Frivillighed i fattigdom

Skrevet af Nanna Andreasen, Solrød Frikirke

Solrød Frikirke sender igen et team afsted til børnehjemmet Renacer i Honduras. Hver gang et team er afsted, har gruppen et overordnet tema, som de under turen fokuserer på og efter hjemkomsten arbejder videre med. På denne sommers tur har vi villet undersøge, om frivillighed sker ud fra et ressource spørgsmål, eller om det drejer sig om engagement. Samt hvordan kan man få tid til at engagere sig frivilligt, når man har et travl hverdag.

Det siges, at et samfund er bygget op af tre instanser: staten, markedet og civilsamfundet. Den danske velfærdsmodel kaldes den universelle. Her har de tre instanser et sundt og fornuftigt samspil, der gør, at vi som danskere kan leve en tryg og sikker tilværelse. Men hvilke konsekvenser vil det have, hvis staten ikke tog ansvar, markedet var ude af kurs og civilsamfundet var den eneste instans, der tog hånd om problemerne?

Honduras er kontrasternes land. Fra ferieparadiset ”Roatan” til hovedstaden Tegucigalpa er der en verden til forskel. En forskel, der for os privilegerede vesterlændinge, virker absurd. Over 60 procent af landets otte millioner indbyggere lever på eller under fattigdomsgrænsen.

Klimaforandringer er med til at forstærke effekten af naturkatastrofer, som især rammer de fattigste befolkningsgrupper i landområderne. Honduras er på mange måder et land, som har brug for en stærk stat og sammenhængskraft for at fungere. Denne ressourcestærke stat har Honduras desværre ikke. I Danmark er det staten, som giver velfærd, men i Honduras ligger store dele af velfærdsbyrden hos civilbefolkningen ofte i form af kirker. I Honduras skønnes det, at der er omkring 8000-10.000 gadebørn, primært i storbyerne. UNICEF anslår, at der er over 170.000 forældreløse børn i Honduras. Selvom forældreløsheden er enorm, har staten lukket samtlige statsejede børnehjem, hvilket betyder, at det nu er op til kirkelige fonde og private aktører at finansiere de mange børnehjem.

Kirken tager ansvar

På Solrød Frikirkes tur til Honduras i år mødte vi en del frivillige ildsjæle. Mennesker, som har viet deres liv til at hjælpe andre. En af disse personer er præsten Jorge Pinto. Jorge Pinto er grundlæggeren af ”Proyecto Manoelito”, et børnehjem, og samarbejder med organisationen Red Viva, som er Viva i Danmark. Jorge Pinto blev forladt af sin far som dreng og er derfor vokset op på gaden. Denne barske opvækst har gjort, at Jorge Pinto, i de 37 år han har været præst, har arbejdet med og for gadebørn. Jorge Pinto og hans kirke har i øjeblikket mere end 300 børn og unge under deres vinger. Kirken giver børnene lægehjælp, lektiehjælp og mulighed for at lære håndværksfag.

”Det er bedre ikke at have forældre og komme på børnehjem, end at vokse op med forældre der ikke vil kendes ved en”, udtaler Jorge Pinto, da han rørende fortæller om sin egen opvækst, og hvorledes hans historie afspejler tusindvis af andre honduranske børns liv. Jorge Pinto beretter om, hvordan mange af de børn hans kirke hjælper, af egen fri vilje lever på gaden – børn, hvis forældre ikke magter dem. Disse børn længes efter en tryg og kærlig tilværelse, men denne drøm er for de fleste langt væk. Efter staten har lukket de offentlige børnehjem, er det blevet endnu sværere at anbringe et barn, hvilket gør, at kirkerne må arbejde endnu hårdere for at skabe bedre forhold for gadebørn. Selvom Jorge Pintos menighed, og mange andre kirker, er meget engagerede i socialt arbejde i Honduras, mener Jorge Pinto, at kirkerne generelt bør yde en større indsats for at komme de mange uretfærdigheder til livs.

”Honduras er et mærkeligt sted. Der er er uoverensstemmelse mellem, hvad man tror på, og det man gør,” siger Jorge Pinto. I Honduras er 40% af befolkningen evangeliske kristne og de resterende 60% menes at være katolikker. Selvom kristendommen er utrolig udbredt i Honduras, er det ganske få, der ifølge Jorge Pinto, udøver den og lever efter de kristne værdier. Jorge Pinto mener, at det honduranske folk, heriblandt kirkerne, ikke har de rigtige værdier og derfor ikke formår at skabe de rigtige resultater.

Unge for freden

En af Viva DK / Red Vivas mange projekter er det Danida støttede projekt ”Unge for fred.” Ved dette projekt sættes der fokus på Honduras’ fremtid – de unge. Målet med projektet er, at udruste unge i Honduras til at blive aktive borgere, til forebyggelse af vold og korruption. En stor del af projektet er selve læringsprocessen, hvor frivillige unge uddanner andre unge. På denne måde videregives deres erfaringer og læring til flest mulige, samtidig med, at de unge får en unik chance for at afprøve og udfolde deres lederevner. På Solrød Frikirkes teamtur mødte vi tre unge fra projektet ”Unge for fred”, som fortalte om deres motivation for projektet, samt hvordan man aktiverer andre i frivilligheden. Samtlige unge var enige om, at en stor del af frivillighed handler om at ville det, på den måde kan og vil man yde mest.

I frivillighed giver man ikke kun, man får lige så meget tilbage. De tre repræsentanter fra ”Unge for fred”, fortalte hver især, hvordan deres engagement har givet dem venskaber, fællesskab og lederskabsevner. Efter teamturen med Solrød Frikirke står det klart, at frivillighed ikke kan gøres halvhjertet, men at frivillighed i fattigdom i høj grad bygger på livslangt engagement fra ildsjæle.

Honduras er et smukt land, som det ligger mellem Det Caribiske Hav og Stillehavet. Men der er tale om et af verdens fattigste lande, og et lands fattigdom er hårdest ved de svageste. Honduras er et land med kolossale problemer, som de behøver hjælp til at løse. Honduras’ fattigste har behov for mad, tag over hovedet og tøj på kroppen. Honduras som land skriger efter udvikling.

Ordentlige livsbetingelser forudsætter en fungerende social orden, herunder et effektivt politisk system – her ligger måske den største udfordring i Honduras. Hvis livsbetingelserne skal ændres for landets fattigste, skal landet ikke blot hjælpes med nødhjælp, men med bæredygtigt hjælp, som skal indeholde udvikling. Forudsætningen for et bæredygtigt frivilligt arbejde er følelsen af medejerskab og ligeværdighed, to essentielle ting, som de to ovenstående projekter hver har i tankerne og praktiserer. Disse to projekter er et levende bevis på, hvordan civilsamfundet i Honduras i høj grad sidder på velfærden. Og det vil den blive ved med, så længe staten ikke tager ansvar. I øjeblikket kæmpes der en hård kamp mod korruption overalt i Honduras, en kamp som må og skal vindes, før forholdene i Honduras kan ændres.