Selv Mary og Frederik var der. Indtryk fra Den Økumeniske Festgudstjeneste i Københavns Domkirke

Jeg vil gerne dele nogle indtryk fra den meget fine og rørende Økumeniske Festgudstjeneste i Københavns Domkirke i anledning af Reformationsjubilæet. Arrangeret af Danske Kirkers Råd, som Metodistkirken er en del af.

Vores kirke var fornemt repræsenteret med to præster og en biskop i processionen. Domkirken var fyldt. Selv Frederik og Mary var der.

Københavns Drengekor sang vidunderligt – forestil jer lige deres lyd fylde det store kirkerum…

Vi sang af karsken bælg bl.a. en salme der ofte synges i vores kirke, eftersom den oprindeligt er skrevet af Samuel Wesley.

Jørgen Thaarup (præst og distriktsforstander, red.) prædikede, og det blev pludselig tydeligt, hvad Luthers tese om Nåde betyder i vor tilværelse i dag. Jørgens prædiken udgjorde tilsammen med tre andre korte prædikener en fin helhed. De andre tre var fra Den Katolske Kirke, Baptistkirken, Folkekirken.

Læs Jørgen Thaarups prædiken “Nåden er altid først og altid størst”

I sin egenskab af vores biskop stod Christian (Alsted, red.) for Fredshilsenen -der var lige nogle gudstjenestedeltagere, der skulle finde ud af, hvordan man bar sig ad… og et par andre biskopper lyste velsignelsen i fællesskab.

Repræsentanter for International City Baptist Church, Den Tyske Lutherske Kirke og Den Fransk Reformerte Kirke bidrog også. Der blev talt om og bedt for Kirkens Enhed.

Jeg sad på bænken og blev stolt og varm om hjertet over ’min’ kirkes bidrag ind i denne mellemkirkelige sammenhæng.

Men samtidig savnede jeg noget – eller rettere – NOGEN. For hvor var metodisterne? Ikke præsterne, men vi andre… Jeg tror, vi var fire, der deltog i gudstjenesten!!! Knap nok til at fylde en halv kirkebænk….

Jeg bliver nødt til at tro, at det skyldes tilfældigheder, at så mange metodister ikke deltog. Jeg prøver at skubbe tanken væk om, at det kunne ligne et udtryk for ligegyldighed overfor andre kirkesamfund. Jeg bliver bekymret for, om vi som menige medlemmer af en mindre frikirke egentlig synes, at vi har nok i os selv, og derved afskærer os fra den inspiration og velsignelse, som mellemkirkeligt fællesskab kan føre med sig.

Kære venner, den tanke kom nærmest helt af sig selv, mens jeg sad der på bænken i domkirken – den er generende, jeg var helst fri for den – men nu er jeg endda kommet til at sige den højt…