En pragtfuld uge 32
- Skrevet af Birthe og Svend Aage, Strandby
- Efter at vi nu har været medlem af metodistmenigheden i Strandby i snart 2 år, fik vi lyst til at deltage i Metodistkirkens Sommerhøjskole i Odsherred.
Det udartede sig til en uforglemmelig uge, som var både lærerig og med social engagement.
Programmet for højskolen lovede livsglæde og kristent fællesskab og dette blev fuldt ud efterlevet.
Alle ugens dage bød på nogle fremragende indlæg fra bl.a forfatteren Maria Helleberg om Kong Christian IV ’s kvinder, Kgl. Konfessionarius Erik Norman Svendsen om ”Mit liv med salmer”, foredrag om at være ”dansk syd for grænsen” og det at være hjem for to uledsagede afganiske flygtninge.
Torsdag fik vi en fantastisk indlevelse i jødisk klezmermusik suppleret med sandfærdige beretninger om danske jøder, der under 2. verdenskrig måtte flygte til Sverige. Noget der kunne drage en parallel til flygtningesituationen i denne tid.
Foredragsprogrammet blev afsluttet med en fortælling om teologen Hal Koch og politikeren Bodil Koch.
Alt var bundet sammen af en dygtig og erfaren ledelse fra Esbjerg, Århus og København.
Fremhæves skal dog lejrens højskolepræst: Jørgen Thaarup, som dels fortalte om ”Dansk metodisme på begge sider af Atlanten”, men som også hver dag stod for nogle særdeles interessante bibeltimer med focus på beretningerne fra de sidste hændelser fra ”Det gamle testamente”. Det var et stykke verdenshistorie, som var spændende og levende fortalt af Jørgen. Tak for det!
Faktisk var det også en ”hård” uge, fordi vi gerne ville deltage i alle de aktiviteter, der var mulighed for. Det være sig vandring, sportsaktiviteter og kunsthåndværk.
En typisk dag var morgenvandring for nogle fra kl. 07:00 og aktiviteter i løbet af dagen og helt frem til Bente Aalbæk’s godnathistorie om ”Den lille Prins”
Fremhæves skal også en solnedgangstur til ”Skamlebæk Radio” med solens nedgang set fra sin bedste side, og om tirsdagen en interessant udflugt til ”Næsholm Borgruin” interessant og levende fremvist af en lokal naturvejleder.
Men hvad er et højskoleophold uden mad og drikke, og sikke dog et repertoire som man fra lejrens køkken kunne diske op med hver dag. Varieret og hver dag det ene bedre end det andet. Det var ”mormormad” når det er bedst og advarslen om at man ville forøge vægten i denne uge med 2 kg. kom til at holde stik. Det var simpelthen umuligt at sige ”nej tak”
Sidst men ikke mindst tak til Gurli og Kaj, Kirsten og Bent samt Ditte og Jørgen for et veltilrettelagt højskoleophold, hvor alt klappede ned til mindste detalje.
Afslutningsvis er der kun at takke for en dejlig uge 32, år 2016 og vi møder gerne op i uge 32, år 2017.