Spejdermøde på kirkegården

I november er det Halloween eller Allehelgen, som det kaldes i kirken, hvor man mange steder mindes dem, som vi holder af, der er døde i løbet af året. Hos Metodistkirkens spejdere i Rønne markeres Allehelgen med en tur på kirkegården for at se på gravsten og snakke om de fine symboler, der ofte findes på gravene, som fx et kors, en due eller et hjerte.

Spejdermødet begynder med en snak om hvordan man færdes på en kirkegård med respekt for dem, der sørger. Herefter får børnene lov til at gå rundt og tegne de symboler, de finder på gravstenene og tænke over hvad de betyder. Spejdermødet slutter i kirken. Kirkerummet er helt mørkt og der fortælles om Jesus verdens lys og tændes et lille fyrfadslys i lysgloben, så alle kan opleve den store forskel dette lille lys gør i rummet. Alle spejdere får denne aften et lys med hjem.

Bøn

Kære Gud!
Tak for, at du har skabt lyset,
Så mørket ikke hersker i verden.
Tak for at du vil være lys for os, så vi ikke behøver, at være bange.
Lær os at sprede lys, hvor vi er
Og hjælp os, så vi ikke slukker lyset for andre.
Fadervor…

Bønnen er fra www.spejdernet.dk/forkyndelse

Symboler på grave og deres betydning

Liste over de oftest brugte symboler på grave og deres betydning:

Kors
Det vigtigste kristne symbol. Betyder liv og kærlighed for os, fordi Jesus døde på korset og opstod igen. Kærligheden har to retninger, samlet i korsets to streger: 1) vandret – kærlighed mellem mennesker indbyrdes og 2) lodret – kærlighed mellem Gud og mennesker.

Due
Symbol på Helligånden – budbringeren om Guds nærvær. Duen kom til Noa med en kvist i næbbet som tegn på håb. Duen kom til Jesus, da han blev døbt, som tegn på, at han er Guds elskede søn.

Hjerte
Symbol på kærlighed – mellem mennesker og på Guds kærlighed til mennesker

Kors-anker-hjerte
Tro – på Jesus Kristus, Guds søn. Håb – på hans nærvær hos os nu. Kærlighed – næstekærlighed

Rose
Symbol på kærlighed. Jesus kaldes rosen i nogle af vores sange i salmebogen.

Krans af (laurbær)blade
Kransen betyder evighed. Laurbærbladene betyder sejr. Jesus har sejret over døden.