Framnäs er ægte svensk landidyl. Det er et kursuscenter og feriested åbent for alle. Beliggende på et næs ved søren Ören, omkring 30 km nord for Jönköping, godt gemt af vejen fra al stress og larm og omgivet af svensk natur. Bygningerne består af hovedbygningen og spisebygningen samt flere hytter, hvor man kan booke sig ind.

En Framnäs uge kan består af en mængde aktiviteter eller afslapning, som man selv ønsker. Spisetiderne følger gammel svensk tradition med to hovedmåltider om dagen. Men har man lyst il at tage på udflugt med madkurv, giver man blot besked i køkkenet.

Der er kanoer til fri afbenyttelse, og der er rig mulighed for at bade i søen eller dyrk sport indendørs eller udendørs. Der kan arrangeres duathlon, vandrutschebane og lejrbål i løbet af ugen.

Dagen begynder med familieandagt, der er med til at skabe værdifulde rammer omkring ferien. Læs mere om på facebook i gruppen “Framnäs”, hvor du også finder fotos og flere praktiske oplysninger.

Lidt mere om Framnäs

Framnäs var oprindeligt ejet af en niece til Alfred Nobel, Grevinde Ingeborg Ridderstolpe, som i 1939 testamenterede Framnäs til Metodistkirken i Sverige.

Stedet drives nu af Foreningen Framnäs. Driften af Framnäs bæres i høj grad af frivillighed, og der er brug for mange hænder til at vedligeholde stedet og til at servicere gæsterne i løbet af sommeren.

Praktisk information

Som gæst på Framnäs bor du i et af de 5 huse med dobbeltværelser, dog har nogle værelser op til 4 senge. De fleste værelser har eget toilet og vaks, hvorimod brusebad er fælles. Der findes enkelte værelser med eget bad. Alle 4-5 måltider indtages i en fælles spisesal, og der er rigeligt med mad og dejlige hjemmebagte kager til kaffen. Alkohol er ikke tilladt på Framnäs, men svensk kildevand findes gratis ad libitum!

Framnäs er i gang med en større renovering. Solstugan har fået nyt tag, og Grevindens får nyt tag i løbet af foråret. Desuden skiftes rør og afløb i Grevindens, så tidligere tiders lugtgener skulle være væk. Herudover er vinduerne blevet malet, og med tiden bliver der ordnet gulve og vægge. Ängstugan (som ligger forbi Grevindens ned ad bakken mod engen) var allerede sidste år sat fuldt i stand med tre værelser og køkken. Sjöstugan er blevet malet indvendigt, og køkkene er blevet renoveret, og bliver udstyret med service og køkkengrej, så man kan leje det uden for højsæsonen og selv sørge for mad. Det gælder for øvrigt også for Ängstugan.

I år har danskerne mulighed for at booke i uge 28, 29, 30. Dog er uge 29 allerede fuldt booket. Prisen er DKK. 2850 per person, halv pris for børn mellem 8 og 15  år. Børn under 8 er gratis. Ved tilmelding husk da at skrive navnene på alle tilmeldte samt alder på børn under 18.

Der findes forskellige muligheder for familierabat og ungdomsrabat.

Ved tilmelding gælder først-til-mølle princippet. Kirsten Hastrup svarer ikke nødvendigvis lige med det samme, men prøver at samle tilbagemeldingerne i “klumper”.

Hvis du vil vide mere kan du blive medlem af facebookgruppen “Framnäs” eller på ind på den svenske hjemmeside framnassemesterhem.se. Du kan også skrive direkte til Kirsten Hastrup: hastrup.kirsten@gmail.com

Glæd dig til en fantastisk Framnäs-ferie!