Nåden er altid først og altid størst.

Mini-prædiken til Økumenisk Reformationsgudstjeneste i København Domkirken d. 3. december 2017 af Jørgen Thaarup.

Ef 2:8 For af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerningen, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Reformatorernes fokus på Nåden alene kan opfattes, som et opgør med den opfattelse, at enhver er sin egen lykkes smed, på godt og på ondt. Gode gerninger og egne præstationer, som viser at du er et godt menneske, værdsat af alle, er det, der hos Gud giver dig de højeste karakterer. Vi er stolte over vor egen formåen og takker os selv. Og kun os selv.

Fremhævelsen af dem, der kan realisere sig selv, de omstillingsparate og ressourcestærke, de unge, de rige, de smukke, dem der til hører den rigtige gruppe, kender vi. Det er nøgleord i beskrivelsen af det moderne menneske.

I perioder af kirkehistorien gentager temaet sig, at dem, der kan forandre deres egen situation, dem der har magten og æren over eget liv, og kun har sig selv at takke, det er dem, alle vi andre skal stræbe efter at ligne. De gode gerningers paradis.

Reformatorerne gør op med den tænkning ved at fremhæve, hvad evangeliet hele tiden har sagt, at det er Gud, der gør det. Det er Gud, der uden menneskets gode meritter og fortjenester, tilgiver og forsoner. Og det er Gud der giver os viljen, energien og gå-på-modet i vores aktive liv.

Det, Gud gør, når Gud forsoner og frelser, og det, den Guds kraft, som Gud virker i hvert eneste menneske, kaldes med bibelens sprog: Nåde. Guds Nåde.

Derfor er det, at Paulus og de første kristne kunne skrive til hinanden om alt det gode, der skete blandt mennesker. At mennesker blev omvendt til kristen livsstil, at mennesker tog aktivt del i at forme tilværelsen og samfundet og skabe nye værdier. Men alt dette gode, som ved første øjekast var et resultat af alt det, de kristne gjorde og udrettede, var ved nærmere eftertanke et resultat af Guds nåde. For det er Gud, som tilgiver og forsoner, og det er Gud, som virker i jer både at ville og at virke, for at alt det gode kan ske. Fil 2:13

I de perioder, hvor mennesker ikke har kunnet se Gud i det, mennesker er og gør, har kulturen ofte udviklet sig i en meget selvoptaget, selvcentreret og selvglad kultur. Personer har udviklet en livsstil, som mest af alt går ud på at spejle sig selv, i sig selv. Se mig, alt det fine jeg kan og er, og alt det, jeg får udrettet til gavn for mig og mit image. Naturligvis på baggrund af alle dem, der ikke opnår noget, og som konstant har brug for andres hjælp for ikke at bukke under.

Sola gratia, nåden alene, var utroligt provokerende i en tid, hvor mange satte sig selv og egne gerninger i centrum. Det er mindst lige så provokerende 500 år efter i en tid, hvor det igen er de gode gerninger, egen selviscenesættelse af livet, egne meritter, som sættes i centrum.

For det er Gud, der virker i os. Ved sin nåde. Så alt det gode, vi gør og udretter, den forsoning vi erfarer og lever på, sker, fordi Gud virker i os. Det er religiøs tro aktiv i vore liv her og nu. Nåden er altid først og altid størst.

Nogle af de gamle kirkefædre kaldte også nåden for Guds medvind, eller Gud, som den medkæmpende på menneskets side. Medvind på cykelstierne har vi jo hørt om, som et politisk løfte, og selvom det lyder som en tåbelighed, vi kan grine ad, så forstår vi udmærket det gode idé om medvind uanset, hvilket retning vi bevæger os i, og det bliver ikke mindre forståeligt, hvis vi tænker, at den medvind er af guddommelig natur. Med medvind forholder det sig også sådan, at den kan man oftest ikke mærke. Når vi har medvind, så føler vi, at det er os selv, der gør det. Det går let og problemfrit derudad. Vi er stolte over, hvad vi kan og den fart, vi holder. Først i modvind får vi en idé om, hvordan det er uden medvind. Sådan er det med nåden, som Guds medvind i vore liv. Sådan giver de gamle kirkefædre os et billede på det vanskelige ord, nåden. Og den medkæmpende på menneskets side er et ligesågodt billede, for det giver os tanken, at Gud ikke står overfor os som dommeren, vi skal være bange for, men som den, der går ved vores side og tager del i vores kampe og bestræbelser og gør, at det lykkes. Guds nåde: Den, der kæmper med på vores siden.

Sådan er Nåden, sådan er Gud: For af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerningen, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Amen!