På lossepladsen

Første gang man kører forbi lossepladsen, ser man den ikke. Man ser den ikke, for den ligger på toppen af et bjerg. Et bjerg af skrald. Men man ser gribbene, der lydløst svæver rundt over bjerget i en cirkel, der ikke kan brydes.

”Hvorfor er her så mange gribbe?”, spørger man intetanende, og svaret lyder kortfattet: ”Det er lossepladsen”, og man forstår, at på dette sted er døden kun et vingefang væk, som ved så mange andre steder her i Honduras.

Da vi nogle dage senere er på vej op for at se lossepladsen, står der for foden af bjerget nogle små sammenbidte mænd i militæruniformer med store våben. Fra forsædet af bilen lyder det, at mændene er stationeret her for at undgå, at der bliver smidt lig oppe på lossepladsen. Vi fortsætter i bil opad, og rundt om på bjerget ligger små faldefærdige eller ikkefærdigbyggede huse helt tæt. Familier bor på og i området omkring lossepladsen, de lever og arbejder her. Er der en madrest, der kan spises eller kan et batteri, noget aluminium eller et stykke plastik sælges for nogle enkelte lempiras (møntenheden i Honduras, red.), sker det og på den måde holdes livet i gang til i morgen. Og så forfra igen.

Da vi ankommer til lossepladsens bjergtinde, bliver døren til bussen åbnet, og inden vi træder ud, træder lugten ind. En syrlig, rådden lugt blander sig med lugten af bål og røg. Jeg har lyst til at tage hånden for munden, da vi stiger ud af bussen. Men vi har fået besked på at lade være med netop dette for at vise respekt over for de mennesker, som lever deres liv her på lossepladsen. Der er blødt, hvor jeg træder ud. Jeg ser ned og får øje på, jeg står på en gammel ødelagt plasticflaske. Der er skrald overalt. Blikket rettes opad igen, og man må misse med øjnene, for solen står skarpt, og øjnene har svært ved at vende sig til det gråbrune billede af skrald, mennesker, tynde hunde og køer, der sammen maler sig i ét unuanceret pløre. Det er svært at se, hvad der er hvad, og lidt derfra, hvor vi står, sender et bål en kulsort tyk røg fra det brune op mod det blå. Men himlen virker så fjern herfra.

En fra gruppen spørger forsigtigt: ”Kan de ikke tage herfra, og finde et rigtigt job? ” Vi er så danske, tænker jeg. Der er ikke blevet talt meget sammen i løbet af morgenen, og kun de korte svar synes at finde indpas. ”Hvor skulle de tage hen?”, lyder det fra en anden i gruppen, og igen bliver der stille. Det virker som om menneskene, der lever her, ikke har noget valg. De vælger ikke lossepladsen, lossepladsen vælger dem. Lossepladsen tager sine ofre, og det synes at være en mere eller mindre tilfældig lodtrækning af skæbner, og lossepladsen bliver for disse mennesker deres lod fra fødslen af.

Vi er sammen med Jeony på en af dagene, hvor han uddeler sandwichs og vand i små poser til de mennesker, som lever her. Jeony er præst og grundlæggeren af skolen, hvor nogle af lossepladsens børn kan gå i børnehave og skole. Foruden undervisning bliver de vasket og får rent tøj på. Hvis der er noget Honduras lærer én, så er det, at her findes mennesker, som helliger deres eget liv for mange andres liv. Mennesker som til sidesætter egne behov, fordi de brænder for at hjælpe mennesker i nød. Mennesker som kan få dig til at tro på Gud.

Da vi står klar til at uddele maden, bliver der råbt ”una fila!”- én kø, men det bliver naturligvis ikke overholdt. Skiftevis maser mennesker med iturevne t-shirts og beskidte fingre sig frem for at få en sandwich. Der er mange til maduddelingen, men her virker alligevel så forladt. Joeny har mad nok med, så alle får en sandwich.

Selvom sandwichene hjælper på den værste sult, virker det i et øjeblik håbløst at dele mad ud. Som at forsøge med sine hænder at holde regnen ude af et hus uden tag. Håbløst for de mennesker, som til dagligt forsøger ikke at drukne i den regn af udfordringer, og hvor hvert et svømmetag, for at holde sig oven vande, er en kraftanstrengelse.

Maden bliver delt ud, og poserne bliver efterhånden tømt. Han står et stykke nede i køen, da jeg får øje på ham. Jeg kigger ned i posen for at tage en sandwich til den næste i køen, men da jeg kigger op, må jeg tage hovedet lidt på skrå for at få endnu et glimt. Da han kommer frem i køen, ser jeg det. Det er øjnene. De er mørkebrune yderst og lysebrune inderst, og så ligner det, som står de i brand. Han kigger mig direkte i øjnene, da jeg giver ham sandwichen, og jeg må kigge ned, da det næsten bliver for intenst at se på øjne, der gløder i det beskidte ansigt. Som atse for længe op i mod solen. Han stiller sig lidt væk for at spise, og jeg bliver ved med at skele til ham, mens andre i køen kommer frem. På afstand ser jeg, han har et stort usoigneret skæg, hvor krummer fra sandwichen falder blødt. Ovenpå sit halvlange, filtrede hår har han en kasket, der en gang har været hvid. På kasketten står: I LOVE JESUS!

Jeg kniber øjnene sammen for at læse det igen. Jeg bliver et kort øjeblik i tvivl om, om jeg stadig er i Honduras. Det kan ikke passe? Jeg forstår det slet ikke, og jeg har svært ved at samle mig om at få delt de sidste sandwichs ud. Kan han forstå, hvad der står på kasketten…? Det giver ingen mening.

Da maden er uddelt, beder vi sammen med Joeny og folk fra lossepladsen. Nogle trækker sig, fordi de selv mener, de er for beskidte. Vi protesterer, men det nytter ikke.