende for at se billeder og snakke turen igennem. ”Der var mange, der var betagede af gæstfriheden. Og mængden af mad ved sammenskudsgilde i kirken. Det er så naturlig en del af kirken herovre – bjerge af mad, som alle har bidraget til. Vi forsøgte at gøre noget lignende, da vi mødtes igen i gruppen.” afslutter Mark Lewis. ”Det lykkedes. Men det var ikke helt det samme.”