Tag venner med på café eller til søndagsmiddag på plejehjemme, og besøg din gamle far samtidig.

Artikel fra Morgenavisen Jyllandsposten d. 25. juni 2017 skrevet af Hanne Fall Nielsen, hanne.fall.nielsen@jp.dk. Billeder af Stine Bidstrup.

Åbne døre morgen, middag og aften er kodeordet på Betaniahjemmet på Fre- deriksberg, hvor pårørende fylder meget i hverdagen. I de allerfleste tilfælde er samarbejdet mellem pårørende og personale smertefrit, men konflikter opstår også. For at aflevere en af sine nære på et plejehjem er en personlig krise, lyder det fra personalet.

»Drenge er drenge.«
Sådan lyder det overbærende og med et

moderligt skuldertræk, når Anne Lise Wim- mi Carria på 86 år forklarer, hvorfor hendes to sønner – begge folkepensionister – ikke er så flittige gæster på plejehjemmet Betania på Frederiksberg.

»Til gengæld kommer min datter rigtig meget, selv om hun stadig arbejder, og hun hjælper ikke bare mig, men også nogle af de andre med en kop kaffe og sådan. Drengene kommer da også, men især den store har haft meget sygdom at bøvle med,« fortæller hun lystigt videre, mens hun også beretter om de mange aktiviteter på plejehjemmet – dans, udflugter, fællesspisning, fester og cy- kelture for blot at tage et lille udpluk af det store aktivitetsprogram.

Selv om Anne Lises meget voksne drenge ikke kommer så ofte, er der pårørende ind og ud ad dørene dagen lang på Betania- hjemmet, fastslår forstander Benedikte Korsager.

Ikke fordi det står nedskrevet i en særlig politik, men snarere er en del af ånden på stedet, tilføjer hun.

»Pårørende skaber liv, og for os er det helt naturligt at inddrage de pårørende så meget, som de overhovedet selv har lyst og magter. Når et menneske flytter på plejehjem, er det deres nye hjem, og så følger de pårørende helt indlysende med,« siger hun. Og tilføjer, at det kræver opmærksomhed at skabe gode rammer for samarbejdet mellem de pårørende og personalet.

Pårørende svigter

Derfor er der åbne caféaftener og søndagsmiddage på hjemmet, hvor man som pårørende kan falde forbi og have et hold venner med – uden forudgående tilmelding. Og i indflytningssamtalerne med nye beboere og deres nære gør plejehjemmet meget ud af at afdække, hvad beboeren og familien har af ønsker og vaner.

I en stor undersøgelse fra fagforbundet FOA blandt medarbejdere i plejesektoren svarer over to tredjedele af de godt 2.000 ansatte, som har svaret, at de ofte oplever svigt fra de pårørendes side. Den holdning kan sosu-assistent og plejefaglig leder Naval Boudarba ikke genkende:

»Der kan jo ikke opstilles generelle regler for, hvordan og hvor meget pårørende skal yde eller være til stede. Det er forskelligt fra menneske til menneske, fra familie til familie, og vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske. Vi kommer så tæt ind i de- res liv i en vanskelig fase, hvor de er syge og skal herfra, så vi indretter os efter deres behov,« siger hun.

Selv om roserne står i kø, når beboerne beskriver deres plejehjem, er hverken de ansatte eller plejehjemsforstanderen bange for at medgive, at der selvfølgelig er konflikter og klager. 
»Men så tager vi dialogen og forsøger at komme bag om, hvorfor den pårørende er utilfreds med et eller andet – at hendes ægtefælle f.eks. ikke er barberet fra morgenstunden. Og der er ikke meget, som dialog ikke kan løse,« siger Benedikte Korsager, og ledende fysioterapeut Alaa Gamal tilføjer:

»Når vi får kritik af, at der f.eks. ikke er gjort ordentligt rent, går vi aldrig i selvforsvar. I stedet holder vi paraderne nede og forsøger at finde ud af, hvad der ligger bag konflikten, så vi kan løse den. Og vi har al- tid øje for, at der kan gemme sig en frustration og sorg over, at ens kære er kommet på plejehjem, og en bekymring for, om der nu – hvor man selv har måttet give slip – tages godt nok vare på den ældre. Det skal man kunne forstå,« siger han.

At det kan være svært at blive ældre og begrænset, kan Hertha Barbara Hinrichsen bevidne.

»Du er sådan et solskinsbarn,« siger hun til sidekammeraten i sofagruppen, Anne Lise Winni Carria, og gør ingen hemmelighed ud af, at hun selv har det svært med at være næsten blind.

»Det er tungt, for jeg altid elsket at læse. Det er en stor sorg for mig, og det kan mine pårørende og personalet for den sags skyld jo ikke ændre på. Jeg synes nogle gange, det er tungt at blive gammel,« siger hun, hvis datter bor i Hamborg og besøger sin mor ca. en gang om måneden.

For min egen skyld

Ved det fælles spisebord er der frikadeller og kartoffelsalat på menuen. Og der er vanen tro dækket op til både personale og pårørende ved bordet.

Lotte Glensing sidder ved siden af sin mand, Leo, og selv om han efterhånden er forsvundet mere og mere ind i sin sygdom, er hun på besøg fire-fem gange om ugen.

»Jeg kan ikke lade være. Det er ikke af pligt, men mest for min egen skyld, for her er et fantastisk fællesskab, som jeg nyder godt af. Min mand er glad og smilende, når jeg kommer, men det er svært at føre en samtale med ham, men det går meget bedre, når vi er i dagligstuen sammen med andre beboere og deres pårørende,« siger hun, der indrømmer, at det har været svært at opretholde det almindelige familie- og venneliv under mandens sygdom.

»Det er ofte også svært for dem bare at kigge forbi på besøg, men så benytter jeg plejehjemmet som en restaurant, hvor jeg inviterer på aftensmad eller frokost. Og så kommer de,« siger hun, der ikke selv oplever, at hun knokler som pårørende.

»Men vi er øjne og ører, så hvis der mangler en kop kaffe til en beboer, eller hvis der pludselig opstår problemer, så kan vi agere. Vi er der som en ekstra hånd,« siger Lotte Glensing, og forstanderen skyder sin ver- sion af virkeligheden ind:

»Som pårørende skaber I liv, og det er det allervigtigste. Liv i huset.«

At forholdene på andre plejehjem både for beboere og pårørende kan være ganske anderledes – også inden for samme kommune – kan Eva Laugesen tale med om. Hun kommer stadig som pårørende på hjemmet, selv om hun mistede sin mand i efteråret 2016.

Han var først beboer på et andet plejehjem, inden han for godt fire år siden flyttede ind på Betaniahjemmet.

»På det andet plejehjem var jeg decideret uønsket, og min mand var sad bare på sit værelse med den begrundelse, at han spiste grimt. Han fik et liv igen, da han kom her.«