En bøn for COP23

Grøn Kirke opfordrer kirker i Danmark til at bede for klimatopmødet i Bonn 6-17 november. Bønnen kan bruges som den er eller rettes til, som det passer i din kontekst – som kirkebøn, ved en andagt eller personlig bøn.

Skrevet af Martin Ishøy for Grøn Kirke

Visdommens og tålmodighedens Gud!

I milliarder af år strakte du dig fra sprækken i evigheden
ventede tålmodigt på energiens faste former,
der skulle udspille sine dramaer.
Tålmodigt holdt du dig tilbage,
lod være at presse det sanselige mere, end det kunne følge med.
Du glædede dig stille og lo larmende.
Så kom vi.
Som din glæde overgår vores, gør din smerte det også –
når vi, indbildske myrer, gør processen kortere end kloden kan bære,
når vi glemmer alt om det hus du vil holde.
Vi kalder dig far – men elsker os selv mest.
Giv os lidt visdom,
en dråbe gennemsyrer hele dejen.
Lær os, at kloden ikke er en vare men et hjem – vores hjem.
Du har gjort os kun lidt skarpere end dyrene;
Med hæder og ære har vi pyntet os,
mens vi solgte vores hjem i stykker,
som var det uendeligt.
Jorden og alt som er på den, tørster efter visdom.
Alverdens skaber og Herre:
Genrejs visdommen i verdens religioner.
Lad din lovs renhed ramme os som modlys og som oplysning,
så agtelsen vågner, og vi omstiller os,
og bliver vismænd i det små.
Lad tillid og inspiration vokse religionerne imellem,
så vi trækker på samme hammel –
og i verdens ledere,
så hjemmet genfinder sin sundhed
med bæredygtighed, fred og glæde i din ånd.
Amen.

Fakta

Grøn Kirke ønsker at fremme og fastholde et grønt engagement og ændret adfærd i en mere klimaansvarlig og bæredygtig retning blandt kirker, kirkelige organisationer og kirkelige grupper, at bidrage til viden om og fokus (også teologisk) på de globale klimaforandringer og miljøudfordringer, og årsagerne hertil. Grøn Kirke ønsker også at være en relevant aktør både blandt kirker og grønne organisationer. Dvs. at Grøn Kirke søger at bidrage til relevante problemstillinger omkring klima og miljø, som er nyttige både for kirker og andre organisationer.

Grøn Kirke hører under Danske Kirkers Råd, hvor Metodistkirken er medlem. Grøn Kirke er en økumenisk arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra flere forskellige kirkesamfund og kirkelige organisationer i Danmark.

Formålet med Grøn Kirke er med et kirkeligt og teologisk udgangspunkt at inspirere og motivere individer, menigheder, kirker og kirkelige organisationer til at taget et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor.

Flere af Metodistkirkens menigheder i Danmark er grønne kirker.