Överås – et dannelsessted for dansk metodisme

Skrevet af Finn Uth til bogen ”Berättelser om Överås”. Bogen kan købes på Nya Musik, Jönköping til 200 SEK. Se nyamusik.se.

Som for så mange andre unge eller børn i den danske metodistkirke var mit første møde med Øverås tre eller fire seminariestuderende, der var på besøg i den lokale metodistmenighed. For min del var det i Aarhus, engang omkring 1960, hvor øveråserne holdt aftenmøde med sang og forkyndelse og selvfølgelig indsamling til Skolehjemmet. Det var ikke hvert år, at der var besøg fra seminariet, men det var forholdsvis regelmæssigt, så man vidste på forhånd i menigheden lidt om, at der kom nogle unge mennesker, mest unge mænd, der både kunne synge, spille og tale om Kristus. Endda give deres vidnesbyrd, som på det tidspunkt i 60’ernes Danmark blev anset som en lidt anakronistisk måde at tale om sin tro på.

Vidnesbyrdet var vist også det eneste anakronistiske, man oplevede ved øveråsernes besøg, for det var fremtidstroen som Øverås var med til at formidlet gennem skolerejserne, når man i menighederne oplevede, at sådanne sprudlende unge ville gå i tjeneste i kirken som præster. For børnene og de unge i menigheden var det med til at anskueliggøre, at troen ikke var noget for gamle alene, men at der var fremtid i kirken og i det at være kristen og at tro på Gud og Jesus. For de unge i menigheder og ungdomsforeninger var besøgene klart med til at styrke identiteten som kristen.

Denne personlige kontakt med den teologiske uddannelse gav anledning til eftertanke om hvordan man som ung kunne tjene Gud. Verden stod jo åbne og mulighederne var mange for en ung i slutningen af tresserne. Præstetjenesten var trods alt ikke længere en helt utænkelig mulighed efter mødet med seminariets unge studerende. Skolerejserne kan på denne måde til at stå som et slags symbol på, hvad Øverås var og formidlede til dansk metodisme, da seminariet

• skabte en hel særlig sammenhæng og samhørighed mellem uddannelse og kirke, og
• gennem årtier kom til at præge præsterne i den danske metodistkirke i deres forkyndelse, deres respekt for viden, intellektuel udvikling og kristne fromhed, og
• blev en formidler af nordisk metodistisk samhørighed, som styrkede identiteten i en lille mindretalskirke, som den danske metodistkirke jo er.

Den nordiske orientering

En lille mindretalskirke kan let udvikle sekteriske tendenser og isolere sig mere og mere. Når det ikke skete for dansk metodisme, vil jeg ikke mindst tilskrive det dette: Den virkeliggjorte nordiske metodisme, som Øverås var udtryk for. Uddannelsen på Metodistkirkens Nordiske Teologiske Seminarium resulterede i præster, som havde fået impulser og kontakter til andre metodisttraditioner end den danske og gav inspiration til menighedernes virke og praksis. I en lang periode blev nordiske prædikanter ofte inviteret til Danmark til særlige møderækker, når der skulle evangeliseres i by og nærmiljø. Uden den personlig kontakt, som skabtes mellem de nordiske præster i deres øveråstid, tror jeg ikke, det havde været så let med denne udveksling. På seminariet fik man kendskab til andre udtryksformer og formuleringer end man brugte i sit hjemlige menighedsmiljø. I de knap 85 år, som Øverås eksisterede som nordisk uddannelsessted – heraf mere end halvdelen af årene som fællesnordisk – har de kristne udtryksformer selvfølgelig forandret sig i alle de nordiske lande på forskellig måde. Når kirkelivet i Danmark er influeret af den lutherske tradition er det særligt den dansk-lutherske salmeskat, som man som dansk frikirke er positivt præget af. Man har nok svært ved at forestille sig som en dansk kristen uden den danske salmeskat, som er opstået og rundet af den lutherske tradition. At synge disse salmer har været en del af det at udtrykke sin tro og få styrket sin tro. Kristenhedens salme- og sangskat er dog langt rigere end dette. En større accept af det emotionelle i salmesangen hører det nordiske frikirkeliv til. Øverås var et sted, hvorfra der gennem de mange år skete en påvirkning af dansk metodisme til en langt rigere og bredere salmesang, og sang i det hele taget, end der ellers er tilfældet i det typiske danske kirkeliv, herunder accepten af det emotionelle element. Da jeg begyndte min uddannelse på Øverås i efterårssemesteret 1971 mødte jeg således på flere punkter anderledes kristne traditioner end dem, jeg ellers havde set i den typiske danske metodisme. Ikke mindst fordi Øverås på det tidspunkt var begyndt at tage elever ind fra andre frikirker, så det var et spændende miljø med en bred forståelse af kristendommen. En økumenisk realitet og forståelse, som jeg ikke havde oplevet tidligere. På den måde lærte jeg, at enhver kirkelig tradition indeholder noget værdifuldt for kristenheden som sådan. Ud fra den nordisk mangfoldighed var det selvfølgelig et lille minus, at den norske metodistkirke havde startet sin egen uddannelse i Bergen, så kun en enkelt norsk elev, på eget initiativ, var indskrevet på seminariet i min øveråstid i begyndelsen af 70’erne.. Da det samlede elevtal lå lige omkring de 15 elever, så var det trods alt ikke så dårligt med en norsk, et par finske og mig selv som dansk elev. Senere kom der nogle årgangen med et større antal danske elever i slutningen af 70’erne

Den nordiske identitet som Øverås repræsenterede blev i en årrække i 70’erne og 80’erne formidlet til flere ungdomsforeninger i Danmark gennem weekendbesøg på Øverås. En kontakt som var med til at styrke identitetsfølelsen som ung dansk metodist, der ligesom fik mere luft under vingerne, når man blev inspireret af samværet med de studerende og samtidig kunne besøge de gøteborgske menigheder.

Kaldsweekenderne som også afholdtes regelmæssigt en del år på Øverås fokuserede mere konkret på at få flere unge ind i præstetjenesten og var i disse år med til at holde kaldstanken levende i dansk metodisme.

Som dansk studerende kommer man ikke uden om, at det kulinariske også havde en vis betydning. I min tid i 70’erne var der stadig knyttes en ”husmor” til Skolehjemmet. Hun sørgede for to daglige måltider. Her lærte man sig noget om svensk madkultur. Og i det hele taget kunne man jo ikke bo i Sverige uden at lære landet at kende i en vis udstrækning. Jeg tror ikke, at der har været en dansk elev på Øverås, uden at der er opstået en kærlighed til netop svensk kultur og Sverige. Danske metodisters glæde ved at komme til Framnäs i Småland, tror jeg også, kan tilskrives de danske metodistpræsters kærlighed til Sverige. I næsten alle danske metodistkirken havde menighedens præst jo studeret i Sverige i en kortere eller længere periode. Da jeg i 1985 kom med i Skolestyrelsen som dansk repræsentant var ordningen med Husmor desværre for længst forsvundet, så elverne måtte selv stå for tilberedningen af maden. Det kunne så have sine fordele, da de danske studerende fik importeret danske fødevarer til fordelagtigt pris, men gjorde det lidt sværere at opleve den svenske madtradition.

Danske studerende blev i øvrigt behandlet på lige fod med de svenske, når det drejede sig om stipendier fra støtteforeningen Martha og Maria. Et stærkt og fint anskueliggjort vidnesbyrd om at alle er vi ét i Kristus, og at her er ikke forskel på jøde og græker.

Viden og fromhed

Lærebøgerne og faglitteraturen, der blev benyttet på Øverås var for en stor del gængs universitetslitteratur fra de teologiske fakulteter i Norden. Faglitteraturen repræsenterede derfor grundlæggende den historisk-kritiske metode, og på den måde kunne faglitteraturen give anledning til en spænding, som den enkelte studerende oplevede i sit eget liv og tro og gav anledning til en del troskriser. Men da tiden på Øverås ikke alene var et spørgsmål om studie, men også om fællesskab, var troskriserne med til at modne den unge studerende. Ikke mindst det sociale samvær og talrige samtaler og diskussioner, som internatstrukturen med Skolehjemmet på Øverås gav mulighed for, var en styrke for de studerende. Her var man ikke alene med sin tvivl og sine forhåbninger. Der kunne diskuteres og samtales ved middagsbordet, på gangene eller i parken. Det kunne ske om dagen, aftenen og nogle gange om natten – til ud på de små timer. Strukturen på Øverås var en særlig modnende faktor for den enkelte studerendes tro. Prædikeøvelserne, der i min tid afholdtes hver uge, var en eminent mulighed for at prøve at udtruykke sin tro og kristendomsforståelse under trygge forhold. Her lærte man, at fromhed alene ikke gør en præst. Man måtte kunne udtrykke sig korrekt og med pædagogiske midler. Viden er en nødvendighed for en præst i ethvert miljø og enhver tid. Der blev lagt vægt på, at man i princippet ikke kunne blive klog nok, hvorfor litteraturlisten forekom mig uendelig lang første gang, jeg fik den i hånden. Litteraturlisten indeholdt da også i rig udstrækning henvisninger til litteratur, som man gerne skulle sætte sig ind i uden nødvendigvis at blive eksamineret i den. En god øvelse og et godt pejlemærke for al studie. Der har gennem tiderne været forskellige opfattelser af Øverås’ akademiske niveau. Men stor viden og indsigt i teologien var et forventet resultat af øveråsstudierne. Længselen efter mere teologisk viden og studie findes der ikke en dansk metodistpræst, som ikke er grebet af. Øverås har gjort sit til, at man som dansk metodistpræst har ønsket at fortsætte sin dannelse i de teologiske discipliner.

Alligevel så gør stor teologisk indsigt ingen præst i sig selv. Studenternes andagtsliv med morgensamlinger og ofte aftensamlinger opdrog til disciplin i længselen efter Gud. Den gamle forbønsbog i Øveråskapellet blev igen fundet frem i begyndelsen af min studietid. Den havde ikke været benyttes nogle år. En systematisk forbønsbog var noget nyt for mig, som dog ellers altid har haft min gang i kirken. Her i forbønsbogen var menigheder og de, der havde fået deres eksamen på Øverås, skrevet op. Hver dag blev der bedt for en metodistmenighed i Norden og et hold dimittender. Forbønnens betydning havde jeg ikke selv oplevet så konkret, som den kom til udtryk på Øverås. Her kunne der bedes konkret for mennesker i nød og sygdom. Særlig husker jeg en aften, hvor nogle af de studerende var stødt på et alkoholafhængigt yngre kærestepar ude i Gøteborg. Parret kom med til Øverås, og der blev bedt for dem den halve nat. Måske lidt for meget for mig som dansk studerende, men trods alt en positiv oplevelse, der gjorde, at jeg også fik øjnene op for bønnen som en måde hvori Gud og den enkelte mødes – og at bønnen er langt mere end en formel udtryksform.

At rektor og hans familie boede på Øverås gjorde studiemiljøet og det sociale liv helt specielt. Desuden kunne rektor – Thorvald Källstad i min studietid – følge med i elevernes studiedisciplin og andagtsdisciplin. Da der på et vist tidspunkt havde været alt for mange af elverne, der kom alt for sent til morgenandagterne i kapellet, måtte rektor op med den højere teologiske argumentation og påstod, at djævelen vandt en sejr, hver gang man tillod sig at sove lidt længere og springe morgenandagterne over. Ja, ja, var der vel flere af os, der tænkte, det var da vist en lige lovlig grov uteologisk påstand. Men ret havde han ikke desto mindre, vores gode rektor.

Måske var Øverås særlige styrke netop denne sammenhæng mellem liv og undervisning. Ikke mindst har det været de forskellige rektorers fortjeneste. Der er særlig to oplevelser som gjorde et stort indtryk på mig og min forståelse af troens liv. Retorsparret Vera og Thorvald Källstad havde inviteret eleverne ud til deres sommerhus for at give studenterne anledning til at komme lidt væk fra det daglige og til gengæld opleve svensk natur. Vi skulle også fejre nadver, mens vi var samlet omkring spisebordet i forbindelse med middagen. Som dansk metodist var det ikke alene noget uvant med fælleskalken, der blev brugt, men for mig blev det endnu værre af den lidt for tætte atmosfære, hvor man sad om samme bord og fejrede nadver med ens studiekammerater – og så rektor – under helt andre end de anonyme forhold, der er i en kirke. Jeg følte det noget aparte, at man så at sige var så tæt på hinanden, siddende på almindelige stole og ikke omkring alterringen. På den anden side, så er det en episode, jeg ofte i tankerne vender tilbage til, fordi jeg måtte indrømme, at det netop er så tæt Kristus er hos os i nadveren, lige så tæt og overvældende, som det er at sidde sammen ved middagsbordet.

En anden episode illustrerer hvordan Øverås var en speciel undervisningsinstitution.

Seminariet stod af og til for nogle aftenmøder i de gøteborgske metodistmenigheder og en aften var det i den smukke Trefaldighetskyrka. Sandsynligvis var det Thorvald Källstad, der prædikede. Det kan jeg nu ikke huske helt præcis. Til gengæld husker jeg, at han sang. Ja sang med på en af fællessalmerne. Ret normalt, vil man vel sige. Alligevel var der et eller andet unormalt over den indlevelse og måde, som rektor sang højlydt og kraftigt med på sangen ”Hugsvaleren är här” (The Comforter has come, af metodistpræsten Francis Bottome). En amerikansk vækkelsessalme, som i sin melodiføring jo er ret enkel og umiddelbar – medrivende vil nogle synes, for andre måske en smule primtiv. Hver gang vi kom til omkvædet gav Thorvald Källstad sangen en ekstra kraft. Det var som om sangen og han blev ét, som om han udtrykte sin inderste længsel og glæde over at Trøsteren var kommet for at gøre det klart, at vore synder – og hans synder – var sonet i Kristi død. Alt sammen noget, vi havde lært og drøftet i undervisningen, men rektor mente åbenbart det, som han fremførte som kirkens teologi. Det var en særlig oplevelse for mig, at denne intellektuelle og kommende doktor i teologi, så følelsesladet kunne synge med på sangen om Helligåndens nærvær. Teologien, kirken, Kristus, var ikke rektors arbejde, det var hans liv, kærlighed, tro og håb. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, at se hvordan fromheden og troen kunne eksistere så klart, synligt og enkelt i et intellektuelt menneske. Mange øveråsstudenter kan sikkert huske lignende episoder, hvor Øverås med rektor, lærere og studenter formåede at sætte sig uudslettelige spor i de kommende prædikanter. De blev uddannet på seminariet gennem undervisning og ikke mindst gennem fromhedslivets ærlige eksempler.

Uddannelse og menighedsliv

Som skolerejserne rundt til de nordiske lande påvirkede unge i menighederne, så påvirkede skolerejserne også de studerende. Man fik et indtryk af, hvad der rørte sig i menighederne, og oplevede hvordan kampen for troen og for menighedernes vækst gjorde sig gældende. Vi så hvor svært, det var at fortsætte som menighed, når dens antal mindskedes langsomt år efter år. Livskraftige menigheder oplevede vi også og kunne se, at når der først var samspil mellem præst og menighed, var der ingen grænser for at nå nye mennesker med evangeliet. Man var godt rustet, når man vente tilbage til et mindre dansk frikirkemiljø, og kunne se, at man så tæt på Danmark havde udviklet større og andre muligheder som frikirke.

Øverås må gennem årene have oparbejdet et vist ry også uden for Metodistkirken, for ofte blev der spurgt om eleverne kunne komme ud og holde gudstjenester eller møder i forskellige frikirker. Spændende var det at møde frem som studerende og prædikant med båd i hård sø til en pinsemenighed på en af småøerne uden for Gøteborg. Jeg var nok selv lidt i syv sind med, hvad jeg egentlig syntes om de forskellige små tilråb, jeg fik til min første prædiken i en pinsemenighed. Nogle gange steg ”halleluja’et” i styrke, eller der kom et højt ”pris ske Gud!”. På den ene side føltes det jo godt, at menigheden fulgte med i det, man sagde, men sagde man nu også noget, for at menigheden skulle synes om det? Så var det godt at huske på, hvordan John Wesley prædikede i Oxford den 21. August 1744, hvor han under ingen omstændigheder forsøgte at lefle for universitetet.

Det indtryk, der står tilbage af Øverås som dansk metodismes hovedundervisningssted i mere end otte decennier, er den styrke som den teoretiske undervisning havde, uden at undervisningen blev verdensfjern, og Øverås blev til et teologisk elfenbenstårn. Der var en klar linje i alt det, der skete: Det var for menneskers frelses skyld, at man som student var indskrevet på det teologiske seminarium.

At det forpligter at være uddannet på Øverås, er nok det, som ligger som en undertone, i det som Øverås gav videre til dansk metodisme.

Læs om salget af Överås her